Anne-Marie Donslund

Donslund de Luxe - Gerda og Knopfler

2011-11-22T00:54:00.000-08:00

Gerda Lyhn og jeg er til koncert med Knopfler og Dylan i Malmø. Jeg er glad for Bob, og Gerda rimer altid Knopfler på kartofler i sine festsange.
”Hvor er isen,” hvisker Gerda, da vi har fundet vores pladser på det store ishockeystadion.
”Dækket til,” siger jeg.
”Jeg troede, det var Holiday on Ice.” Gerda lyder skuffet. Og skuffelsen bliver ikke mindre, da Knopfler går på.
”Han er blevet rund om hofterne,” hvisker hun.
Ja, sikkert lidt for rund til isdanserkostume, indrømmer jeg.
”Måske sidder han for meget ved sit Roland-orgel.” Gerdas søn har også et Roland-orgel. Han gider heller ikke bevæge sig. Det gider Mark nu godt. Han skifter i hvert fald guitar hele tiden.
”Han skulle prøve de øvelser, vi har til lår- og bækkenbund,” hvisker Gerda.
Jeg nikker og glæder mig, til Bob går på. Han er i hvert fald tyndere.
”Knopfler er også kun opvarmning,” hvisker jeg.
”Opvarmning? Der plejer vi at lave englehop,” råber Gerda. ”Så opdager man, hvor man er utæt.”
Da Dylan går på, er Gerda væk. Jeg leder overalt. Hun dukker først op efter koncerten.
”Jeg kunne da ikke tage hjem uden at give Mark et par gode fif,” siger hun. ”Vi lavede mavebøjninger og kørte trillebøre.”
”Hvor?”
”Ude bag tæppet. Og grinede af ham vestjyden, der sang.”
”Dylan?”
”Ja hold da op, æ hær æ wær æ sær, han var nok fra Tarm.”

Donslund de Luxe på livsstilsmesse

2011-11-22T00:53:00.001-08:00

Lærke er hjemme på weekend fra efterskolen. Ikke så meget for min skyld som for en fest og fri adgang til facebook. Da det bliver søndag, synes jeg vi skal lave noget mor-datter-agtigt: Livsstilsmesse i Forum. I bedste fald bliver vi til nye kvinder.
Vi opdager straks, at vi er omgivet af andre mødre og døtre, der også skal have en indholdsrig eftermiddag. Anette Heick går på scenen i highschool-nederdel og forsøger at få stemningen op. Men det er svært for goodiebagsene er udsolgt. (Ikke at jeg ved, hvad der var i.) Alting koster en formue. Og vi kommer til at aflevere mailadresser til mindst 70 konkurrencer.
Det føles som om, vi får orm i hjernen og skynder os ovenpå til smagsprøver på gourmetchokolader og tager turen rundt fem gange, til Dennis Knudsen har overtaget scenen med nogle hårprodukter, han skal teste på publikum.
Så drøner vi ned og får plads ved en bod, der sælger økologisk ansigtsløftning. ”Har du lyst til at prøve?” siger en dame. OM jeg har. ”Det koster kun 200, men det hjælper først efter seks behandlinger, der har vi et messetilbud på 3.940.” Lærke vender sig, hun er ikke blevet hevet op og ser lidt skuffet ud. ”Jeg behandler også unge,” siger damen og stirrer på Lærke. ”Har du kæbespændinger?” Lærke bider tænderne sammen og ryster på hovedet.
Jeg kommer til at grine. Det er en crap-messe. Vi bliver ikke til nye kvinder. Men i det mindste er vi sammen.

Donslund de Luxe i æbleplantagen

2011-11-22T00:52:00.001-08:00

Æbler hænger tungt i plantagen. Jeg hiver eleverne med ud, det er koldt, under træerne ligger de rådne æbler, dem med orm og minder mig om dengang, jeg var æbleplukker i en kibbutz.
Jeg siger til mine elever, de skal skrive om det, de ser. Ikke hvordan de forestiller sig, et æbletræ ser ud, nej, de skal se, lugte og røre det, med hænderne, med kinden, med munden. De skal bide i barken, komme helt tæt på det træ, blive fortrolig med det, som var det deres elskede.
Da jeg selv var tyve og stod på stiger med æblespande, som hang i læderstroppe på maven, var jeg ikke specielt fortrolig med natur. Der var slanger, vi skulle se os for og altid gå i støvler.
Det var også her et sted, Eva mødte slangen, det var her, det viste sig, at forbud skaber kultur, og at overtrædelse giver indsigt. Israelerne var pæne med krøllet hår og brune øjne, de smilede med hvide tænder i solbrændte ansigter, når de råbte Yella.
Æblerne duftede, jeg var begyndt at få styr på det, solen bagte, klokken var henad ti. Så var det, jeg kiggede ned på min fyldte spand af store røde æbler. En kæmpeorm var på vej ud af det øverste. Den var helt tæt på mit ansigt, og så skreg jeg. Israelerne kom løbende fra alle sider med kæppe og våben for redde mit liv. Ormen kiggede overrasket på mig og forsvandt ind i æblet igen. Det var som at være med i en tegnefilm.
Sådan er det ikke i dag. Mine elever står og spytter bark ud. Det er ægte natur, helt ind under huden.

Donslund de Luxe - udkantssommer

2011-11-22T00:51:00.001-08:00

Det er sommer i udkantsdanmark. Og der er masser at lave. Udover traktortræk i Svinninge og le-slåning i Trundholm er den store attraktion isspisningskonkurrencen i Gundestrup. Den tidligere borgmester, Finn, vandt sidste år med fire Gundestrupvafler. Det lyder måske ikke af meget, men en Gundestrupvaffel vejer knapt et kilo. Da Finn var borgmester troede alle, at han kun gik til morgensvømning (med sild og snaps om lørdagen), og deltog i isspisningskonkurrencerne for at få flest stemmer. Det fik han også, men på valgaftenen blev en DF’er lokket over i socialdemokraternes lejr med en post som kulturudvalgsformand. Den aften kom det til håndgemæng på rådhuset, og nu er kulturudvalgsformanden sygemeldt.
Men Finn holder stand som Audebodæmningen. Han er Venstres folkelige ansigt, og måske kan han spise sig tilbage til borgmesterposten med støtte fra Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard skal nemlig være dommer. Førstepræmien er et 32 tommers fladskærms tv. Andenpræmien er 5 kilo grillpølser med flutes og fransk hotdog dressing. Sådan går sommeren i udkantsdanmark. Pølser, is og tv i rigelige mængder. Ikke noget med petit four og gourmet, hvor portionernes størrelse er omvendt proportional med regningen. Og man kan selv vælge sine kugler. Der er både brownies, lion og Richard Ragnwalnød.

Donslund de Luxe - Kære Finn

2011-11-22T00:50:00.001-08:00

Kære Finn Madsen
Undskyld, jeg i min sidste klumme skrev, at du var fra Venstre, da du skulle til isspisningskonkurrence i Gundestrup. Det er jo helt forkert. Du er Socialdemokrat.
”Hvordan kunne du tage fejl, han er da en typisk Socialdemokrat,” har folk omkring mig sagt. ”En rigtig pamper.”
Jeg ved egentlig ikke, hvad en pamper er, jeg ved bare, at du minder om min barndoms borgmester i Ikast. Han hed Thomas Poulsen og var venstremand og udtalte selv sit navn Tms.
Tms var folkekær på samme måde som dig, Finn. Han kørte rundt i en grøn folkevogn med porchemotor og havde stritører, der blafrede i vinden. Han var med i alt, f.eks. deltog han i Engesvang-brandmændenes nytårsparole på Pårup kro. Der fik man tarteletter, og det var en udfordring. Tallerknerne var nemlig så glatte, at tarteletterne gled ned i skødet. Og havde man spinlonkjole på og sad med let spredte ben, så virkede den som en trampolin.
Tms og brandmændene havde nu ikke spinlonkjoler på, men fulgte alligevel Per Højholdts råd til, hvordan man overmander en tartelet:
1. Man lader som ingenting.
2. Tarteletten tror sig sikker og slapper af.
3. Man fører gaflen op fra et bagholdsangreb og hugger den i tarteletten.
4. Tarteletten overgiver sig.
Måske var det også din strategi, da du generobrede mesterskabet i isspisningskonkurrencen i Gundestrup, Finn? Stort tillykke, i hvert fald!

Donslund de Luxe og rockerenglene

2011-06-17T07:24:00.001-07:00

Jeg er ved at læse Dy Plambecks nye roman, der starter til motorcykelklubben Spitfires årlige bikertræf med øl, miss wet T-shirt konkurrence og 70’er stemning. Det minder om rockerne i min barndoms Ikast. De hed De vilde Engle, og en af englene, der hed Kurt, købte engang en brugt rustvogn. Min far havde også kigget på den. Måske man kunne bruge den til bageriet, havde bedemanden sagt. Men så var det alligevel lidt for makabert at bringe brød og kager ud i en ligvogn, syntes min far.
Englene købte rustvognen for en tusse, de skulle holde bikertræf, og der kunne være en masse øl bagi. Men den dag, de skulle hente de øl, opdagede de, der kun var plads til to, og de havde aftalt, at der skulle tre med til at slæbe.
”Så hopper du bare ind bagi,” sagde Kurt, og det gjorde Benny. Han lagde sig ned, foldede hænderne på brystet og forestillede sig, hvordan det ville være at køre sin sidste tur hen til krematoriet.
Da de stoppede i lyskrydset oppe på hovedgaden, sagde Kurt: ”Der er din mor, Benny.” Benny satte sig op, smilede og vinkede. Hans mor stod ved fodgængerfeltet og ventede på grøn lys med hindbærsnitter og formfranskbrød i indkøbsnettet, men da hun opdagede Benny, faldt hun om af et hjerteslag.
Bennys mor troede, han var død, for hvorfor skulle han ellers sidde bag i en ligvogn?

Donslund de Luxe og folkeskolen

2011-06-17T07:04:00.001-07:00

Min storebror er lærer på vores gamle skole, som har jubilæum i år. Han er med i festskriftsudvalget og har spurgt, om jeg har lyst til at bidrage med en historie.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.

Donslund de Luxe – burning man

2011-06-17T07:04:00.000-07:00

Engang nægtede en mand at lade mig betale min egen mad på en restaurant. Derfor lavede han en kæk afbrænding af mine pengesedler. Mens jeg forlod selskabet, tænkte jeg på noget, min idéhistorielærer, Hans Jørgen Thomsen, engang havde sagt:
Pengeøkonomi opstod samtidig med filosofi. Penge og filosofi vidner nemlig om evnen til at tænke abstrakt. Penge er en abstraktion over tuskhandel, mens filosofi er en abstraktion over livet.
I Efesos gik Heraklit således rundt og filosoferede over, hvordan alting flyder; både menneskelig væren, pøllerne i fællestoilettet og pengene i folks hænder. Det var abstraktion på mange niveauer, der samtidig gjorde sig gældende.
I dag er penge en vare på linje med en ko. Vores evne til at forstå penge er ikke ensbetydende med, at vi kan reflektere.
Nu er de sande filosoffer måske dem, der afskaffer pengene. Ude i Nevadas ørken kommer hvert år 50.000 mennesker til burning man festival. De bygger en by, medbringer kunst, musik, mad, vin og skøre idéer. Men ingen penge. For man må og kan ikke købe. Man må og kan kun give og dele. Sammen bygger de en statue af en mand og brænder ham af efter en uge. Så rydder de op, samler deres affald sammen og kører ud af ørkenen igen uden at efterlade et eneste spor.
Måske var manden fra restauranten en burning man. Måske var han bare en nar.

Donslund de Luxe - åbent brev til Mexico

2011-04-07T09:03:00.002-07:00

Det er sidste aften i Mexico. Trætte og lykkelige afleverer min søn og jeg bilen hos Europcar og mangler kun en god nats søvn inden hjemrejsen. Ved informationsdisken står George og har sine forbindelser. Han kan skaffe et billigt værelse tæt på lufthavnen.
Vi kommer ind på et pedelkontor ved hotellets parkeringsplads. De har lige ét værelse tilbage, siger pedellen og åbner et nøgleskab med tomme søm: Se, alle værelser er lejet ud. Det bliver 800 pesos.
Jeg troede, jeg havde betalt halvdelen til George, men det er så ikke tilfældet. Vi skal vækkes halv seks og have en taxa kvart i, siger jeg. Pedellen indstiller telefonen til vækning. Vi skal bare lade nøglen ligge og smække, når vi går. Det er hans fridag i morgen.
Værelset er ramponeret med hvidklasket maling. Nede ved en oplyst swimmingpool er der caribisk musik i en palmebladsbar. Vi befinder os på bagsiden af et luksushotel.
Lidt efter ringer telefonen. Jeg skal komme ned og betale for taxaen.
George står foran pedelkontoret med chaufføren fra før. Pedro kører jer til lufthavnen i morgen, siger han. Det studser jeg ikke over, før jeg får besked på at betale 40 dollars for turen. Jeg ved, det max koster 40 pesos. Men får pludselig paranoia og betaler, for hvad er det egentlig for et underligt arrangement?
Om natten lukker jeg ikke et øje. Octavio Paz har sagt: der er én regel i Mexico, enten røvrender du de andre, eller også røvrender de dig.
Et raseri vælder op i mig. Den eneste, der er blevet røvrendt i relationen mig og Mexico, det er mig.
Ved tre-tiden får jeg den idé, at jeg må skrive et brev til George. Ved fire-tiden er brevet ikke bare til George, men til hele det mexicanske folk! Ved fem-tiden griner jeg af min egen naivitet. Ved seks-tiden spørger min søn, mens vi tjekker ind i lufthavnen, om jeg tror, vi er blevet snydt meget. Nah, siger jeg. Ikke så meget, at det gør noget…

Donslund de Luxe på Sat’lit’en

2011-04-07T09:03:00.001-07:00

Vores lokale døgner hedder Sat’lit’en. Foruden apostroffer sælger de brød, porno og cigaretter og har en spillehal i baglokalet.
Når jeg tænker på Darwins evolutionsteori er det ikke Sat’lit’en, der først falder mig ind. Så forestiller jeg mig snarere menneskeheden stå på skuldrene af hinanden for at perfektionere multitasking i rummet.
Jeg kender en, der engang gik til optagelsesprøve som jagerpilot. Under prøven sad han i en flysimulator og blev udsat for en større og større mængde stress, knapper der lyste, andre der bippede, ting han skulle gøre. Jagerpiloter skal kunne holde hovedet koldt og klare syv ting på én gang, ellers falder flyet ned, fortalte han.
Jeg forestiller mig, at det ypperste menneske kan håndtere en ligeså stor mængde stress som en jagerpilot, samtidig med at det med lethed klarer både kvadratrødder, Bezzerwizzer og parallelparkering. Jeg tænker, at vi er i gang med et mentalt udskillelsesløb, hvor vi bliver udsat for stigende pres med det ene formål at producere mennesker, som kommer til at sikre artens overlevelse i en sci-fi fremtid.
Og det er ikke nødvendigvis dem, jeg kan høre hoste inde i spillebulen i Sat’lit’ens baglokale.
Men måske tager jeg fejl. Måske er verdens vilje i gang med at forfine forskellige typer og ikke kun genier. Måske skyldes polariseringen, at verden ikke ved, hvem der vinder i sidste ende.
Næste gang jeg kommer i Sat’lit’en og går ud igen, kan det være, resten af verden er forsvundet. Alt er goldt og øde, tilbage står kun døgneren med blinkende spillemaskiner og rygende gæster på livslang overførselsindkomst.
Lars Qvortrup har sagt, at det perfekte menneske, er det menneske, der selv har skabt sin egen perfektion. Måske er det også en perfektion at hænge ud i Sat’lit’en dagen lang, spille Space Ace og vide præcist, hvornår man får jackpot.

Donslund de Luxe – med englekort

2011-04-07T09:01:00.000-07:00

”Jeg har fået englekort med posten,” siger jeg til min kæreste. Han kigger skeptisk på pakken. Kortene er fra min alternative veninde i Århus. Der står i brugsanvisningen, at de kan bruges til meditation og afklaring. Hvis man har et problem, kan man spørge englene til råds.
Jeg ved, han synes, det er latterligt.
På en måde synes jeg også, det er langt ude, men jeg gider ikke give ham ret, for jeg har lige læst, at Kasper Colling, der har fået Bogforums debutantpris, mener, man skal være åben overfor det groteske.
”Træk et kort,” siger jeg. ”Det er bare ord.” Han sukker, trækker et. På bagsiden er der en engel. Dens vinger blafrer lidt.
”Compassion,” læser min kæreste. Medfølelse.
”Det er nok ikke min stærke side,” siger han. ”Jeg køber aldrig Hus Forbi.”
Det gør jeg. I hvert fald når han er med. I hvert fald når han mener, det er aflad.
Så er det mig. ”Commitment,” står der på mit kort. Det minder mig om Anders Køge Svømmehal Møller. Han var den første, jeg hørte bruge udtrykket ”at comitte sig.” Han var taget i pressely på Rønshoved, men endte med at stå frem og fortælle sin historie til en poesiaften. Han havde comitted sig til politik, sagde han og var både sød og naiv på en Klovn-agtig måde. Men Frank Hvam-fadæser går ikke i dansk politik, og der sluttede dét commitment.
”Det ord gør mig lidt trist,” siger jeg. ”Nogen comitter sig, sætter alt ind, brænder for det, det er så sårbart. Især når det er én selv.”
”Hvorfor?” spørger min kæreste.
”Slutningen bliver for synlig,” siger jeg og rækker ham englekortene. Men han gider ikke mere, det er noget new age pis.
Senere, da vi ligger i sengen, siger han: ”Jeg har et ord, du kan sove på.” Det er bare et ord, han kom til at tænke på. Ordet er samdrægtighed. Hans vejrtrækning er dyb, da en engel går gennem rummet. Jeg er lysvågen. Den blafrer lidt med vingerne og sukker: samdrægtighed…

Donslund de Luxe – er en illusion

2011-04-07T08:59:00.000-07:00

Religionsfrihed er et dogme sat sammen af to påbud: du skal være religiøs, og du skal være fri. I min barndom skulle jeg tro, og der var kun én Gud. Da jeg blev ung, skulle jeg være fri, og der var kun én frihed. Det var Moden. Også når det handlede om, at vi skulle være topløse og frigjort fra markedsmekanismer. Også når vi stemte til venstre i 70’erne og til højre i 80’erne. Det var alt sammen moderne, det var bølger, der tog os, og som gav os en følelse af frihed, men dybest set gjorde vi bare som de andre. Og måske fandt vi ud af, at det hele var en illusion. At religion er en illusion. At frihed er en illusion. At sandhed er. Måske.
Individet er i hvert fald ikke bedre end det samfund, det er en del af. Især ikke nu, hvor der er et eller andet (moderne) påbud om, at vi skal være etiske og gennemsigtige. Så vidt jeg ved, betyder det at være etisk, at jeg’et ikke kan slippe udenom ansvaret. Desværre er vi mange, der ikke for alvor har fattet dette.
Dansk folkeparti har haft nemt ved at tage os med bukserne nede, så de ikke kun er i gang med at pule alle indvandrere, de er også i gang med at pule værdinihilisterne. Os, der troede, vi havde hævet os over godt og ondt og set på verdens teater udefra, leet hånligt ad fremmedangsten og gjort grin med nationalromantikernes gigantiske patos.
Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at træde ind i illusionen igen og finde en måde, vi kan bekæmpe dem på. Men hvordan? Skal vi ned i sumpen og lave mudderslåskamp? Skal vi nedbryde partiet indefra, melde os ind og få hele flokken til at fatte, at deres Kampf en illusion? Eller kunne vi simpelthen lave en gang apartheid, hvor racisterne kunne få lov til at bo for sig selv ude på Sejrø! Så kunne de sejre ad helvede til, mens vi andre sætter vores tørklæder, hvor vi vil.

Donslund de Luxe i handskerummet

2011-04-07T08:58:00.000-07:00

Jeg har fået en sjov bog fra 1968. Mærkeligt nok handler den ikke om ungdomsoprøret, men om jyske runestene. Alligevel er det ikke det, der er det sjove. Det sjove er, at bogen er en del af en serie, der hedder handskerumsbøgerne, og at der på bagsiden står: ”Turisten og søndagsbilisten vil gerne på en lettilgængelig måde erhverve sig viden om det, han ser på sin tur.” Forsiden er et foto af en runesten taget ud af et bilvindue.
Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut. Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.
Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene. Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.

Donslund de Luxe – med fingrene i skridtet

2010-10-21T13:25:00.001-07:00

Det var på Island. Vi havde redet hele dagen, skiftet hest tre gange, tøltet gennem lavaørkener, lupindale og brusende floder, set røgskyer fra Eyjafjellajøkull og tordenvejr over Hekla. En af mine heste havde været svær at holde tilbage, så mine arme og skulderblade var slemt syret til.
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!

Hot and Not

2010-10-21T13:23:00.000-07:00

Hot

Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.

Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.

Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.

Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.

Not

Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”

Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!

Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!

Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.

Donslund de Luxe til nøgensumo

2010-10-21T13:21:00.000-07:00

Jeg læser Sumobrødre af Morten Ramsland, og jeg mærker det næsten ikke, da mit tøj falder af. Jeg tumler ophedet rundt på gulvet med andre sumobrødre og søstre, får en flaprende tissemand, oppustede kinder og slimede ben. Jeg er en frø, en gammel græker, et barn på ti.
Min kusine lærte mig at lege doktor. Doktoren havde altid tabt noget mellem patientens ben. Eller også skulle han strække sig så langt, at hans læber strejfede hendes. Det var en god leg, som jeg forpligtede mig til at lære videre til veninder og andre kusiner. Hinkeruder var der ingen, der gad lære, men doktor var et hit.
Vi legede også mand og dame. Louise ville kun være dame. Men når jeg legede med Dorthe, var hun manden. Dorthe var god til at være mand. Hun var stor og stærk på en fremmed og skræmmende måde.
I Sumobrødre tager Frank og Lars al tøjet af og låser døren, når de skal lave sumobrydning. De tumler rundt i timevis, hud mod hud. Men Lars’ nysgerrige mor lirker vinduet op og kigger under gardinet. ”Hvad laver I?” spørger hun. Frank er hoppet ind i skabet. Lars sidder nøgen på sengen. Hvad skal han sige?
Engang kiggede Dorthes mor ind ad vinduet. Dorthe lå ovenpå mig med røde kinder og trutlæber, da hendes mors ansigt blev stort bag pyntegardinet. Pludselig var det som om, vi var nøgne, selvom vi havde tøj på. Fløjlsbukser og velourtrøjer. To sekunder efter trampede jeg op ad J.P. Jacobsensvej på minicykel og var blevet for gammel til den slags lege.
Men sumobrydning bliver man aldrig for gammel til. På Christiansborg ruller de nogle gange gardinerne for og tager en omgang sumo hele folketingssalen. ”Vi snupper lige en ophedet demokratisk debat,” siger de. Og så tumler Lars, Frank, Birthe og alle de andre nøgne rundt mellem stolene som ægte sumobrødre.

Donslund de Luxe til happy meal

2010-06-08T14:08:00.000-07:00

Nogle gange går jeg rundt med en følelse af, at et eller andet er forkert. At jeg er i den forkerte krop, i det forkerte land, i det forkerte par sko. Og det er egentlig fjollet, for efterhånden som tiden går, får jeg trods alt udfyldt mig selv mere og mere med den jeg… er. Hvis altså Sokrates havde ret i, at jeg indeholder al viden, jeg skal blot huske den, eller Christen Kold havde ret i, at alle frø er der, de skal bare vandes.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.

Donslund de Luxe og det høje moraltræ

2010-06-08T14:07:00.000-07:00

”Der står sådan et højt moraltræ i din have,” sagde min nye nabo, inden jeg flyttede ind. Moraltræ? Jeg var ikke havemenneske og havde aldrig før hørt om moraltræer, heller ikke de høje, heller ikke selvom jeg kommer fra Ikast.
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…

Donslund de Luxe med Løkke i sengen

2010-03-25T16:11:00.000-07:00

”Jeg drømte, at statsministeren sad i fodenden af sengen,” sagde min kæreste i morges. Jeg tændte lyset, der sad ikke nogen. ”Hvad ville han?” spurgte jeg og snusede. Magtens sved og smøger røget i smug på Christiansborgs bagtrappe hang stadig i luften. Min kæreste vidste ikke, hvad han ville, og han var heller ikke sikker på, at det var Lars Løkke. Det var ligesom bare en statsminister. ”Var det så Fogh? Nyrup? Anker?” Han trak på skuldrene og gik ud for at lave kaffe. Jeg gik efter: ”Hvad tror du, det betyder?” Det vidste han ikke, han var også ligeglad, det var jo bare en drøm, og nu havde han glemt den.
Men jeg ville godt vide, hvad statsministeren lavede i min kærestes drøm, så jeg tog computeren, googlede drømmetydning og fik en million hits. Masser af okkulte blå sider med gul skrift og blinkende stjerner. Dyr, huse og biler var alt sammen noget med drifter. Ingen statsminstre, men hov:
Sengekammerat: hvis du ligger i sengen med en ven betyder det, at du kan komme til at gøre noget dumt.
Min kæreste kom ind med kaffen. Jeg fik dårlig samvittighed over at snage i hans underbevidsthed. På den anden side måtte jeg også advare ham. ”Vil du gerne være venner med Lars Løkke?” spurgte jeg. Næh, han troede ikke, han kunne blive venner med nogen politikere. ”Men det kan da være, Lars Løkke gerne vil være venner med mig,” smilede han.
”Okay,” sagde jeg og blev i tvivl om, hvad jeg så skulle gøre. Jeg mener, hvis Lars Løkke gør noget dumt, kan det jo få betydning for os alle. Men beroligede drømmetyderen mig: hvis du drømmer, at du sidder i regering, betyder det, at du har styr på tingene. Og dét må Løkke have drømt, ellers kunne han jo ikke have siddet i min seng og været statsminister.

Hot & Not

2010-03-25T16:09:00.000-07:00

Hot

Rødder
Jeg har været nomade i 23 år, haft 15 forskellige folkeregisteradresser, rejst i længere perioder og i det hele taget været skeptisk overfor det såkaldt nære (sladdervorne) samfund. Nu har jeg købt hus i Vallekilde, meldt mig ind i valgmenigheden og fundet ud af, hvor bagermorderen boede. Jeg ved også, at træerne foran det gamle jordmoderhus betyder gode fædre, og at Orne-Bodil engang huserede. Det ser ud til, at jeg har slået rødder.

Spontane fester
Det kan være svært at slæbe sig gennem formelle fester, hvor man sidder og fingerer ved sit bordkort i timevis. Men spontane kom-sammener med fælles buffet og mangel på stole, det elsker jeg. Fri for forventninger og tvangsritualer, der kan ødelægge den potentielt gode stemning.

Fantasi
Fantasi er efter min mening den vigtigste kilde til livsglæde. Den står på spring hele tiden, og når nogen siger f.eks. kanelsnegl, kommer de sjoveste billeder. Til gengæld hader jeg udtrykket: ”Kun fantasien sætter grænser”. Det er da lige netop det, den ikke gør.

Not

Celebrity buddhister
Hvor gider jeg dog ikke høre mere om buddhistisk ro og personlige indiske guruer, der hjælper stakkels celebrities med at meditere sig gennem rigdom, succes og skattelettelser. Tro, der ikke er privat, er ikke andet end fucking branding. Det er ikke buddhisme, der er noget i vejen med, det er måden…

Omgangssyge
Omgangssyge er fællesskabets største fjende. Det slog Marie Abel Trier ihjel i Vallekilde Højskoles spisesal i 1873, fordi de var fire om samme tallerken. Og selvom det ikke længere er tyfus og difteritis, der er problemet, kan det godt lægge en dæmper på en skiferie, hvor 19 mennesker bor i hytte sammen - og er fire om samme spand.

Pral
Inderst inde ved jeg godt, at pralhalse praler, fordi de er bekræftelsessyge, har lavt selvværd (eller er politikere), og at de ligeså tit ligger i fosterstilling med tommelfingeren i munden og bliver aet over håret af deres mødre og koner. Men det er utroligt anstrengende at høre på selvhævdende omnipotent ævl. Lige meget hvor fantastisk du er, så er du også bare en lille pissemyre, der pludselig er fladtrådt, død og glemt.

Donslund de Luxe uddriver angst

2010-03-25T16:08:00.000-07:00

Det var i den seneste nattetime, hvor de søvnløse endelig sover, og de unge synes, at aftenen er på sit højeste. Og der sad jeg i godt selskab og blev grebet af melankoli. Ikke den slags hvor datiden spiller en rolle, men den hvor tiden slutter. Vi havde snakket om Wolf Erlbruchs fantastiske billedbog: And, Døden og tulipanen, der på meget poetisk vis handler om det uundgåelige. For børn. Og jeg kom til at tænke på, hvor ubekymret jeg var for døden som barn i kontrast til, hvor isnende kold den er i dag. Eller nat. For det er altid om natten, skelethovedet klaprer tænder. Men så spurgte en af mine venner, om der ikke var noget, jeg syntes, var værre end døden. Noget der var endnu mere uhyggeligt. Og jo, det var der faktisk:
Oslofærgen er værre. Tanken om, at tage en sviptur med Oslofærgen, weekendtur for to med kahyt otte meter nede i skibet, 3 timer i Oslo og så sejle tilbage igen, det kan få hele Kattegat til at risle mig koldt ned ad ryggen. Indretningen på sådan en færge gør alt for at få dig til at glemme, at du befinder dig ude på havet, indtil kulingen fra Dokkerbanke kommer – ja, bankende - fadøllerne skvulper, og dansegulvet sejler i stemning og bræk, mens skibet går ned til ”en lille båd der gynger”. Og er man heldig med vejret, får man klaustrofobi og fedthinde i mundhulen af friturestegt mad.
”Døden er heller ikke så glad for vand,” sagde min ven i den sene nattetime. Vand? Har jeg talt om vand? Jeg åbnede bogen med and og tulipanen og dét. Døden fryser efter den har badet sammen med And. ”Skal jeg varme dig,” spørger And og lægger sig ovenpå Døden. Den ser slet ikke bange ud. Måske skulle jeg tage navneforandring. Til And-Marie. Kan være det hjælper…

Donslund de Luxe på Olympen

2009-11-16T11:10:00.000-08:00

Da Adolf H. byggede det Olympiske stadion i Berlin, drømte han om at komme ind i evigheden. Måske ville de tværgående bjælker forstøve, men dem, der rakte op i himlen, ville stå der til alle tider. Jeg sidder blandt 13.134 tilskuere og ser Hertha Berlin tabe til Herenveen. En af spillerne springer over banden og forlader stadion i vrede. Han ser ikke, at dommeren vinker med et rødt kort. Hvad der gjorde ham sur, lagde jeg ikke mærke til, for jeg sad og forestillede mig, hvordan her var, da folk gik amok i heilen til førertribunen, og jeg undrer mig over, at selv idioter kan tænke smukke tanker. Om tusind år har folk glemt uhyret, så er der kun emperiets storhed, folkevogne og søjler tilbage. ”Hvis Hitler var en græsk Gud på Olympen, hvem tror du så, han ville være?” hvisker jeg til min ven Zarathustra. Han nipper til sin alkoholfrie Fassbier og kipper med flaget. ”Hera,” smiler han og tørrer skum af læberne. ”Hera var ligeså jaloux som nazisterne og Stasi tilsammen!” Jeg kommer i tanke om min ungdomskæreste, der udspionerede mig fra tage og træer, og som svingede mellem (megalo)manisk charme og svigtende selvværd. Senere blev han indlagt. Bare tanken om kærlighedssvigt ødelægger drømmen om evighed, og det er ubærligt. Selv smed jeg min eksmands mobil i toilettet efter at have rodet hans ting igennem og fundet fældende beviser for utroskab. Hver gang jeg hørte trafikradio efter bruddet, ønskede jeg, at han fik det røde kort i Ishøjsammenfletningen. Jeg tror ikke, Zarathustra nogensinde har haft det så gement. Måske er det derfor, Orienten er morgenlandet, og vi er aftenlandet, der forstøver i rædsel over mørkets magt. I Orienten ved de jo godt, at solen ikke står op, men at evigheden bare går i ring.

Hot & Not i Højskolebladet

2009-11-16T11:07:00.000-08:00

Hot
Banaliteter
Indimellem er det flovt, at ens liv består af banaliteter. Dagligdags banaliteter og dramatiske banaliteter. Men banaliteter. Du står op, går i badeværelset, spiser morgenmad, går på arbejde, siger din mening eller lader være, forelsker dig, føler dig ensom, skriver et digt, ser fjernsyn, græder, griner, elsker, skider, tjekker din mail, går i seng. I virkeligheden betyder banal: det fælles. Eller de fælles regler, der vedrører alle. Af og til må man så gøre oprør mod det banale, selvom det også er banalt, for der er altid nogen, der har gjort det før dig. Til gengæld er der aldrig nogen, der har levet livet banalt på lige nøjagtig DIN måde. Der er aldrig nogen, der har levet livet så banalt som netop DIG. Og det er jo en trøst.

Tine Bryld
Jeg vil være ligesom Tine Bryld, jeg vil kæmpe for de svage, jeg vil have to grønlandske fanger (ikke fra Nuuk men fra Herstedvester) boende, jeg vil låne min bil ud til en, der aldrig kommer tilbage med den, jeg vil lytte til titusind unge, der trænger til at snakke, jeg vil have mine mørke sider, jeg vil skrive bøger, som rækker hånden ud mod dem, der kæmper med identiteten, jeg vil drikke et glas rødvin og se Colombo for at falde ned, jeg vil forstå alting i verden, alle opturene og alle nedturene, og jeg vil kende det hele fra mig selv.

Anders And
Én gang om ugen fik jeg Anders And som barn, og én gang om ugen får mine børn bladet. Det er som at have fået en gammel ven tilbage, og selvom det ikke er Carl Barks niveau det hele, så er den and mit idol. Ingen andre af dine venner kan få lov til at opføre sig så dumt, tåbeligt og barnligt uden du holder mindre af dem af den grund. Faktisk holder jeg mest af Anders And, når han er rigtig åndssvag og går i indædt krig mod sin nabo eller den evigt utålelige Fætter Højben.

Orlov
FFD har givet mig orlov i tre måneder for 8 års tro tjeneste i standen. Kunne godt tænke mig, at det blev en tradition hvert år ved denne tid. Så kunne jeg bo på Haiti om vinteren og være Jørgen Leths genbo og bedste ven. Vi kunne snuppe en drink i skumringen og ryge en cerut og tale om livets pikanterier.

Not

Sorte huller
Når jeg har sagt min mening stærkt, kontant og altid spontant, føler jeg først en lettelse, en styrke i rygraden, for nu blev der klare linjer. Men bagefter er det som om, der er opstået et sort felt, et sort hul i universet, og det er som om, man aldrig mere kan trække noget tilbage, der først er endt dér. Det, der ér, holder op med at være. Det, der er skabt og bygget op, bliver revet ned og dør i et snuptag. Ved ét enkelt udsagn. Én skråsikker udtalelse. Big Bang-maskinen er oppe at køre igen. Men mysteriet om de sorte huller mellem os, det kender vi dybest set godt selv.

Meningsløshed
Meningsløsheden er meningsløs. Kunne den i det mindste have retning. Eller form. Eller i det mindste en lugt. Måske har den en lugt: Indelukket søndag mellem 13 og 14. Der er ikke andet at gøre end at få de vinduer op.

Nej
Engang fik min mor et julekort fra vores familie i Haslev, som skrev, at det var vigtigt, hun sagde nej til det, hun ikke magtede. Det var vigtigt, hun sagde fra. Især når nogen ville have hende til noget, når nogen krævede noget af hende. Som hendes børn. De meget krævende børn. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være vigtigere at sige fra end at sige til. Men det er der jo nogen, der går meget op i.

Dannebrog
Jeg er ked af det, men jeg kan ikke længere med dannebrog. Kun til børnefødselsdage køber jeg stadig en pakke med 20 flag oppe i Super Brugsen. Hvis jeg ellers hejser et flag, signalerer jeg, at jeg er et utolerant og nationalistisk fjols.

Donslund de Luxe i Lundins hoved

2009-11-16T11:05:00.000-08:00

Det var fordi Jens Andersen sagde, at den bog ikke havde sin berettigelse, jeg blev nysgerrig. Han diskuterede med en velklædt mand fra forlaget Turbulenz, der har udgivet Peter Lundins selvbiografi. Forlagsmanden sagde, at det var af almen interesse at komme ind i hovedet på en psykopat.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.

Donslund de luxe - på op- og nedtur

2009-09-16T03:45:00.000-07:00

Det var min kæreste, der fandt på, at vi skulle bestige Galhøpiggen. Det havde en af hans venner gjort. 2469 m. På nettet fandt jeg billeder af folk i skitøj, der gik i sne bundet fast til hinanden med reb. ”Det er om vinteren, det der,” hævdede min kæreste. Hans ven havde vist gået der i klipklapper.
Da vi kom over trægrænsen, fandt vi ud af, at det ikke var et vinterbillede. Det var en gletcher. ”Det kan ikke passe, at han har gået i klipklapper her,” stønnede min kæreste, mens vi asede mod toppen. Men det gjorde ikke noget. Vi svedte og kæmpede og klarede det, vandrestøvlerne var af goretex, jeg sked bag en klippe, rensdyrene gloede, sneskyerne lettede, og på vejen ned, så vi omridset af Bjergbestigersken på enhver fjeldtop. Man kan godt tale om en slags lykke.
Men så fik jeg en sms. Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, (hvis hoteller ellers ligner Vallekilde fuldstændig vildt), men i højskolens arvesynd: Et kollaps i folkeoplysningens tjeneste. Jeg ved, det er risikoen, når ens arbejde er en passion, men hvor mange sidder der ude og tænker: Bliver jeg den næste?
Da jeg som barn gik hærvejsmarch og sang ”Bakke ned og bakke op…”, anede jeg ikke, at voksenlivet havde så mange bjerge, der skulle bestiges, så mange elve, der skulle forceres. Det var jo ren højskole, når vi gik og skrålede: ”Under tvang, nej med sang går vor målbevidste gang…!”
Det viste sig, at vennen slet ikke havde været på Galhøpiggen. Og at det var en frisbee og ikke klipklapper, han var kommet til at tage med. Klog af erfaring vil jeg alligevel til næste op- og nedtur anbefale: solidt fodtøj, en skulder at græde ud ved, chokolade og en rulle toiletpapir. For der kommer altid et bakke til.

Donslund de luxe - lægger antiplots

2009-09-16T03:42:00.000-07:00

”Der er det problem med plots,” siger Martin Glaz Serup, ”at der bliver lagt plots nedover alt. Der er plots i tv-avisen, dokumentarprogrammer, indkøbsvaner, livsbaner og politiske budskaber. Vi bliver styret af plots!” Jeg har sommerkursus i Børnelitteratur på Vallekilde. Det er fyldt med plots i både opbygning og indhold. Og så sidder jeg der. Den sidste dag. Og har været på jagt efter plots i flere år. Jeg har været til plotcoach, og jeg har pitched. Jeg har lagt dramaturgiske planer, og jeg har fundet hoveder og haler. Jeg har konstateret, at det er svært at lave et godt plot, uden det virker konstrueret, og det er samtidig svært at finde sig i, at den naturlige historie, det narrative skelet, altid går ind og rasler, uden man har bedt om det. Og så står han og siger, at det er et problem. Var det dét, Baudrillard mente, da han sagde, at det politiske, det æstetiske og det seksuelle overskred hinanden? Magten styrer, æsteticerer, plottificerer, spindoktorerer. I gamle dage legede børnene doktor. Nu leger de spindoktor. Alt er planlagt og kontrolleret, Christiania skal lukke, der skal ryddes op i kaos som var det Ikast; vi kan ikke ånde, hækkene klippes, forskelligheder sættes i en aktantmodel. Selv klummen her er et plot. Men nu kommer peripetien: Den overraskende vending. Jeg vågner en morgen og opdager, at jeg er blevet lesbisk kæreste med Pia Kjærsgaard, og at jeg giver hende et barn fra Angola i månedsgave, et lille barn, kun lidt muslim… men så putter hun det i pejsen. Jeg hiver det ud. Det har ild i håret og hedder Martin Glaz Serup og er antiplottets sidste bastion. Pia ser brødbetynget ud. Hun giver Martin en syltetøjsmad og lover, at hun aldrig gøre det igen.

Donslund de Luxe - i Sverige

2009-05-19T08:58:00.000-07:00

Jeg er på eksil i svensk idyl, spiser korv med reksalat på vejen og råber ”hey du” til naboerne. Siden krebsegildet i vejkrydset har vi været de fineste venner. Jo flere krebs, der lå på min tallerken, des bedre blev jeg til svensk. ”Det er så bra med alla dom søerne i Sverige,” sagde jeg til ham, vi kalder Elvis. På et stykke granit har han skrevet ”the king is alive”, og på husmuren hænger kongen i neon. Den svenske Elvis åbnede smirnofflasken med hjemmebrændt. ”I Danmark laver vi kunstige søer, fordi vi længes efter jeres,” sagde jeg. ”Konstige sjöar,” sagde Elvis og skænkede op. ”Jag tycker nu också, Köbenhamn är konstig. Och alla dom spårvagnar!”
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.

Forfatterakademiet for minoritetsunge i Literaturhaus 7. maj 2009

2009-05-19T08:53:00.000-07:00

Tale ved Forfatterakademiets afslutning i Literaturhaus 7. maj 2009

I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.

Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.

Hot & Not i Højskolebladet - 2

2009-03-30T23:33:00.000-07:00

NOT
Nypuritaner
Anonyme, nøgne og humoristiske mennesker kaldte mig en nypuritaner af værste skuffe, da jeg sidste gang skrev Hot & Not. Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder.

HOT
Nypuritaner
Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. kan den fortælle, at nypuritan betyder den nye renhed og ikke nødvendigvis, at det er forbudt at have det sjovt. Jeg er den nye renhed. I eftermiddag går jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne spindelvæv og få noget Feng Shui på den dumme. Så slår jeg også to fluer med et smæk.

NOT
Af
Du har fået aftenens bordherre, den store forfatter, som har meget at øse af. Det gør han. Og han bliver ved, og ved, og ved. Du smiler anstrengt, gaber, kigger på uret, og endelig siger han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig op, klar til at komme på banen med det eksistentielle digt, du har tænkt på at skrive, hvorefter han fortsætter…”Hvad synes du så om min nye bog?”

HOT
Af
Elever, der knokler løs, fordi de drømmer om at skabe værker, små værker, store værker, værker der går over i historien eller bliver glemt igen, værker, der er et vidnesbyrd om sandheden, om at de var til, at de ER til, værker hvor der står ”Af mig (elevs navn – og de er ikke anonyme, for de tør stå ved, hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk gjorde det.

NOT
Værste
Engang blev jeg vækket kl. fire om natten af en elev, der skreg i telefonen, at han havde skåret sig på glasskår, og at falck ikke gad komme, selvom han havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet så jeg 15 elever ligge nøgne i en børnepool med varmt vand nede foran keramiklokalet. Øjeblikket efter kørte en politibil og en ambulance ind på gårdspladsen med fuld udrykning. Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde piger løb rundt med små håndklæder om sig og hjalp den forblødende fyr. Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig omkring og spurgte: ”Hvad er det her egentlig for et sted?”

HOT
Værste
Godt nok har han hugget ideen fra Charles Bukowski, og den er måske heller ikke helt aktuel mere, men Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og det værste”, er den bedste digtsamling, jeg har læst. Med den fatter vi endelig, at det bedste har brug for det værste - i ækvivalerende vekselvirkning – for ellers kunne det hele være lige meget.

NOT
Skuffe
Du kan se deres forventninger, men lige netop i dag kan du mærke, at den ikke er der, at du ikke rigtigt selv er derinde. I deres forventninger. Du kan op mod 300 andre gange om året, men i dag, hvor forventningerne er størst, går alting galt, og du skuffer dem alle sammen. Det er sgu noget lort! Gad vide om Gud også har det sådan?

HOT
Skuffe
At skuffe nogen er det offer, der kan være nødvendigt, hvis du skal leve dit eget liv og ikke det, de andre vil have dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver evig dag, Susanne,” sagde Højholts Gitte. Også selvom Preben bliver skuffet og nægter at gå ud af hans bil. Så er det godt han har perforerede rallyhandsker på.

Donslund de luxe - hede diktatordrømme

2009-03-30T23:23:00.000-07:00

Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen slog igennem. Derfor købte han et bageri og satte sønnerne i bagerlære. Min farfar fik kone, bageri og otte børn og døde 42 år gammel. Min far blev således bager, da han var 11. Han var B-menneske og måtte have vækkeuret til at stå flere meter fra sengen. Han døde trekvart år efter, han havde lagt dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og de var nogle mænd, der bed tænderne sammen og gjorde familiens vilje til deres egen vilje. Den fælles vilje var individets skæbne.
Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang.

Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: ”Du går derhen, og du går derhen.”

Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer.

Måske har viljen to bevægelser. Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant.

Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.

Donslund de luxe - i Clemmes køkken

2009-03-30T23:21:00.000-07:00

Indenfor tre måneder afleverede jeg speciale, fik barn, blev boligløs, fik en salmonellaforgiftning, og erkendte, at jeg var fysisk og åndeligt isoleret i et skrantende forhold. Jeg hang i neglene, mens jeg langsomt søgte fodfæste. Når jeg fortæller det, er det fordi, det danner baggrund for det særlige møde, som blev et vendepunkt. Jeg mødte Erik Haunstrup Clemmensen. Han havde annonceret med et sted, vi kunne bo: En aftægtsbolig ved billedskønne Brydegaard. En del af huslejen var, at vi skulle hjælpe med haven. Jeg samlede nedfaldsæbler i kassevis, skrællede og gjorde i stand i hans køkken, så de kunne komme i fryseren. Imens lavede han frokost og kaffe og fortalte anekdoter om, at Grevinde Danner i det nærliggende slot havde opmuntret Frederik den 7. ved at kravle baglæns ind i hans soveværelse med et tændt stearinlys i røven. Og han betroede mig, at han havde stemt på Nyrup og Socialdemokratiet ved sidste folketingsvalg. Erik var 77, jeg var 30 og dybt charmeret af denne varme, vidende og humoristiske mand. Det var surrealistisk, da dagplejemoren oppe i Snave fortalte, at de i hendes barndom kørte langsomt forbi uhyggelige Brydegaard og ”onde Clemmensen”. Gennem alle disse æbletimer i et uendeligt efterår byggede han mit selvværd op. Og da jobbet kom: Højskolelærer i filosofi og teater på Rønshoved, fik han tårer i øjnene og sagde: Jeg ved du får det! Det er 11 år siden, og det kan godt være, jeg lærte en masse af at hænge der i neglene, men det er Erik Haunstrup Clemmensens kærlige nærvær, der blev symbol for opturen. Måske har vendepunkter brug for et ansigt. Måske kan ethvert møde, vi foretager os få så stor betydning, at vi tænker det som et vendepunkt. Også selvom vi mister kontakt og aldrig får det sagt.

Donslund de luxe - med Baggers blik

2009-02-19T13:22:00.000-08:00

Stein Bagger og jeg har lige læst Doppler. Jeg var knap begyndt, da jeg i et interview så, at han også var i gang. I fængslet, vist nok. Mens jeg læste videre, tænke jeg hele tiden på, hvordan Bagger reagerede her og der. Grinede han, da Doppler spillede billedlotteri med elgkalven, Bongo, eller da han overtalte butikschefen til at indføre bytteøkonomi, eller da han udhuggede en totempæl på 11 meter til minde om sin far? Jeg forestillede mig, at Bagger identificerede sig med Doppler. At han fik nok af kompetencen og af at spille skuespil. Og jeg tænkte på, hvem der havde givet ham bogen. Var det en trøst? En opmuntring? Var det for at give manden noget at tænke over? Faktisk spekulerede jeg mere på, om Bagger følte sig ramt end på, om jeg selv blev ramt. Jeg tilhører jo, ligesom alle andre højskolelærere, det grønne segment, og i segmentloven står der, at jeg tror, jeg ved bedre end dem i andre segmenter. Jeg kører i et bedrevidende bilmærke. Jeg spiser bedrevidende mad, og jeg har bedrevet bedrevidende studier. Jeg er faktisk så fandens bedrevidende, at jeg begynder at reflektere over, hvorfor jeg læser gennem Baggers øjne i stedet for gennem mine egne. Er det fordi, jeg er lettet over, at det (denne gang) ikke er mig selv, der er i frit fald mod afgrunden? Er det fordi, jeg (småligt?) fryder mig over, at retfærdighed sker fyldest? Eller er det bare fordi, jeg ikke tør erkende, at også jeg ligger under for det, Doppler flygter fra: Kompetencen, mens jeg bilder mig ind, at jeg lever et sandt liv? Sandheden befinder sig i et sort dyb, der lugter af vilde dyr. Jeg står på kanten, kigger derned og råber hysterisk HA, HA, HA! Dybet rumler og svarer AH, AH, AH! Gådefuldt, siger jeg til Bagger! Gådefuldt!

Donslund de luxe – i mellemtiden

2009-02-08T14:05:00.000-08:00

Jeg vil skrive verdens første vaskehalsklumme. Bilen trænger til en tredobbelt guldvask de luxe, og desuden er det det eneste sted, jeg kan få fred.
Jeg er hjemme hos min mor i Ikast. Min storebror er her også, ude på toilettet med madforgiftning fra en shawarma, han spiste på vejen hjem fra byen ovre i København. Mor lader sig ikke mærke, hun taler videre om flæskesteg, medister og grønlangkål.
”Jeg skal ned og vaske bil,” siger jeg. ”Vi kunne jo også gøre det her,” siger hun. ”Nej, jeg skal skrive en klumme imens,” siger jeg, ”det er der aldrig nogen, der har gjort før. Det bliver den første i verdenshistorien!” ”Nå,” siger hun, ”jeg vil nu også godt have den støvsuget.”
Jeg går ind og tager make-up på. Det kunne være, jeg mødte nogen, jeg har danset kinddans med nede på ungdomsgården, og mor synes, jeg ser meget træt ud for tiden. Det er jo mellemtid, har jeg forklaret. Mellem to elevhold er jeg en hængt højskolelærer, der hader job, elevtal og den fucking evige krise. Hvis jeg møder Helle fra handelsskolen, bliver jeg nødt til at ligne en succes. Hun er blevet direktør, har jeg hørt. Og er stadig gift med Thomas, som også er direktør. De tjener kassen. (Men allerede for 20 år siden gik sexlivet i stå!)
Jeg kan mærke, at der er noget godt på vej. Det er Sex and the Højskole. Jeg er Carrie, Helga er Miranda eller… Samantha, og så er Mads Fuglede Mr. Big.
Så mærker jeg, at noget er galt. Ud af køkkenvinduet ser jeg hende i fuld gang med bilshampoo, svamp og haveslange. ”Jeg skulle jo ned på Statoil og skrive klumme,” går jeg ud og siger. ”Verdens første vaskehalsklumme!” ”Ja ja,” svarer min mor og gnider videre på kofangeren. ”Men de her striber havde du aldrig fået af i en vaskehal!”

Dannelse mellem Facebook og sure tæer

2009-02-08T14:02:00.000-08:00

Jeg har fået en besked på min Facebook-væg: ”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” står der. Det er fra en af mine Facebookvenner. Han skriver fra en internetcafé i Storbritannien, og han er den rette til at svare. Han er på dannelsesrejse, går i sine yndlingsforfatteres fodspor, sætter sig på de bænke, hvor han mener, de har siddet, drikker på de pubber, hvor de har drukket, trækker vejret, som de har trukket. Det er her, deres ord er dannet, nu gendannes de i ham.
Og han går, han går og går, og mens han går, samler dannelsen sig mellem tæerne, sådan føles det i nuet, det er anstrengende, togene er beskidte, lokummerne lugter, plastiksæderne er skåret op. Og nu kommer han til Wales, der er helt åndsforladt, han vader rundt i tågen, får kul i lungerne, vabler på fødderne og ondt i hovedet. På et usselt hotelværelse trækker han sokkerne af, piller dannelsen ud mellem tæerne, det ligner engelsk lakrids, han lægger det i en æske, som han kyler ned i sin rygsæk.
Før Facebook, internet og mobiler blev jeg væk i Afrika. Det tog så lang tid for brevene at komme frem, at min familie forestillede sig, at jeg var kommet i den sorte gryde, stegt på bålet og ædt af ukristelige vilde i dyrisk ekstase. Jeg var blevet væk, men ikke som Dr. Livingstone, I presume, for jeg fandt mig selv i hvide sydafrikanske diskoteker, svedigt dansende til REM-hittet ”Loosing my religion”. Omgivet af Ekstasy, Tequila shots, spirituskørsel, dekadence og et labilt herrefolk, der når som helst kunne miste besindelsen. Jeg havde mistet min religion dagen før. Jeg var med en af de mange midlertidige veninder på job. Hun var model for en kunstner. Han skulle lave hendes krop om til en bronchestatue, og jeg hjalp med at klistre hende ind i gips.
Jeg var på mit livs dannelsesrejse, alene, og endelig skulle jeg møde et frisindet menneske, en ægte kunstner, og jeg ventede, at vi skulle tale om, hvor godt det var, at apartheid var afskaffet. Jeg dyppede et stykke gipsbandage i vand, glattede det ned over min venindes smukke hofter og skulle lige til at åbne munden…
Da så jeg, at hans ansigt græmmedes. Jeg fulgte hans blik. Udenfor den enorme villa med aircondition, marmorgulve og guldhåndtag, sad en gruppe sorte afrikanere under et Baobabtræ og snakkede.
”Se dem,” hvæsede han og blev rød i hovedet. ”Hvorfor laver de ikke noget, de sidder bare der, hvorfor laver de ikke noget, arbejder, tjener penge, gør noget? Her går jeg og knokler, og så sidder de bare der.” Han tog vaklende en pille og skyllede den ned med whisky. Jeg kiggede på mine hænder. Mellem fingrene sad hvide gipsrester, der lignede skolekridt. Jeg pillede det af, lagde det i en æske, som jeg kylede ned i min rygsæk.
Jeg gik ud og tog den på stop. En støvet pick-up-truck standsede med hvinende bremsere: ”Hop ind, skynd dig, inden de slår dig ihjel,” råbte en hvid mand i kakifarvet tøj. De sorte under træet grinede sløvt med røde tænder fra betelnødder. Mine hænder var hvidere end min hud. Det føltes som blod. Jeg gned og gned, men det gik ikke af. Det var dannelse, og jeg prøvede at danse den væk i den afrikanske nat, men Tequilaen syrede mine tarme til, så jeg måtte sidde på toilettet i tre dage.
Dannelsesrejsen er rå, og den sætter spor, der lugter. Vi forestiller os, at når lugten er dampet af, forvandles den til ånd, til menneskelig lærdom, der sidder mellem ørerne, hvor vi ikke længere kan vaske den af, for den sidder i vores identitet og afspejles i ansigtets furer. Og det burde jo være godt. Men jeg køber rynkecreme, overvejer i hemmelighed at spare op til en ansigtsløftning, jeg er holdt op med at ryge, går i træningscenter, spiser seks om dagen i en bevaringsstrategi udløst af angst for at miste mit ansigt i et bjerg af rynker, i et bjerg af… dannelse.
Så jeg må stille mig selv spørgsmålet: Er den indre og den ydre dannelse den samme? Er min udvendige dannelse, mit ansigt, mit CV, mine ord og min paranoide keeping-up-apperance identisk med den person, jeg er indeni?
I en demokratisk virkelighed har vi brug for at skelne. Vi må vide, at inde bag ansigtet og retorikken gemmer der sig en person, der har ægte værdier og sand menneskelighed. Vi kan ikke skære ham op og se efter, men vi kan se på hans handlinger. På engelsk hænger dannelse sammen med face, med ansigtet. Det er udannet at ødelægge den andens ansigt. Man har ret til sit ansigt, man har ret til det ansigt, man selv skaber, danner og viser udadtil. Og hvis man er anti-essentialist ville det også være det eneste, der overhovedet var. Vi er, hvad vi gør; vi er, hvad vi viser. Det er handlingerne og ansigtsudtrykkene, der afslører, hvem vi er. Selv det at tro på frihed og menneskerettigheder er en klædedragt, vi trækker i, og i sidste ende vil sociologer altid kunne finde et hul, en type, en form, som de kan putte os i. Dannet i dét mønster, i dén retning, i dét segment.
Men Holberg gik også. Han gik til Paris, Rom og London, forcerede byldepest, angst og stinkende rendesten, kom hjem med sure tæer og en skarp pen, med hvilken han dels gjorde grin med dannelsens forskellige former, dels udtrykte klart, at dannelse først og fremmest handler om at udvikle menneskeligheden, og ikke en bestemt form for ydre kulturel eller religiøs dannelse.
Jeg tror, at inde under huden er den indre dannelse den eneste, der virkelig giver mening. Og den sker i mellemrummet, ikke kun mellem tæer og fingre, men mellem to ansigter. I det mellemrum, hvor jeg er gået ud på ukendt land og har givet afkald på mit ansigt. Eller når jeg helt alene står ansigt til ansigt med verdens kompleksitet og stank, og vi begge taber ansigt for øjnene af hinanden, fordi alting viste sig at være anderledes, end vi regnede med.
”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” skrev min Facebookven. Fordi han er sjov, fordi han har fat i noget, og fordi han lader som om han ikke
har.

Jeg er en nypuritaner af værste skuffe

2009-02-04T11:01:00.000-08:00

HOT and NOT i Højskolebladet og herunder har givet mig titlen nypuritaner af værste skuffe, ligesom jeg er hyklerisk og umoralsk og får for lidt. Se den muntre debat på:

http://thehumanstain.smartlog.dk/nypuritanisme--pr--definition-post156753

Hot & Not i Højskolebladet

2009-01-04T12:14:00.000-08:00

HOT & NOT
af Anne-Marie Donslund

Hot

Folkeskolen på Facebook
Gitte fra folkeskolen fik indenfor en måned hundehvalp (Bimmer), hammondorgel og kassebukser. Selvfølgelig blev vi veninder. Hendes far var formand for SID, de boede i nyt parcelhus, kørte Toyota Corolla og tog mig med til mit første første-maj-møde. Det gik i stykker, fordi hun kom til min 12-års fødselsdag med blå øjenskygge på og derfor scorede Carsten Hosbjerg. Nu er vi blevet venner på Facebook. (Men hvad blev der af Carsten?)

Skilsmisser
Skilsmisser gør, at du får dine venner tilbage, når de har været opmagasineret i ægteskaber så længe, at I har mistet kontakten men så kort, at det ikke er for sent. Dine egne skilsmisser gør, at du opdager, hvem du egentlig er. Hvis du for eksempel troede, du var en ko eller en røv, vil du finde ud af, at det var løgn.

Gammel elevfest
Sidste gang vi havde gammel elevfest på Vallekilde, blev jeg så fuld, at jeg kun kan huske latter, knus og høj musik. Jeg husker ikke, at mine sko gik i stykker, at jeg styrtede på dansegulvet, at jeg sad i et fad chips og spurgte alle, om de ikke syntes, jeg lignede en på 17, og at jeg blev båret hjem i seng. Heldigvis vågnede jeg alene. Se også NOT - Elevknald…

Undskyld
Man skal sige undskyld, det skal man sgu. Hver gang man har dummet sig og såret nogen. Som i NOT, så det må I sgu undskylde, og undskyld mor, at jeg bandede, og undskyld til pedellen for den stol, jeg smadrede, og undskyld til min eks for den mobil, jeg smed i toilettet, og undskyld til kronprinsen, fordi han ikke fik en af mine pomfritter, og undskyld til Ikast Bibliotek for den bog, jeg huggede (Doktor Faustus), og undskyld til kørelærerens kone (she knows why), og undskyld Jørgen Carlsen, at jeg engang sagde, at du var Gud (det var for sjov).

Not

Elevknald
Mandlige højskolelærere, der konkurrerer om, hvor mange elever de kan knalde på fire måneder. Det er ikke bare patetisk, det er magtmisbrug. (”Jamen, hun ville selv, og i øvrigt er hun 18, det er ikke ulovligt, og så er det da klart, at hun hellere vil have en moden mand med vid og erfaring, ho, ho, og er du ikke også bare misundelig?” ”Gu’ er jeg ej, din klamme nar!”)

Blablablabla
Punkt 1) Bla bla bla bla bla bla bla
Punkt 2) Bla bla bla bla bla bla bla
Punkt 3) Bla bla bla bla bla bla bla
Og jeg gentager…

Dårlige oversættelser
Hvorfor skulle ”Jag drömde om arton svanar inatt” oversættes til dansk i den nye højskolesangbog? Fortryllelsen er forsvundet, tilbage står vi med en flad dansk fadøl og rimsmedspoesi. Udmærket til en familiefest i Vorslunde, men det er ikke Cornelis Vreeswijk.

Hot&Not-lister
Faktisk hader jeg sådan nogle lister her. I sidste nummer skrev Christian Dorph, at højskolelærere, der henviser til nordisk mytologi, er NOT. Samme dag havde jeg holdt en morgensamling om Bragesnak og blev helt perpleks. Men altså, til alle jer virkeligt hotte derude, jeg var altså ironisk, lidt i hvert fald, og det kan jo være rimelig hot, ikke? - så må jeg ikke nok få lov til at blive på bænken, så jeg ikke falder ud af Valhalla, jeg mener aaaaaaaaaaaaaaahhhhh…