Donslund de Luxe til happy meal

Nogle gange går jeg rundt med en følelse af, at et eller andet er forkert. At jeg er i den forkerte krop, i det forkerte land, i det forkerte par sko. Og det er egentlig fjollet, for efterhånden som tiden går, får jeg trods alt udfyldt mig selv mere og mere med den jeg… er. Hvis altså Sokrates havde ret i, at jeg indeholder al viden, jeg skal blot huske den, eller Christen Kold havde ret i, at alle frø er der, de skal bare vandes.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.

Donslund de Luxe og det høje moraltræ

”Der står sådan et højt moraltræ i din have,” sagde min nye nabo, inden jeg flyttede ind. Moraltræ? Jeg var ikke havemenneske og havde aldrig før hørt om moraltræer, heller ikke de høje, heller ikke selvom jeg kommer fra Ikast.
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…