mandag den 16. november 2009
Donslund de Luxe på Olympen
Da Adolf H. byggede det Olympiske stadion i Berlin, drømte han om at komme ind i evigheden. Måske ville de tværgående bjælker forstøve, men dem, der rakte op i himlen, ville stå der til alle tider. Jeg sidder blandt 13.134 tilskuere og ser Hertha Berlin tabe til Herenveen. En af spillerne springer over banden og forlader stadion i vrede. Han ser ikke, at dommeren vinker med et rødt kort. Hvad der gjorde ham sur, lagde jeg ikke mærke til, for jeg sad og forestillede mig, hvordan her var, da folk gik amok i heilen til førertribunen, og jeg undrer mig over, at selv idioter kan tænke smukke tanker. Om tusind år har folk glemt uhyret, så er der kun emperiets storhed, folkevogne og søjler tilbage. ”Hvis Hitler var en græsk Gud på Olympen, hvem tror du så, han ville være?” hvisker jeg til min ven Zarathustra. Han nipper til sin alkoholfrie Fassbier og kipper med flaget. ”Hera,” smiler han og tørrer skum af læberne. ”Hera var ligeså jaloux som nazisterne og Stasi tilsammen!” Jeg kommer i tanke om min ungdomskæreste, der udspionerede mig fra tage og træer, og som svingede mellem (megalo)manisk charme og svigtende selvværd. Senere blev han indlagt. Bare tanken om kærlighedssvigt ødelægger drømmen om evighed, og det er ubærligt. Selv smed jeg min eksmands mobil i toilettet efter at have rodet hans ting igennem og fundet fældende beviser for utroskab. Hver gang jeg hørte trafikradio efter bruddet, ønskede jeg, at han fik det røde kort i Ishøjsammenfletningen. Jeg tror ikke, Zarathustra nogensinde har haft det så gement. Måske er det derfor, Orienten er morgenlandet, og vi er aftenlandet, der forstøver i rædsel over mørkets magt. I Orienten ved de jo godt, at solen ikke står op, men at evigheden bare går i ring.
Hot & Not i Højskolebladet
Hot
Banaliteter
Indimellem er det flovt, at ens liv består af banaliteter. Dagligdags banaliteter og dramatiske banaliteter. Men banaliteter. Du står op, går i badeværelset, spiser morgenmad, går på arbejde, siger din mening eller lader være, forelsker dig, føler dig ensom, skriver et digt, ser fjernsyn, græder, griner, elsker, skider, tjekker din mail, går i seng. I virkeligheden betyder banal: det fælles. Eller de fælles regler, der vedrører alle. Af og til må man så gøre oprør mod det banale, selvom det også er banalt, for der er altid nogen, der har gjort det før dig. Til gengæld er der aldrig nogen, der har levet livet banalt på lige nøjagtig DIN måde. Der er aldrig nogen, der har levet livet så banalt som netop DIG. Og det er jo en trøst.
Tine Bryld
Jeg vil være ligesom Tine Bryld, jeg vil kæmpe for de svage, jeg vil have to grønlandske fanger (ikke fra Nuuk men fra Herstedvester) boende, jeg vil låne min bil ud til en, der aldrig kommer tilbage med den, jeg vil lytte til titusind unge, der trænger til at snakke, jeg vil have mine mørke sider, jeg vil skrive bøger, som rækker hånden ud mod dem, der kæmper med identiteten, jeg vil drikke et glas rødvin og se Colombo for at falde ned, jeg vil forstå alting i verden, alle opturene og alle nedturene, og jeg vil kende det hele fra mig selv.
Anders And
Én gang om ugen fik jeg Anders And som barn, og én gang om ugen får mine børn bladet. Det er som at have fået en gammel ven tilbage, og selvom det ikke er Carl Barks niveau det hele, så er den and mit idol. Ingen andre af dine venner kan få lov til at opføre sig så dumt, tåbeligt og barnligt uden du holder mindre af dem af den grund. Faktisk holder jeg mest af Anders And, når han er rigtig åndssvag og går i indædt krig mod sin nabo eller den evigt utålelige Fætter Højben.
Orlov
FFD har givet mig orlov i tre måneder for 8 års tro tjeneste i standen. Kunne godt tænke mig, at det blev en tradition hvert år ved denne tid. Så kunne jeg bo på Haiti om vinteren og være Jørgen Leths genbo og bedste ven. Vi kunne snuppe en drink i skumringen og ryge en cerut og tale om livets pikanterier.
Not
Sorte huller
Når jeg har sagt min mening stærkt, kontant og altid spontant, føler jeg først en lettelse, en styrke i rygraden, for nu blev der klare linjer. Men bagefter er det som om, der er opstået et sort felt, et sort hul i universet, og det er som om, man aldrig mere kan trække noget tilbage, der først er endt dér. Det, der ér, holder op med at være. Det, der er skabt og bygget op, bliver revet ned og dør i et snuptag. Ved ét enkelt udsagn. Én skråsikker udtalelse. Big Bang-maskinen er oppe at køre igen. Men mysteriet om de sorte huller mellem os, det kender vi dybest set godt selv.
Meningsløshed
Meningsløsheden er meningsløs. Kunne den i det mindste have retning. Eller form. Eller i det mindste en lugt. Måske har den en lugt: Indelukket søndag mellem 13 og 14. Der er ikke andet at gøre end at få de vinduer op.
Nej
Engang fik min mor et julekort fra vores familie i Haslev, som skrev, at det var vigtigt, hun sagde nej til det, hun ikke magtede. Det var vigtigt, hun sagde fra. Især når nogen ville have hende til noget, når nogen krævede noget af hende. Som hendes børn. De meget krævende børn. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være vigtigere at sige fra end at sige til. Men det er der jo nogen, der går meget op i.
Dannebrog
Jeg er ked af det, men jeg kan ikke længere med dannebrog. Kun til børnefødselsdage køber jeg stadig en pakke med 20 flag oppe i Super Brugsen. Hvis jeg ellers hejser et flag, signalerer jeg, at jeg er et utolerant og nationalistisk fjols.
Banaliteter
Indimellem er det flovt, at ens liv består af banaliteter. Dagligdags banaliteter og dramatiske banaliteter. Men banaliteter. Du står op, går i badeværelset, spiser morgenmad, går på arbejde, siger din mening eller lader være, forelsker dig, føler dig ensom, skriver et digt, ser fjernsyn, græder, griner, elsker, skider, tjekker din mail, går i seng. I virkeligheden betyder banal: det fælles. Eller de fælles regler, der vedrører alle. Af og til må man så gøre oprør mod det banale, selvom det også er banalt, for der er altid nogen, der har gjort det før dig. Til gengæld er der aldrig nogen, der har levet livet banalt på lige nøjagtig DIN måde. Der er aldrig nogen, der har levet livet så banalt som netop DIG. Og det er jo en trøst.
Tine Bryld
Jeg vil være ligesom Tine Bryld, jeg vil kæmpe for de svage, jeg vil have to grønlandske fanger (ikke fra Nuuk men fra Herstedvester) boende, jeg vil låne min bil ud til en, der aldrig kommer tilbage med den, jeg vil lytte til titusind unge, der trænger til at snakke, jeg vil have mine mørke sider, jeg vil skrive bøger, som rækker hånden ud mod dem, der kæmper med identiteten, jeg vil drikke et glas rødvin og se Colombo for at falde ned, jeg vil forstå alting i verden, alle opturene og alle nedturene, og jeg vil kende det hele fra mig selv.
Anders And
Én gang om ugen fik jeg Anders And som barn, og én gang om ugen får mine børn bladet. Det er som at have fået en gammel ven tilbage, og selvom det ikke er Carl Barks niveau det hele, så er den and mit idol. Ingen andre af dine venner kan få lov til at opføre sig så dumt, tåbeligt og barnligt uden du holder mindre af dem af den grund. Faktisk holder jeg mest af Anders And, når han er rigtig åndssvag og går i indædt krig mod sin nabo eller den evigt utålelige Fætter Højben.
Orlov
FFD har givet mig orlov i tre måneder for 8 års tro tjeneste i standen. Kunne godt tænke mig, at det blev en tradition hvert år ved denne tid. Så kunne jeg bo på Haiti om vinteren og være Jørgen Leths genbo og bedste ven. Vi kunne snuppe en drink i skumringen og ryge en cerut og tale om livets pikanterier.
Not
Sorte huller
Når jeg har sagt min mening stærkt, kontant og altid spontant, føler jeg først en lettelse, en styrke i rygraden, for nu blev der klare linjer. Men bagefter er det som om, der er opstået et sort felt, et sort hul i universet, og det er som om, man aldrig mere kan trække noget tilbage, der først er endt dér. Det, der ér, holder op med at være. Det, der er skabt og bygget op, bliver revet ned og dør i et snuptag. Ved ét enkelt udsagn. Én skråsikker udtalelse. Big Bang-maskinen er oppe at køre igen. Men mysteriet om de sorte huller mellem os, det kender vi dybest set godt selv.
Meningsløshed
Meningsløsheden er meningsløs. Kunne den i det mindste have retning. Eller form. Eller i det mindste en lugt. Måske har den en lugt: Indelukket søndag mellem 13 og 14. Der er ikke andet at gøre end at få de vinduer op.
Nej
Engang fik min mor et julekort fra vores familie i Haslev, som skrev, at det var vigtigt, hun sagde nej til det, hun ikke magtede. Det var vigtigt, hun sagde fra. Især når nogen ville have hende til noget, når nogen krævede noget af hende. Som hendes børn. De meget krævende børn. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være vigtigere at sige fra end at sige til. Men det er der jo nogen, der går meget op i.
Dannebrog
Jeg er ked af det, men jeg kan ikke længere med dannebrog. Kun til børnefødselsdage køber jeg stadig en pakke med 20 flag oppe i Super Brugsen. Hvis jeg ellers hejser et flag, signalerer jeg, at jeg er et utolerant og nationalistisk fjols.
Donslund de Luxe i Lundins hoved
Det var fordi Jens Andersen sagde, at den bog ikke havde sin berettigelse, jeg blev nysgerrig. Han diskuterede med en velklædt mand fra forlaget Turbulenz, der har udgivet Peter Lundins selvbiografi. Forlagsmanden sagde, at det var af almen interesse at komme ind i hovedet på en psykopat.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.
onsdag den 16. september 2009
Donslund de luxe - på op- og nedtur
Det var min kæreste, der fandt på, at vi skulle bestige Galhøpiggen. Det havde en af hans venner gjort. 2469 m. På nettet fandt jeg billeder af folk i skitøj, der gik i sne bundet fast til hinanden med reb. ”Det er om vinteren, det der,” hævdede min kæreste. Hans ven havde vist gået der i klipklapper.
Da vi kom over trægrænsen, fandt vi ud af, at det ikke var et vinterbillede. Det var en gletcher. ”Det kan ikke passe, at han har gået i klipklapper her,” stønnede min kæreste, mens vi asede mod toppen. Men det gjorde ikke noget. Vi svedte og kæmpede og klarede det, vandrestøvlerne var af goretex, jeg sked bag en klippe, rensdyrene gloede, sneskyerne lettede, og på vejen ned, så vi omridset af Bjergbestigersken på enhver fjeldtop. Man kan godt tale om en slags lykke.
Men så fik jeg en sms. Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, (hvis hoteller ellers ligner Vallekilde fuldstændig vildt), men i højskolens arvesynd: Et kollaps i folkeoplysningens tjeneste. Jeg ved, det er risikoen, når ens arbejde er en passion, men hvor mange sidder der ude og tænker: Bliver jeg den næste?
Da jeg som barn gik hærvejsmarch og sang ”Bakke ned og bakke op…”, anede jeg ikke, at voksenlivet havde så mange bjerge, der skulle bestiges, så mange elve, der skulle forceres. Det var jo ren højskole, når vi gik og skrålede: ”Under tvang, nej med sang går vor målbevidste gang…!”
Det viste sig, at vennen slet ikke havde været på Galhøpiggen. Og at det var en frisbee og ikke klipklapper, han var kommet til at tage med. Klog af erfaring vil jeg alligevel til næste op- og nedtur anbefale: solidt fodtøj, en skulder at græde ud ved, chokolade og en rulle toiletpapir. For der kommer altid et bakke til.
Da vi kom over trægrænsen, fandt vi ud af, at det ikke var et vinterbillede. Det var en gletcher. ”Det kan ikke passe, at han har gået i klipklapper her,” stønnede min kæreste, mens vi asede mod toppen. Men det gjorde ikke noget. Vi svedte og kæmpede og klarede det, vandrestøvlerne var af goretex, jeg sked bag en klippe, rensdyrene gloede, sneskyerne lettede, og på vejen ned, så vi omridset af Bjergbestigersken på enhver fjeldtop. Man kan godt tale om en slags lykke.
Men så fik jeg en sms. Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, (hvis hoteller ellers ligner Vallekilde fuldstændig vildt), men i højskolens arvesynd: Et kollaps i folkeoplysningens tjeneste. Jeg ved, det er risikoen, når ens arbejde er en passion, men hvor mange sidder der ude og tænker: Bliver jeg den næste?
Da jeg som barn gik hærvejsmarch og sang ”Bakke ned og bakke op…”, anede jeg ikke, at voksenlivet havde så mange bjerge, der skulle bestiges, så mange elve, der skulle forceres. Det var jo ren højskole, når vi gik og skrålede: ”Under tvang, nej med sang går vor målbevidste gang…!”
Det viste sig, at vennen slet ikke havde været på Galhøpiggen. Og at det var en frisbee og ikke klipklapper, han var kommet til at tage med. Klog af erfaring vil jeg alligevel til næste op- og nedtur anbefale: solidt fodtøj, en skulder at græde ud ved, chokolade og en rulle toiletpapir. For der kommer altid et bakke til.
Donslund de luxe - lægger antiplots
”Der er det problem med plots,” siger Martin Glaz Serup, ”at der bliver lagt plots nedover alt. Der er plots i tv-avisen, dokumentarprogrammer, indkøbsvaner, livsbaner og politiske budskaber. Vi bliver styret af plots!” Jeg har sommerkursus i Børnelitteratur på Vallekilde. Det er fyldt med plots i både opbygning og indhold. Og så sidder jeg der. Den sidste dag. Og har været på jagt efter plots i flere år. Jeg har været til plotcoach, og jeg har pitched. Jeg har lagt dramaturgiske planer, og jeg har fundet hoveder og haler. Jeg har konstateret, at det er svært at lave et godt plot, uden det virker konstrueret, og det er samtidig svært at finde sig i, at den naturlige historie, det narrative skelet, altid går ind og rasler, uden man har bedt om det. Og så står han og siger, at det er et problem. Var det dét, Baudrillard mente, da han sagde, at det politiske, det æstetiske og det seksuelle overskred hinanden? Magten styrer, æsteticerer, plottificerer, spindoktorerer. I gamle dage legede børnene doktor. Nu leger de spindoktor. Alt er planlagt og kontrolleret, Christiania skal lukke, der skal ryddes op i kaos som var det Ikast; vi kan ikke ånde, hækkene klippes, forskelligheder sættes i en aktantmodel. Selv klummen her er et plot. Men nu kommer peripetien: Den overraskende vending. Jeg vågner en morgen og opdager, at jeg er blevet lesbisk kæreste med Pia Kjærsgaard, og at jeg giver hende et barn fra Angola i månedsgave, et lille barn, kun lidt muslim… men så putter hun det i pejsen. Jeg hiver det ud. Det har ild i håret og hedder Martin Glaz Serup og er antiplottets sidste bastion. Pia ser brødbetynget ud. Hun giver Martin en syltetøjsmad og lover, at hun aldrig gøre det igen.
tirsdag den 19. maj 2009
Donslund de Luxe - i Sverige
Jeg er på eksil i svensk idyl, spiser korv med reksalat på vejen og råber ”hey du” til naboerne. Siden krebsegildet i vejkrydset har vi været de fineste venner. Jo flere krebs, der lå på min tallerken, des bedre blev jeg til svensk. ”Det er så bra med alla dom søerne i Sverige,” sagde jeg til ham, vi kalder Elvis. På et stykke granit har han skrevet ”the king is alive”, og på husmuren hænger kongen i neon. Den svenske Elvis åbnede smirnofflasken med hjemmebrændt. ”I Danmark laver vi kunstige søer, fordi vi længes efter jeres,” sagde jeg. ”Konstige sjöar,” sagde Elvis og skænkede op. ”Jag tycker nu också, Köbenhamn är konstig. Och alla dom spårvagnar!”
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.
Forfatterakademiet for minoritetsunge i Literaturhaus 7. maj 2009
Tale ved Forfatterakademiets afslutning i Literaturhaus 7. maj 2009
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
mandag den 30. marts 2009
Hot & Not i Højskolebladet - 2
NOT
Nypuritaner
Anonyme, nøgne og humoristiske mennesker kaldte mig en nypuritaner af værste skuffe, da jeg sidste gang skrev Hot & Not. Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder.
HOT
Nypuritaner
Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. kan den fortælle, at nypuritan betyder den nye renhed og ikke nødvendigvis, at det er forbudt at have det sjovt. Jeg er den nye renhed. I eftermiddag går jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne spindelvæv og få noget Feng Shui på den dumme. Så slår jeg også to fluer med et smæk.
NOT
Af
Du har fået aftenens bordherre, den store forfatter, som har meget at øse af. Det gør han. Og han bliver ved, og ved, og ved. Du smiler anstrengt, gaber, kigger på uret, og endelig siger han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig op, klar til at komme på banen med det eksistentielle digt, du har tænkt på at skrive, hvorefter han fortsætter…”Hvad synes du så om min nye bog?”
HOT
Af
Elever, der knokler løs, fordi de drømmer om at skabe værker, små værker, store værker, værker der går over i historien eller bliver glemt igen, værker, der er et vidnesbyrd om sandheden, om at de var til, at de ER til, værker hvor der står ”Af mig (elevs navn – og de er ikke anonyme, for de tør stå ved, hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk gjorde det.
NOT
Værste
Engang blev jeg vækket kl. fire om natten af en elev, der skreg i telefonen, at han havde skåret sig på glasskår, og at falck ikke gad komme, selvom han havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet så jeg 15 elever ligge nøgne i en børnepool med varmt vand nede foran keramiklokalet. Øjeblikket efter kørte en politibil og en ambulance ind på gårdspladsen med fuld udrykning. Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde piger løb rundt med små håndklæder om sig og hjalp den forblødende fyr. Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig omkring og spurgte: ”Hvad er det her egentlig for et sted?”
HOT
Værste
Godt nok har han hugget ideen fra Charles Bukowski, og den er måske heller ikke helt aktuel mere, men Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og det værste”, er den bedste digtsamling, jeg har læst. Med den fatter vi endelig, at det bedste har brug for det værste - i ækvivalerende vekselvirkning – for ellers kunne det hele være lige meget.
NOT
Skuffe
Du kan se deres forventninger, men lige netop i dag kan du mærke, at den ikke er der, at du ikke rigtigt selv er derinde. I deres forventninger. Du kan op mod 300 andre gange om året, men i dag, hvor forventningerne er størst, går alting galt, og du skuffer dem alle sammen. Det er sgu noget lort! Gad vide om Gud også har det sådan?
HOT
Skuffe
At skuffe nogen er det offer, der kan være nødvendigt, hvis du skal leve dit eget liv og ikke det, de andre vil have dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver evig dag, Susanne,” sagde Højholts Gitte. Også selvom Preben bliver skuffet og nægter at gå ud af hans bil. Så er det godt han har perforerede rallyhandsker på.
Nypuritaner
Anonyme, nøgne og humoristiske mennesker kaldte mig en nypuritaner af værste skuffe, da jeg sidste gang skrev Hot & Not. Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder.
HOT
Nypuritaner
Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. kan den fortælle, at nypuritan betyder den nye renhed og ikke nødvendigvis, at det er forbudt at have det sjovt. Jeg er den nye renhed. I eftermiddag går jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne spindelvæv og få noget Feng Shui på den dumme. Så slår jeg også to fluer med et smæk.
NOT
Af
Du har fået aftenens bordherre, den store forfatter, som har meget at øse af. Det gør han. Og han bliver ved, og ved, og ved. Du smiler anstrengt, gaber, kigger på uret, og endelig siger han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig op, klar til at komme på banen med det eksistentielle digt, du har tænkt på at skrive, hvorefter han fortsætter…”Hvad synes du så om min nye bog?”
HOT
Af
Elever, der knokler løs, fordi de drømmer om at skabe værker, små værker, store værker, værker der går over i historien eller bliver glemt igen, værker, der er et vidnesbyrd om sandheden, om at de var til, at de ER til, værker hvor der står ”Af mig (elevs navn – og de er ikke anonyme, for de tør stå ved, hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk gjorde det.
NOT
Værste
Engang blev jeg vækket kl. fire om natten af en elev, der skreg i telefonen, at han havde skåret sig på glasskår, og at falck ikke gad komme, selvom han havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet så jeg 15 elever ligge nøgne i en børnepool med varmt vand nede foran keramiklokalet. Øjeblikket efter kørte en politibil og en ambulance ind på gårdspladsen med fuld udrykning. Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde piger løb rundt med små håndklæder om sig og hjalp den forblødende fyr. Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig omkring og spurgte: ”Hvad er det her egentlig for et sted?”
HOT
Værste
Godt nok har han hugget ideen fra Charles Bukowski, og den er måske heller ikke helt aktuel mere, men Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og det værste”, er den bedste digtsamling, jeg har læst. Med den fatter vi endelig, at det bedste har brug for det værste - i ækvivalerende vekselvirkning – for ellers kunne det hele være lige meget.
NOT
Skuffe
Du kan se deres forventninger, men lige netop i dag kan du mærke, at den ikke er der, at du ikke rigtigt selv er derinde. I deres forventninger. Du kan op mod 300 andre gange om året, men i dag, hvor forventningerne er størst, går alting galt, og du skuffer dem alle sammen. Det er sgu noget lort! Gad vide om Gud også har det sådan?
HOT
Skuffe
At skuffe nogen er det offer, der kan være nødvendigt, hvis du skal leve dit eget liv og ikke det, de andre vil have dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver evig dag, Susanne,” sagde Højholts Gitte. Også selvom Preben bliver skuffet og nægter at gå ud af hans bil. Så er det godt han har perforerede rallyhandsker på.
Donslund de luxe - hede diktatordrømme
Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen slog igennem. Derfor købte han et bageri og satte sønnerne i bagerlære. Min farfar fik kone, bageri og otte børn og døde 42 år gammel. Min far blev således bager, da han var 11. Han var B-menneske og måtte have vækkeuret til at stå flere meter fra sengen. Han døde trekvart år efter, han havde lagt dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og de var nogle mænd, der bed tænderne sammen og gjorde familiens vilje til deres egen vilje. Den fælles vilje var individets skæbne.
Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang.
Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: ”Du går derhen, og du går derhen.”
Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer.
Måske har viljen to bevægelser. Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant.
Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.
Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang.
Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: ”Du går derhen, og du går derhen.”
Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer.
Måske har viljen to bevægelser. Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant.
Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.
Donslund de luxe - i Clemmes køkken
Indenfor tre måneder afleverede jeg speciale, fik barn, blev boligløs, fik en salmonellaforgiftning, og erkendte, at jeg var fysisk og åndeligt isoleret i et skrantende forhold. Jeg hang i neglene, mens jeg langsomt søgte fodfæste. Når jeg fortæller det, er det fordi, det danner baggrund for det særlige møde, som blev et vendepunkt. Jeg mødte Erik Haunstrup Clemmensen. Han havde annonceret med et sted, vi kunne bo: En aftægtsbolig ved billedskønne Brydegaard. En del af huslejen var, at vi skulle hjælpe med haven. Jeg samlede nedfaldsæbler i kassevis, skrællede og gjorde i stand i hans køkken, så de kunne komme i fryseren. Imens lavede han frokost og kaffe og fortalte anekdoter om, at Grevinde Danner i det nærliggende slot havde opmuntret Frederik den 7. ved at kravle baglæns ind i hans soveværelse med et tændt stearinlys i røven. Og han betroede mig, at han havde stemt på Nyrup og Socialdemokratiet ved sidste folketingsvalg. Erik var 77, jeg var 30 og dybt charmeret af denne varme, vidende og humoristiske mand. Det var surrealistisk, da dagplejemoren oppe i Snave fortalte, at de i hendes barndom kørte langsomt forbi uhyggelige Brydegaard og ”onde Clemmensen”. Gennem alle disse æbletimer i et uendeligt efterår byggede han mit selvværd op. Og da jobbet kom: Højskolelærer i filosofi og teater på Rønshoved, fik han tårer i øjnene og sagde: Jeg ved du får det! Det er 11 år siden, og det kan godt være, jeg lærte en masse af at hænge der i neglene, men det er Erik Haunstrup Clemmensens kærlige nærvær, der blev symbol for opturen. Måske har vendepunkter brug for et ansigt. Måske kan ethvert møde, vi foretager os få så stor betydning, at vi tænker det som et vendepunkt. Også selvom vi mister kontakt og aldrig får det sagt.
torsdag den 19. februar 2009
Donslund de luxe - med Baggers blik
Stein Bagger og jeg har lige læst Doppler. Jeg var knap begyndt, da jeg i et interview så, at han også var i gang. I fængslet, vist nok. Mens jeg læste videre, tænke jeg hele tiden på, hvordan Bagger reagerede her og der. Grinede han, da Doppler spillede billedlotteri med elgkalven, Bongo, eller da han overtalte butikschefen til at indføre bytteøkonomi, eller da han udhuggede en totempæl på 11 meter til minde om sin far? Jeg forestillede mig, at Bagger identificerede sig med Doppler. At han fik nok af kompetencen og af at spille skuespil. Og jeg tænkte på, hvem der havde givet ham bogen. Var det en trøst? En opmuntring? Var det for at give manden noget at tænke over? Faktisk spekulerede jeg mere på, om Bagger følte sig ramt end på, om jeg selv blev ramt. Jeg tilhører jo, ligesom alle andre højskolelærere, det grønne segment, og i segmentloven står der, at jeg tror, jeg ved bedre end dem i andre segmenter. Jeg kører i et bedrevidende bilmærke. Jeg spiser bedrevidende mad, og jeg har bedrevet bedrevidende studier. Jeg er faktisk så fandens bedrevidende, at jeg begynder at reflektere over, hvorfor jeg læser gennem Baggers øjne i stedet for gennem mine egne. Er det fordi, jeg er lettet over, at det (denne gang) ikke er mig selv, der er i frit fald mod afgrunden? Er det fordi, jeg (småligt?) fryder mig over, at retfærdighed sker fyldest? Eller er det bare fordi, jeg ikke tør erkende, at også jeg ligger under for det, Doppler flygter fra: Kompetencen, mens jeg bilder mig ind, at jeg lever et sandt liv? Sandheden befinder sig i et sort dyb, der lugter af vilde dyr. Jeg står på kanten, kigger derned og råber hysterisk HA, HA, HA! Dybet rumler og svarer AH, AH, AH! Gådefuldt, siger jeg til Bagger! Gådefuldt!
søndag den 8. februar 2009
Donslund de luxe – i mellemtiden
Jeg vil skrive verdens første vaskehalsklumme. Bilen trænger til en tredobbelt guldvask de luxe, og desuden er det det eneste sted, jeg kan få fred.
Jeg er hjemme hos min mor i Ikast. Min storebror er her også, ude på toilettet med madforgiftning fra en shawarma, han spiste på vejen hjem fra byen ovre i København. Mor lader sig ikke mærke, hun taler videre om flæskesteg, medister og grønlangkål.
”Jeg skal ned og vaske bil,” siger jeg. ”Vi kunne jo også gøre det her,” siger hun. ”Nej, jeg skal skrive en klumme imens,” siger jeg, ”det er der aldrig nogen, der har gjort før. Det bliver den første i verdenshistorien!” ”Nå,” siger hun, ”jeg vil nu også godt have den støvsuget.”
Jeg går ind og tager make-up på. Det kunne være, jeg mødte nogen, jeg har danset kinddans med nede på ungdomsgården, og mor synes, jeg ser meget træt ud for tiden. Det er jo mellemtid, har jeg forklaret. Mellem to elevhold er jeg en hængt højskolelærer, der hader job, elevtal og den fucking evige krise. Hvis jeg møder Helle fra handelsskolen, bliver jeg nødt til at ligne en succes. Hun er blevet direktør, har jeg hørt. Og er stadig gift med Thomas, som også er direktør. De tjener kassen. (Men allerede for 20 år siden gik sexlivet i stå!)
Jeg kan mærke, at der er noget godt på vej. Det er Sex and the Højskole. Jeg er Carrie, Helga er Miranda eller… Samantha, og så er Mads Fuglede Mr. Big.
Så mærker jeg, at noget er galt. Ud af køkkenvinduet ser jeg hende i fuld gang med bilshampoo, svamp og haveslange. ”Jeg skulle jo ned på Statoil og skrive klumme,” går jeg ud og siger. ”Verdens første vaskehalsklumme!” ”Ja ja,” svarer min mor og gnider videre på kofangeren. ”Men de her striber havde du aldrig fået af i en vaskehal!”
Jeg er hjemme hos min mor i Ikast. Min storebror er her også, ude på toilettet med madforgiftning fra en shawarma, han spiste på vejen hjem fra byen ovre i København. Mor lader sig ikke mærke, hun taler videre om flæskesteg, medister og grønlangkål.
”Jeg skal ned og vaske bil,” siger jeg. ”Vi kunne jo også gøre det her,” siger hun. ”Nej, jeg skal skrive en klumme imens,” siger jeg, ”det er der aldrig nogen, der har gjort før. Det bliver den første i verdenshistorien!” ”Nå,” siger hun, ”jeg vil nu også godt have den støvsuget.”
Jeg går ind og tager make-up på. Det kunne være, jeg mødte nogen, jeg har danset kinddans med nede på ungdomsgården, og mor synes, jeg ser meget træt ud for tiden. Det er jo mellemtid, har jeg forklaret. Mellem to elevhold er jeg en hængt højskolelærer, der hader job, elevtal og den fucking evige krise. Hvis jeg møder Helle fra handelsskolen, bliver jeg nødt til at ligne en succes. Hun er blevet direktør, har jeg hørt. Og er stadig gift med Thomas, som også er direktør. De tjener kassen. (Men allerede for 20 år siden gik sexlivet i stå!)
Jeg kan mærke, at der er noget godt på vej. Det er Sex and the Højskole. Jeg er Carrie, Helga er Miranda eller… Samantha, og så er Mads Fuglede Mr. Big.
Så mærker jeg, at noget er galt. Ud af køkkenvinduet ser jeg hende i fuld gang med bilshampoo, svamp og haveslange. ”Jeg skulle jo ned på Statoil og skrive klumme,” går jeg ud og siger. ”Verdens første vaskehalsklumme!” ”Ja ja,” svarer min mor og gnider videre på kofangeren. ”Men de her striber havde du aldrig fået af i en vaskehal!”
Dannelse mellem Facebook og sure tæer
Jeg har fået en besked på min Facebook-væg: ”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” står der. Det er fra en af mine Facebookvenner. Han skriver fra en internetcafé i Storbritannien, og han er den rette til at svare. Han er på dannelsesrejse, går i sine yndlingsforfatteres fodspor, sætter sig på de bænke, hvor han mener, de har siddet, drikker på de pubber, hvor de har drukket, trækker vejret, som de har trukket. Det er her, deres ord er dannet, nu gendannes de i ham.
Og han går, han går og går, og mens han går, samler dannelsen sig mellem tæerne, sådan føles det i nuet, det er anstrengende, togene er beskidte, lokummerne lugter, plastiksæderne er skåret op. Og nu kommer han til Wales, der er helt åndsforladt, han vader rundt i tågen, får kul i lungerne, vabler på fødderne og ondt i hovedet. På et usselt hotelværelse trækker han sokkerne af, piller dannelsen ud mellem tæerne, det ligner engelsk lakrids, han lægger det i en æske, som han kyler ned i sin rygsæk.
Før Facebook, internet og mobiler blev jeg væk i Afrika. Det tog så lang tid for brevene at komme frem, at min familie forestillede sig, at jeg var kommet i den sorte gryde, stegt på bålet og ædt af ukristelige vilde i dyrisk ekstase. Jeg var blevet væk, men ikke som Dr. Livingstone, I presume, for jeg fandt mig selv i hvide sydafrikanske diskoteker, svedigt dansende til REM-hittet ”Loosing my religion”. Omgivet af Ekstasy, Tequila shots, spirituskørsel, dekadence og et labilt herrefolk, der når som helst kunne miste besindelsen. Jeg havde mistet min religion dagen før. Jeg var med en af de mange midlertidige veninder på job. Hun var model for en kunstner. Han skulle lave hendes krop om til en bronchestatue, og jeg hjalp med at klistre hende ind i gips.
Jeg var på mit livs dannelsesrejse, alene, og endelig skulle jeg møde et frisindet menneske, en ægte kunstner, og jeg ventede, at vi skulle tale om, hvor godt det var, at apartheid var afskaffet. Jeg dyppede et stykke gipsbandage i vand, glattede det ned over min venindes smukke hofter og skulle lige til at åbne munden…
Da så jeg, at hans ansigt græmmedes. Jeg fulgte hans blik. Udenfor den enorme villa med aircondition, marmorgulve og guldhåndtag, sad en gruppe sorte afrikanere under et Baobabtræ og snakkede.
”Se dem,” hvæsede han og blev rød i hovedet. ”Hvorfor laver de ikke noget, de sidder bare der, hvorfor laver de ikke noget, arbejder, tjener penge, gør noget? Her går jeg og knokler, og så sidder de bare der.” Han tog vaklende en pille og skyllede den ned med whisky. Jeg kiggede på mine hænder. Mellem fingrene sad hvide gipsrester, der lignede skolekridt. Jeg pillede det af, lagde det i en æske, som jeg kylede ned i min rygsæk.
Jeg gik ud og tog den på stop. En støvet pick-up-truck standsede med hvinende bremsere: ”Hop ind, skynd dig, inden de slår dig ihjel,” råbte en hvid mand i kakifarvet tøj. De sorte under træet grinede sløvt med røde tænder fra betelnødder. Mine hænder var hvidere end min hud. Det føltes som blod. Jeg gned og gned, men det gik ikke af. Det var dannelse, og jeg prøvede at danse den væk i den afrikanske nat, men Tequilaen syrede mine tarme til, så jeg måtte sidde på toilettet i tre dage.
Dannelsesrejsen er rå, og den sætter spor, der lugter. Vi forestiller os, at når lugten er dampet af, forvandles den til ånd, til menneskelig lærdom, der sidder mellem ørerne, hvor vi ikke længere kan vaske den af, for den sidder i vores identitet og afspejles i ansigtets furer. Og det burde jo være godt. Men jeg køber rynkecreme, overvejer i hemmelighed at spare op til en ansigtsløftning, jeg er holdt op med at ryge, går i træningscenter, spiser seks om dagen i en bevaringsstrategi udløst af angst for at miste mit ansigt i et bjerg af rynker, i et bjerg af… dannelse.
Så jeg må stille mig selv spørgsmålet: Er den indre og den ydre dannelse den samme? Er min udvendige dannelse, mit ansigt, mit CV, mine ord og min paranoide keeping-up-apperance identisk med den person, jeg er indeni?
I en demokratisk virkelighed har vi brug for at skelne. Vi må vide, at inde bag ansigtet og retorikken gemmer der sig en person, der har ægte værdier og sand menneskelighed. Vi kan ikke skære ham op og se efter, men vi kan se på hans handlinger. På engelsk hænger dannelse sammen med face, med ansigtet. Det er udannet at ødelægge den andens ansigt. Man har ret til sit ansigt, man har ret til det ansigt, man selv skaber, danner og viser udadtil. Og hvis man er anti-essentialist ville det også være det eneste, der overhovedet var. Vi er, hvad vi gør; vi er, hvad vi viser. Det er handlingerne og ansigtsudtrykkene, der afslører, hvem vi er. Selv det at tro på frihed og menneskerettigheder er en klædedragt, vi trækker i, og i sidste ende vil sociologer altid kunne finde et hul, en type, en form, som de kan putte os i. Dannet i dét mønster, i dén retning, i dét segment.
Men Holberg gik også. Han gik til Paris, Rom og London, forcerede byldepest, angst og stinkende rendesten, kom hjem med sure tæer og en skarp pen, med hvilken han dels gjorde grin med dannelsens forskellige former, dels udtrykte klart, at dannelse først og fremmest handler om at udvikle menneskeligheden, og ikke en bestemt form for ydre kulturel eller religiøs dannelse.
Jeg tror, at inde under huden er den indre dannelse den eneste, der virkelig giver mening. Og den sker i mellemrummet, ikke kun mellem tæer og fingre, men mellem to ansigter. I det mellemrum, hvor jeg er gået ud på ukendt land og har givet afkald på mit ansigt. Eller når jeg helt alene står ansigt til ansigt med verdens kompleksitet og stank, og vi begge taber ansigt for øjnene af hinanden, fordi alting viste sig at være anderledes, end vi regnede med.
”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” skrev min Facebookven. Fordi han er sjov, fordi han har fat i noget, og fordi han lader som om han ikke
har.
Og han går, han går og går, og mens han går, samler dannelsen sig mellem tæerne, sådan føles det i nuet, det er anstrengende, togene er beskidte, lokummerne lugter, plastiksæderne er skåret op. Og nu kommer han til Wales, der er helt åndsforladt, han vader rundt i tågen, får kul i lungerne, vabler på fødderne og ondt i hovedet. På et usselt hotelværelse trækker han sokkerne af, piller dannelsen ud mellem tæerne, det ligner engelsk lakrids, han lægger det i en æske, som han kyler ned i sin rygsæk.
Før Facebook, internet og mobiler blev jeg væk i Afrika. Det tog så lang tid for brevene at komme frem, at min familie forestillede sig, at jeg var kommet i den sorte gryde, stegt på bålet og ædt af ukristelige vilde i dyrisk ekstase. Jeg var blevet væk, men ikke som Dr. Livingstone, I presume, for jeg fandt mig selv i hvide sydafrikanske diskoteker, svedigt dansende til REM-hittet ”Loosing my religion”. Omgivet af Ekstasy, Tequila shots, spirituskørsel, dekadence og et labilt herrefolk, der når som helst kunne miste besindelsen. Jeg havde mistet min religion dagen før. Jeg var med en af de mange midlertidige veninder på job. Hun var model for en kunstner. Han skulle lave hendes krop om til en bronchestatue, og jeg hjalp med at klistre hende ind i gips.
Jeg var på mit livs dannelsesrejse, alene, og endelig skulle jeg møde et frisindet menneske, en ægte kunstner, og jeg ventede, at vi skulle tale om, hvor godt det var, at apartheid var afskaffet. Jeg dyppede et stykke gipsbandage i vand, glattede det ned over min venindes smukke hofter og skulle lige til at åbne munden…
Da så jeg, at hans ansigt græmmedes. Jeg fulgte hans blik. Udenfor den enorme villa med aircondition, marmorgulve og guldhåndtag, sad en gruppe sorte afrikanere under et Baobabtræ og snakkede.
”Se dem,” hvæsede han og blev rød i hovedet. ”Hvorfor laver de ikke noget, de sidder bare der, hvorfor laver de ikke noget, arbejder, tjener penge, gør noget? Her går jeg og knokler, og så sidder de bare der.” Han tog vaklende en pille og skyllede den ned med whisky. Jeg kiggede på mine hænder. Mellem fingrene sad hvide gipsrester, der lignede skolekridt. Jeg pillede det af, lagde det i en æske, som jeg kylede ned i min rygsæk.
Jeg gik ud og tog den på stop. En støvet pick-up-truck standsede med hvinende bremsere: ”Hop ind, skynd dig, inden de slår dig ihjel,” råbte en hvid mand i kakifarvet tøj. De sorte under træet grinede sløvt med røde tænder fra betelnødder. Mine hænder var hvidere end min hud. Det føltes som blod. Jeg gned og gned, men det gik ikke af. Det var dannelse, og jeg prøvede at danse den væk i den afrikanske nat, men Tequilaen syrede mine tarme til, så jeg måtte sidde på toilettet i tre dage.
Dannelsesrejsen er rå, og den sætter spor, der lugter. Vi forestiller os, at når lugten er dampet af, forvandles den til ånd, til menneskelig lærdom, der sidder mellem ørerne, hvor vi ikke længere kan vaske den af, for den sidder i vores identitet og afspejles i ansigtets furer. Og det burde jo være godt. Men jeg køber rynkecreme, overvejer i hemmelighed at spare op til en ansigtsløftning, jeg er holdt op med at ryge, går i træningscenter, spiser seks om dagen i en bevaringsstrategi udløst af angst for at miste mit ansigt i et bjerg af rynker, i et bjerg af… dannelse.
Så jeg må stille mig selv spørgsmålet: Er den indre og den ydre dannelse den samme? Er min udvendige dannelse, mit ansigt, mit CV, mine ord og min paranoide keeping-up-apperance identisk med den person, jeg er indeni?
I en demokratisk virkelighed har vi brug for at skelne. Vi må vide, at inde bag ansigtet og retorikken gemmer der sig en person, der har ægte værdier og sand menneskelighed. Vi kan ikke skære ham op og se efter, men vi kan se på hans handlinger. På engelsk hænger dannelse sammen med face, med ansigtet. Det er udannet at ødelægge den andens ansigt. Man har ret til sit ansigt, man har ret til det ansigt, man selv skaber, danner og viser udadtil. Og hvis man er anti-essentialist ville det også være det eneste, der overhovedet var. Vi er, hvad vi gør; vi er, hvad vi viser. Det er handlingerne og ansigtsudtrykkene, der afslører, hvem vi er. Selv det at tro på frihed og menneskerettigheder er en klædedragt, vi trækker i, og i sidste ende vil sociologer altid kunne finde et hul, en type, en form, som de kan putte os i. Dannet i dét mønster, i dén retning, i dét segment.
Men Holberg gik også. Han gik til Paris, Rom og London, forcerede byldepest, angst og stinkende rendesten, kom hjem med sure tæer og en skarp pen, med hvilken han dels gjorde grin med dannelsens forskellige former, dels udtrykte klart, at dannelse først og fremmest handler om at udvikle menneskeligheden, og ikke en bestemt form for ydre kulturel eller religiøs dannelse.
Jeg tror, at inde under huden er den indre dannelse den eneste, der virkelig giver mening. Og den sker i mellemrummet, ikke kun mellem tæer og fingre, men mellem to ansigter. I det mellemrum, hvor jeg er gået ud på ukendt land og har givet afkald på mit ansigt. Eller når jeg helt alene står ansigt til ansigt med verdens kompleksitet og stank, og vi begge taber ansigt for øjnene af hinanden, fordi alting viste sig at være anderledes, end vi regnede med.
”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” skrev min Facebookven. Fordi han er sjov, fordi han har fat i noget, og fordi han lader som om han ikke
har.
onsdag den 4. februar 2009
Jeg er en nypuritaner af værste skuffe
HOT and NOT i Højskolebladet og herunder har givet mig titlen nypuritaner af værste skuffe, ligesom jeg er hyklerisk og umoralsk og får for lidt. Se den muntre debat på:
http://thehumanstain.smartlog.dk/nypuritanisme--pr--definition-post156753
http://thehumanstain.smartlog.dk/nypuritanisme--pr--definition-post156753
søndag den 4. januar 2009
Hot & Not i Højskolebladet
HOT & NOT
af Anne-Marie Donslund
Hot
Folkeskolen på Facebook
Gitte fra folkeskolen fik indenfor en måned hundehvalp (Bimmer), hammondorgel og kassebukser. Selvfølgelig blev vi veninder. Hendes far var formand for SID, de boede i nyt parcelhus, kørte Toyota Corolla og tog mig med til mit første første-maj-møde. Det gik i stykker, fordi hun kom til min 12-års fødselsdag med blå øjenskygge på og derfor scorede Carsten Hosbjerg. Nu er vi blevet venner på Facebook. (Men hvad blev der af Carsten?)
Skilsmisser
Skilsmisser gør, at du får dine venner tilbage, når de har været opmagasineret i ægteskaber så længe, at I har mistet kontakten men så kort, at det ikke er for sent. Dine egne skilsmisser gør, at du opdager, hvem du egentlig er. Hvis du for eksempel troede, du var en ko eller en røv, vil du finde ud af, at det var løgn.
Gammel elevfest
Sidste gang vi havde gammel elevfest på Vallekilde, blev jeg så fuld, at jeg kun kan huske latter, knus og høj musik. Jeg husker ikke, at mine sko gik i stykker, at jeg styrtede på dansegulvet, at jeg sad i et fad chips og spurgte alle, om de ikke syntes, jeg lignede en på 17, og at jeg blev båret hjem i seng. Heldigvis vågnede jeg alene. Se også NOT - Elevknald…
Undskyld
Man skal sige undskyld, det skal man sgu. Hver gang man har dummet sig og såret nogen. Som i NOT, så det må I sgu undskylde, og undskyld mor, at jeg bandede, og undskyld til pedellen for den stol, jeg smadrede, og undskyld til min eks for den mobil, jeg smed i toilettet, og undskyld til kronprinsen, fordi han ikke fik en af mine pomfritter, og undskyld til Ikast Bibliotek for den bog, jeg huggede (Doktor Faustus), og undskyld til kørelærerens kone (she knows why), og undskyld Jørgen Carlsen, at jeg engang sagde, at du var Gud (det var for sjov).
Not
Elevknald
Mandlige højskolelærere, der konkurrerer om, hvor mange elever de kan knalde på fire måneder. Det er ikke bare patetisk, det er magtmisbrug. (”Jamen, hun ville selv, og i øvrigt er hun 18, det er ikke ulovligt, og så er det da klart, at hun hellere vil have en moden mand med vid og erfaring, ho, ho, og er du ikke også bare misundelig?” ”Gu’ er jeg ej, din klamme nar!”)
Blablablabla
Punkt 1) Bla bla bla bla bla bla bla
Punkt 2) Bla bla bla bla bla bla bla
Punkt 3) Bla bla bla bla bla bla bla
Og jeg gentager…
Dårlige oversættelser
Hvorfor skulle ”Jag drömde om arton svanar inatt” oversættes til dansk i den nye højskolesangbog? Fortryllelsen er forsvundet, tilbage står vi med en flad dansk fadøl og rimsmedspoesi. Udmærket til en familiefest i Vorslunde, men det er ikke Cornelis Vreeswijk.
Hot&Not-lister
Faktisk hader jeg sådan nogle lister her. I sidste nummer skrev Christian Dorph, at højskolelærere, der henviser til nordisk mytologi, er NOT. Samme dag havde jeg holdt en morgensamling om Bragesnak og blev helt perpleks. Men altså, til alle jer virkeligt hotte derude, jeg var altså ironisk, lidt i hvert fald, og det kan jo være rimelig hot, ikke? - så må jeg ikke nok få lov til at blive på bænken, så jeg ikke falder ud af Valhalla, jeg mener aaaaaaaaaaaaaaahhhhh…
Abonner på:
Opslag (Atom)
