torsdag den 25. marts 2010

Donslund de Luxe med Løkke i sengen

”Jeg drømte, at statsministeren sad i fodenden af sengen,” sagde min kæreste i morges. Jeg tændte lyset, der sad ikke nogen. ”Hvad ville han?” spurgte jeg og snusede. Magtens sved og smøger røget i smug på Christiansborgs bagtrappe hang stadig i luften. Min kæreste vidste ikke, hvad han ville, og han var heller ikke sikker på, at det var Lars Løkke. Det var ligesom bare en statsminister. ”Var det så Fogh? Nyrup? Anker?” Han trak på skuldrene og gik ud for at lave kaffe. Jeg gik efter: ”Hvad tror du, det betyder?” Det vidste han ikke, han var også ligeglad, det var jo bare en drøm, og nu havde han glemt den.
Men jeg ville godt vide, hvad statsministeren lavede i min kærestes drøm, så jeg tog computeren, googlede drømmetydning og fik en million hits. Masser af okkulte blå sider med gul skrift og blinkende stjerner. Dyr, huse og biler var alt sammen noget med drifter. Ingen statsminstre, men hov:
Sengekammerat: hvis du ligger i sengen med en ven betyder det, at du kan komme til at gøre noget dumt.
Min kæreste kom ind med kaffen. Jeg fik dårlig samvittighed over at snage i hans underbevidsthed. På den anden side måtte jeg også advare ham. ”Vil du gerne være venner med Lars Løkke?” spurgte jeg. Næh, han troede ikke, han kunne blive venner med nogen politikere. ”Men det kan da være, Lars Løkke gerne vil være venner med mig,” smilede han.
”Okay,” sagde jeg og blev i tvivl om, hvad jeg så skulle gøre. Jeg mener, hvis Lars Løkke gør noget dumt, kan det jo få betydning for os alle. Men beroligede drømmetyderen mig: hvis du drømmer, at du sidder i regering, betyder det, at du har styr på tingene. Og dét må Løkke have drømt, ellers kunne han jo ikke have siddet i min seng og været statsminister.

Hot & Not

Hot

Rødder
Jeg har været nomade i 23 år, haft 15 forskellige folkeregisteradresser, rejst i længere perioder og i det hele taget været skeptisk overfor det såkaldt nære (sladdervorne) samfund. Nu har jeg købt hus i Vallekilde, meldt mig ind i valgmenigheden og fundet ud af, hvor bagermorderen boede. Jeg ved også, at træerne foran det gamle jordmoderhus betyder gode fædre, og at Orne-Bodil engang huserede. Det ser ud til, at jeg har slået rødder.

Spontane fester
Det kan være svært at slæbe sig gennem formelle fester, hvor man sidder og fingerer ved sit bordkort i timevis. Men spontane kom-sammener med fælles buffet og mangel på stole, det elsker jeg. Fri for forventninger og tvangsritualer, der kan ødelægge den potentielt gode stemning.

Fantasi

Fantasi er efter min mening den vigtigste kilde til livsglæde. Den står på spring hele tiden, og når nogen siger f.eks. kanelsnegl, kommer de sjoveste billeder. Til gengæld hader jeg udtrykket: ”Kun fantasien sætter grænser”. Det er da lige netop det, den ikke gør.


Not

Celebrity buddhister
Hvor gider jeg dog ikke høre mere om buddhistisk ro og personlige indiske guruer, der hjælper stakkels celebrities med at meditere sig gennem rigdom, succes og skattelettelser. Tro, der ikke er privat, er ikke andet end fucking branding. Det er ikke buddhisme, der er noget i vejen med, det er måden…

Omgangssyge
Omgangssyge er fællesskabets største fjende. Det slog Marie Abel Trier ihjel i Vallekilde Højskoles spisesal i 1873, fordi de var fire om samme tallerken. Og selvom det ikke længere er tyfus og difteritis, der er problemet, kan det godt lægge en dæmper på en skiferie, hvor 19 mennesker bor i hytte sammen - og er fire om samme spand.

Pral
Inderst inde ved jeg godt, at pralhalse praler, fordi de er bekræftelsessyge, har lavt selvværd (eller er politikere), og at de ligeså tit ligger i fosterstilling med tommelfingeren i munden og bliver aet over håret af deres mødre og koner. Men det er utroligt anstrengende at høre på selvhævdende omnipotent ævl. Lige meget hvor fantastisk du er, så er du også bare en lille pissemyre, der pludselig er fladtrådt, død og glemt.

Donslund de Luxe uddriver angst

Det var i den seneste nattetime, hvor de søvnløse endelig sover, og de unge synes, at aftenen er på sit højeste. Og der sad jeg i godt selskab og blev grebet af melankoli. Ikke den slags hvor datiden spiller en rolle, men den hvor tiden slutter. Vi havde snakket om Wolf Erlbruchs fantastiske billedbog: And, Døden og tulipanen, der på meget poetisk vis handler om det uundgåelige. For børn. Og jeg kom til at tænke på, hvor ubekymret jeg var for døden som barn i kontrast til, hvor isnende kold den er i dag. Eller nat. For det er altid om natten, skelethovedet klaprer tænder. Men så spurgte en af mine venner, om der ikke var noget, jeg syntes, var værre end døden. Noget der var endnu mere uhyggeligt. Og jo, det var der faktisk:
Oslofærgen er værre. Tanken om, at tage en sviptur med Oslofærgen, weekendtur for to med kahyt otte meter nede i skibet, 3 timer i Oslo og så sejle tilbage igen, det kan få hele Kattegat til at risle mig koldt ned ad ryggen. Indretningen på sådan en færge gør alt for at få dig til at glemme, at du befinder dig ude på havet, indtil kulingen fra Dokkerbanke kommer – ja, bankende - fadøllerne skvulper, og dansegulvet sejler i stemning og bræk, mens skibet går ned til ”en lille båd der gynger”. Og er man heldig med vejret, får man klaustrofobi og fedthinde i mundhulen af friturestegt mad.
”Døden er heller ikke så glad for vand,” sagde min ven i den sene nattetime. Vand? Har jeg talt om vand? Jeg åbnede bogen med and og tulipanen og dét. Døden fryser efter den har badet sammen med And. ”Skal jeg varme dig,” spørger And og lægger sig ovenpå Døden. Den ser slet ikke bange ud. Måske skulle jeg tage navneforandring. Til And-Marie. Kan være det hjælper…