Gerda Lyhn og jeg er til koncert med Knopfler og Dylan i Malmø. Jeg er glad for Bob, og Gerda rimer altid Knopfler på kartofler i sine festsange.
”Hvor er isen,” hvisker Gerda, da vi har fundet vores pladser på det store ishockeystadion.
”Dækket til,” siger jeg.
”Jeg troede, det var Holiday on Ice.” Gerda lyder skuffet. Og skuffelsen bliver ikke mindre, da Knopfler går på.
”Han er blevet rund om hofterne,” hvisker hun.
Ja, sikkert lidt for rund til isdanserkostume, indrømmer jeg.
”Måske sidder han for meget ved sit Roland-orgel.” Gerdas søn har også et Roland-orgel. Han gider heller ikke bevæge sig. Det gider Mark nu godt. Han skifter i hvert fald guitar hele tiden.
”Han skulle prøve de øvelser, vi har til lår- og bækkenbund,” hvisker Gerda.
Jeg nikker og glæder mig, til Bob går på. Han er i hvert fald tyndere.
”Knopfler er også kun opvarmning,” hvisker jeg.
”Opvarmning? Der plejer vi at lave englehop,” råber Gerda. ”Så opdager man, hvor man er utæt.”
Da Dylan går på, er Gerda væk. Jeg leder overalt. Hun dukker først op efter koncerten.
”Jeg kunne da ikke tage hjem uden at give Mark et par gode fif,” siger hun. ”Vi lavede mavebøjninger og kørte trillebøre.”
”Hvor?”
”Ude bag tæppet. Og grinede af ham vestjyden, der sang.”
”Dylan?”
”Ja hold da op, æ hær æ wær æ sær, han var nok fra Tarm.”
tirsdag den 22. november 2011
Donslund de Luxe på livsstilsmesse
Lærke er hjemme på weekend fra efterskolen. Ikke så meget for min skyld som for en fest og fri adgang til facebook. Da det bliver søndag, synes jeg vi skal lave noget mor-datter-agtigt: Livsstilsmesse i Forum. I bedste fald bliver vi til nye kvinder.
Vi opdager straks, at vi er omgivet af andre mødre og døtre, der også skal have en indholdsrig eftermiddag. Anette Heick går på scenen i highschool-nederdel og forsøger at få stemningen op. Men det er svært for goodiebagsene er udsolgt. (Ikke at jeg ved, hvad der var i.) Alting koster en formue. Og vi kommer til at aflevere mailadresser til mindst 70 konkurrencer.
Det føles som om, vi får orm i hjernen og skynder os ovenpå til smagsprøver på gourmetchokolader og tager turen rundt fem gange, til Dennis Knudsen har overtaget scenen med nogle hårprodukter, han skal teste på publikum.
Så drøner vi ned og får plads ved en bod, der sælger økologisk ansigtsløftning. ”Har du lyst til at prøve?” siger en dame. OM jeg har. ”Det koster kun 200, men det hjælper først efter seks behandlinger, der har vi et messetilbud på 3.940.” Lærke vender sig, hun er ikke blevet hevet op og ser lidt skuffet ud. ”Jeg behandler også unge,” siger damen og stirrer på Lærke. ”Har du kæbespændinger?” Lærke bider tænderne sammen og ryster på hovedet.
Jeg kommer til at grine. Det er en crap-messe. Vi bliver ikke til nye kvinder. Men i det mindste er vi sammen.
Vi opdager straks, at vi er omgivet af andre mødre og døtre, der også skal have en indholdsrig eftermiddag. Anette Heick går på scenen i highschool-nederdel og forsøger at få stemningen op. Men det er svært for goodiebagsene er udsolgt. (Ikke at jeg ved, hvad der var i.) Alting koster en formue. Og vi kommer til at aflevere mailadresser til mindst 70 konkurrencer.
Det føles som om, vi får orm i hjernen og skynder os ovenpå til smagsprøver på gourmetchokolader og tager turen rundt fem gange, til Dennis Knudsen har overtaget scenen med nogle hårprodukter, han skal teste på publikum.
Så drøner vi ned og får plads ved en bod, der sælger økologisk ansigtsløftning. ”Har du lyst til at prøve?” siger en dame. OM jeg har. ”Det koster kun 200, men det hjælper først efter seks behandlinger, der har vi et messetilbud på 3.940.” Lærke vender sig, hun er ikke blevet hevet op og ser lidt skuffet ud. ”Jeg behandler også unge,” siger damen og stirrer på Lærke. ”Har du kæbespændinger?” Lærke bider tænderne sammen og ryster på hovedet.
Jeg kommer til at grine. Det er en crap-messe. Vi bliver ikke til nye kvinder. Men i det mindste er vi sammen.
Donslund de Luxe i æbleplantagen
Æbler hænger tungt i plantagen. Jeg hiver eleverne med ud, det er koldt, under træerne ligger de rådne æbler, dem med orm og minder mig om dengang, jeg var æbleplukker i en kibbutz.
Jeg siger til mine elever, de skal skrive om det, de ser. Ikke hvordan de forestiller sig, et æbletræ ser ud, nej, de skal se, lugte og røre det, med hænderne, med kinden, med munden. De skal bide i barken, komme helt tæt på det træ, blive fortrolig med det, som var det deres elskede.
Da jeg selv var tyve og stod på stiger med æblespande, som hang i læderstroppe på maven, var jeg ikke specielt fortrolig med natur. Der var slanger, vi skulle se os for og altid gå i støvler.
Det var også her et sted, Eva mødte slangen, det var her, det viste sig, at forbud skaber kultur, og at overtrædelse giver indsigt. Israelerne var pæne med krøllet hår og brune øjne, de smilede med hvide tænder i solbrændte ansigter, når de råbte Yella.
Æblerne duftede, jeg var begyndt at få styr på det, solen bagte, klokken var henad ti. Så var det, jeg kiggede ned på min fyldte spand af store røde æbler. En kæmpeorm var på vej ud af det øverste. Den var helt tæt på mit ansigt, og så skreg jeg. Israelerne kom løbende fra alle sider med kæppe og våben for redde mit liv. Ormen kiggede overrasket på mig og forsvandt ind i æblet igen. Det var som at være med i en tegnefilm.
Sådan er det ikke i dag. Mine elever står og spytter bark ud. Det er ægte natur, helt ind under huden.
Jeg siger til mine elever, de skal skrive om det, de ser. Ikke hvordan de forestiller sig, et æbletræ ser ud, nej, de skal se, lugte og røre det, med hænderne, med kinden, med munden. De skal bide i barken, komme helt tæt på det træ, blive fortrolig med det, som var det deres elskede.
Da jeg selv var tyve og stod på stiger med æblespande, som hang i læderstroppe på maven, var jeg ikke specielt fortrolig med natur. Der var slanger, vi skulle se os for og altid gå i støvler.
Det var også her et sted, Eva mødte slangen, det var her, det viste sig, at forbud skaber kultur, og at overtrædelse giver indsigt. Israelerne var pæne med krøllet hår og brune øjne, de smilede med hvide tænder i solbrændte ansigter, når de råbte Yella.
Æblerne duftede, jeg var begyndt at få styr på det, solen bagte, klokken var henad ti. Så var det, jeg kiggede ned på min fyldte spand af store røde æbler. En kæmpeorm var på vej ud af det øverste. Den var helt tæt på mit ansigt, og så skreg jeg. Israelerne kom løbende fra alle sider med kæppe og våben for redde mit liv. Ormen kiggede overrasket på mig og forsvandt ind i æblet igen. Det var som at være med i en tegnefilm.
Sådan er det ikke i dag. Mine elever står og spytter bark ud. Det er ægte natur, helt ind under huden.
Donslund de Luxe - udkantssommer
Det er sommer i udkantsdanmark. Og der er masser at lave. Udover traktortræk i Svinninge og le-slåning i Trundholm er den store attraktion isspisningskonkurrencen i Gundestrup. Den tidligere borgmester, Finn, vandt sidste år med fire Gundestrupvafler. Det lyder måske ikke af meget, men en Gundestrupvaffel vejer knapt et kilo. Da Finn var borgmester troede alle, at han kun gik til morgensvømning (med sild og snaps om lørdagen), og deltog i isspisningskonkurrencerne for at få flest stemmer. Det fik han også, men på valgaftenen blev en DF’er lokket over i socialdemokraternes lejr med en post som kulturudvalgsformand. Den aften kom det til håndgemæng på rådhuset, og nu er kulturudvalgsformanden sygemeldt.
Men Finn holder stand som Audebodæmningen. Han er Venstres folkelige ansigt, og måske kan han spise sig tilbage til borgmesterposten med støtte fra Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard skal nemlig være dommer. Førstepræmien er et 32 tommers fladskærms tv. Andenpræmien er 5 kilo grillpølser med flutes og fransk hotdog dressing. Sådan går sommeren i udkantsdanmark. Pølser, is og tv i rigelige mængder. Ikke noget med petit four og gourmet, hvor portionernes størrelse er omvendt proportional med regningen. Og man kan selv vælge sine kugler. Der er både brownies, lion og Richard Ragnwalnød.
Men Finn holder stand som Audebodæmningen. Han er Venstres folkelige ansigt, og måske kan han spise sig tilbage til borgmesterposten med støtte fra Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard skal nemlig være dommer. Førstepræmien er et 32 tommers fladskærms tv. Andenpræmien er 5 kilo grillpølser med flutes og fransk hotdog dressing. Sådan går sommeren i udkantsdanmark. Pølser, is og tv i rigelige mængder. Ikke noget med petit four og gourmet, hvor portionernes størrelse er omvendt proportional med regningen. Og man kan selv vælge sine kugler. Der er både brownies, lion og Richard Ragnwalnød.
Donslund de Luxe - Kære Finn
Kære Finn Madsen
Undskyld, jeg i min sidste klumme skrev, at du var fra Venstre, da du skulle til isspisningskonkurrence i Gundestrup. Det er jo helt forkert. Du er Socialdemokrat.
”Hvordan kunne du tage fejl, han er da en typisk Socialdemokrat,” har folk omkring mig sagt. ”En rigtig pamper.”
Jeg ved egentlig ikke, hvad en pamper er, jeg ved bare, at du minder om min barndoms borgmester i Ikast. Han hed Thomas Poulsen og var venstremand og udtalte selv sit navn Tms.
Tms var folkekær på samme måde som dig, Finn. Han kørte rundt i en grøn folkevogn med porchemotor og havde stritører, der blafrede i vinden. Han var med i alt, f.eks. deltog han i Engesvang-brandmændenes nytårsparole på Pårup kro. Der fik man tarteletter, og det var en udfordring. Tallerknerne var nemlig så glatte, at tarteletterne gled ned i skødet. Og havde man spinlonkjole på og sad med let spredte ben, så virkede den som en trampolin.
Tms og brandmændene havde nu ikke spinlonkjoler på, men fulgte alligevel Per Højholdts råd til, hvordan man overmander en tartelet:
1. Man lader som ingenting.
2. Tarteletten tror sig sikker og slapper af.
3. Man fører gaflen op fra et bagholdsangreb og hugger den i tarteletten.
4. Tarteletten overgiver sig.
Måske var det også din strategi, da du generobrede mesterskabet i isspisningskonkurrencen i Gundestrup, Finn? Stort tillykke, i hvert fald!
Undskyld, jeg i min sidste klumme skrev, at du var fra Venstre, da du skulle til isspisningskonkurrence i Gundestrup. Det er jo helt forkert. Du er Socialdemokrat.
”Hvordan kunne du tage fejl, han er da en typisk Socialdemokrat,” har folk omkring mig sagt. ”En rigtig pamper.”
Jeg ved egentlig ikke, hvad en pamper er, jeg ved bare, at du minder om min barndoms borgmester i Ikast. Han hed Thomas Poulsen og var venstremand og udtalte selv sit navn Tms.
Tms var folkekær på samme måde som dig, Finn. Han kørte rundt i en grøn folkevogn med porchemotor og havde stritører, der blafrede i vinden. Han var med i alt, f.eks. deltog han i Engesvang-brandmændenes nytårsparole på Pårup kro. Der fik man tarteletter, og det var en udfordring. Tallerknerne var nemlig så glatte, at tarteletterne gled ned i skødet. Og havde man spinlonkjole på og sad med let spredte ben, så virkede den som en trampolin.
Tms og brandmændene havde nu ikke spinlonkjoler på, men fulgte alligevel Per Højholdts råd til, hvordan man overmander en tartelet:
1. Man lader som ingenting.
2. Tarteletten tror sig sikker og slapper af.
3. Man fører gaflen op fra et bagholdsangreb og hugger den i tarteletten.
4. Tarteletten overgiver sig.
Måske var det også din strategi, da du generobrede mesterskabet i isspisningskonkurrencen i Gundestrup, Finn? Stort tillykke, i hvert fald!
fredag den 17. juni 2011
Donslund de Luxe og rockerenglene
Jeg er ved at læse Dy Plambecks nye roman, der starter til motorcykelklubben Spitfires årlige bikertræf med øl, miss wet T-shirt konkurrence og 70’er stemning. Det minder om rockerne i min barndoms Ikast. De hed De vilde Engle, og en af englene, der hed Kurt, købte engang en brugt rustvogn. Min far havde også kigget på den. Måske man kunne bruge den til bageriet, havde bedemanden sagt. Men så var det alligevel lidt for makabert at bringe brød og kager ud i en ligvogn, syntes min far.
Englene købte rustvognen for en tusse, de skulle holde bikertræf, og der kunne være en masse øl bagi. Men den dag, de skulle hente de øl, opdagede de, der kun var plads til to, og de havde aftalt, at der skulle tre med til at slæbe.
”Så hopper du bare ind bagi,” sagde Kurt, og det gjorde Benny. Han lagde sig ned, foldede hænderne på brystet og forestillede sig, hvordan det ville være at køre sin sidste tur hen til krematoriet.
Da de stoppede i lyskrydset oppe på hovedgaden, sagde Kurt: ”Der er din mor, Benny.” Benny satte sig op, smilede og vinkede. Hans mor stod ved fodgængerfeltet og ventede på grøn lys med hindbærsnitter og formfranskbrød i indkøbsnettet, men da hun opdagede Benny, faldt hun om af et hjerteslag.
Bennys mor troede, han var død, for hvorfor skulle han ellers sidde bag i en ligvogn?
Englene købte rustvognen for en tusse, de skulle holde bikertræf, og der kunne være en masse øl bagi. Men den dag, de skulle hente de øl, opdagede de, der kun var plads til to, og de havde aftalt, at der skulle tre med til at slæbe.
”Så hopper du bare ind bagi,” sagde Kurt, og det gjorde Benny. Han lagde sig ned, foldede hænderne på brystet og forestillede sig, hvordan det ville være at køre sin sidste tur hen til krematoriet.
Da de stoppede i lyskrydset oppe på hovedgaden, sagde Kurt: ”Der er din mor, Benny.” Benny satte sig op, smilede og vinkede. Hans mor stod ved fodgængerfeltet og ventede på grøn lys med hindbærsnitter og formfranskbrød i indkøbsnettet, men da hun opdagede Benny, faldt hun om af et hjerteslag.
Bennys mor troede, han var død, for hvorfor skulle han ellers sidde bag i en ligvogn?
Donslund de Luxe og folkeskolen
Min storebror er lærer på vores gamle skole, som har jubilæum i år. Han er med i festskriftsudvalget og har spurgt, om jeg har lyst til at bidrage med en historie.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.
Donslund de Luxe – burning man
Engang nægtede en mand at lade mig betale min egen mad på en restaurant. Derfor lavede han en kæk afbrænding af mine pengesedler. Mens jeg forlod selskabet, tænkte jeg på noget, min idéhistorielærer, Hans Jørgen Thomsen, engang havde sagt:
Pengeøkonomi opstod samtidig med filosofi. Penge og filosofi vidner nemlig om evnen til at tænke abstrakt. Penge er en abstraktion over tuskhandel, mens filosofi er en abstraktion over livet.
I Efesos gik Heraklit således rundt og filosoferede over, hvordan alting flyder; både menneskelig væren, pøllerne i fællestoilettet og pengene i folks hænder. Det var abstraktion på mange niveauer, der samtidig gjorde sig gældende.
I dag er penge en vare på linje med en ko. Vores evne til at forstå penge er ikke ensbetydende med, at vi kan reflektere.
Nu er de sande filosoffer måske dem, der afskaffer pengene. Ude i Nevadas ørken kommer hvert år 50.000 mennesker til burning man festival. De bygger en by, medbringer kunst, musik, mad, vin og skøre idéer. Men ingen penge. For man må og kan ikke købe. Man må og kan kun give og dele. Sammen bygger de en statue af en mand og brænder ham af efter en uge. Så rydder de op, samler deres affald sammen og kører ud af ørkenen igen uden at efterlade et eneste spor.
Måske var manden fra restauranten en burning man. Måske var han bare en nar.
Pengeøkonomi opstod samtidig med filosofi. Penge og filosofi vidner nemlig om evnen til at tænke abstrakt. Penge er en abstraktion over tuskhandel, mens filosofi er en abstraktion over livet.
I Efesos gik Heraklit således rundt og filosoferede over, hvordan alting flyder; både menneskelig væren, pøllerne i fællestoilettet og pengene i folks hænder. Det var abstraktion på mange niveauer, der samtidig gjorde sig gældende.
I dag er penge en vare på linje med en ko. Vores evne til at forstå penge er ikke ensbetydende med, at vi kan reflektere.
Nu er de sande filosoffer måske dem, der afskaffer pengene. Ude i Nevadas ørken kommer hvert år 50.000 mennesker til burning man festival. De bygger en by, medbringer kunst, musik, mad, vin og skøre idéer. Men ingen penge. For man må og kan ikke købe. Man må og kan kun give og dele. Sammen bygger de en statue af en mand og brænder ham af efter en uge. Så rydder de op, samler deres affald sammen og kører ud af ørkenen igen uden at efterlade et eneste spor.
Måske var manden fra restauranten en burning man. Måske var han bare en nar.
torsdag den 7. april 2011
Donslund de Luxe - åbent brev til Mexico
Det er sidste aften i Mexico. Trætte og lykkelige afleverer min søn og jeg bilen hos Europcar og mangler kun en god nats søvn inden hjemrejsen. Ved informationsdisken står George og har sine forbindelser. Han kan skaffe et billigt værelse tæt på lufthavnen.
Vi kommer ind på et pedelkontor ved hotellets parkeringsplads. De har lige ét værelse tilbage, siger pedellen og åbner et nøgleskab med tomme søm: Se, alle værelser er lejet ud. Det bliver 800 pesos.
Jeg troede, jeg havde betalt halvdelen til George, men det er så ikke tilfældet. Vi skal vækkes halv seks og have en taxa kvart i, siger jeg. Pedellen indstiller telefonen til vækning. Vi skal bare lade nøglen ligge og smække, når vi går. Det er hans fridag i morgen.
Værelset er ramponeret med hvidklasket maling. Nede ved en oplyst swimmingpool er der caribisk musik i en palmebladsbar. Vi befinder os på bagsiden af et luksushotel.
Lidt efter ringer telefonen. Jeg skal komme ned og betale for taxaen.
George står foran pedelkontoret med chaufføren fra før. Pedro kører jer til lufthavnen i morgen, siger han. Det studser jeg ikke over, før jeg får besked på at betale 40 dollars for turen. Jeg ved, det max koster 40 pesos. Men får pludselig paranoia og betaler, for hvad er det egentlig for et underligt arrangement?
Om natten lukker jeg ikke et øje. Octavio Paz har sagt: der er én regel i Mexico, enten røvrender du de andre, eller også røvrender de dig.
Et raseri vælder op i mig. Den eneste, der er blevet røvrendt i relationen mig og Mexico, det er mig.
Ved tre-tiden får jeg den idé, at jeg må skrive et brev til George. Ved fire-tiden er brevet ikke bare til George, men til hele det mexicanske folk! Ved fem-tiden griner jeg af min egen naivitet. Ved seks-tiden spørger min søn, mens vi tjekker ind i lufthavnen, om jeg tror, vi er blevet snydt meget. Nah, siger jeg. Ikke så meget, at det gør noget…
Vi kommer ind på et pedelkontor ved hotellets parkeringsplads. De har lige ét værelse tilbage, siger pedellen og åbner et nøgleskab med tomme søm: Se, alle værelser er lejet ud. Det bliver 800 pesos.
Jeg troede, jeg havde betalt halvdelen til George, men det er så ikke tilfældet. Vi skal vækkes halv seks og have en taxa kvart i, siger jeg. Pedellen indstiller telefonen til vækning. Vi skal bare lade nøglen ligge og smække, når vi går. Det er hans fridag i morgen.
Værelset er ramponeret med hvidklasket maling. Nede ved en oplyst swimmingpool er der caribisk musik i en palmebladsbar. Vi befinder os på bagsiden af et luksushotel.
Lidt efter ringer telefonen. Jeg skal komme ned og betale for taxaen.
George står foran pedelkontoret med chaufføren fra før. Pedro kører jer til lufthavnen i morgen, siger han. Det studser jeg ikke over, før jeg får besked på at betale 40 dollars for turen. Jeg ved, det max koster 40 pesos. Men får pludselig paranoia og betaler, for hvad er det egentlig for et underligt arrangement?
Om natten lukker jeg ikke et øje. Octavio Paz har sagt: der er én regel i Mexico, enten røvrender du de andre, eller også røvrender de dig.
Et raseri vælder op i mig. Den eneste, der er blevet røvrendt i relationen mig og Mexico, det er mig.
Ved tre-tiden får jeg den idé, at jeg må skrive et brev til George. Ved fire-tiden er brevet ikke bare til George, men til hele det mexicanske folk! Ved fem-tiden griner jeg af min egen naivitet. Ved seks-tiden spørger min søn, mens vi tjekker ind i lufthavnen, om jeg tror, vi er blevet snydt meget. Nah, siger jeg. Ikke så meget, at det gør noget…
Donslund de Luxe på Sat’lit’en
Vores lokale døgner hedder Sat’lit’en. Foruden apostroffer sælger de brød, porno og cigaretter og har en spillehal i baglokalet.
Når jeg tænker på Darwins evolutionsteori er det ikke Sat’lit’en, der først falder mig ind. Så forestiller jeg mig snarere menneskeheden stå på skuldrene af hinanden for at perfektionere multitasking i rummet.
Jeg kender en, der engang gik til optagelsesprøve som jagerpilot. Under prøven sad han i en flysimulator og blev udsat for en større og større mængde stress, knapper der lyste, andre der bippede, ting han skulle gøre. Jagerpiloter skal kunne holde hovedet koldt og klare syv ting på én gang, ellers falder flyet ned, fortalte han.
Jeg forestiller mig, at det ypperste menneske kan håndtere en ligeså stor mængde stress som en jagerpilot, samtidig med at det med lethed klarer både kvadratrødder, Bezzerwizzer og parallelparkering. Jeg tænker, at vi er i gang med et mentalt udskillelsesløb, hvor vi bliver udsat for stigende pres med det ene formål at producere mennesker, som kommer til at sikre artens overlevelse i en sci-fi fremtid.
Og det er ikke nødvendigvis dem, jeg kan høre hoste inde i spillebulen i Sat’lit’ens baglokale.
Men måske tager jeg fejl. Måske er verdens vilje i gang med at forfine forskellige typer og ikke kun genier. Måske skyldes polariseringen, at verden ikke ved, hvem der vinder i sidste ende.
Næste gang jeg kommer i Sat’lit’en og går ud igen, kan det være, resten af verden er forsvundet. Alt er goldt og øde, tilbage står kun døgneren med blinkende spillemaskiner og rygende gæster på livslang overførselsindkomst.
Lars Qvortrup har sagt, at det perfekte menneske, er det menneske, der selv har skabt sin egen perfektion. Måske er det også en perfektion at hænge ud i Sat’lit’en dagen lang, spille Space Ace og vide præcist, hvornår man får jackpot.
Når jeg tænker på Darwins evolutionsteori er det ikke Sat’lit’en, der først falder mig ind. Så forestiller jeg mig snarere menneskeheden stå på skuldrene af hinanden for at perfektionere multitasking i rummet.
Jeg kender en, der engang gik til optagelsesprøve som jagerpilot. Under prøven sad han i en flysimulator og blev udsat for en større og større mængde stress, knapper der lyste, andre der bippede, ting han skulle gøre. Jagerpiloter skal kunne holde hovedet koldt og klare syv ting på én gang, ellers falder flyet ned, fortalte han.
Jeg forestiller mig, at det ypperste menneske kan håndtere en ligeså stor mængde stress som en jagerpilot, samtidig med at det med lethed klarer både kvadratrødder, Bezzerwizzer og parallelparkering. Jeg tænker, at vi er i gang med et mentalt udskillelsesløb, hvor vi bliver udsat for stigende pres med det ene formål at producere mennesker, som kommer til at sikre artens overlevelse i en sci-fi fremtid.
Og det er ikke nødvendigvis dem, jeg kan høre hoste inde i spillebulen i Sat’lit’ens baglokale.
Men måske tager jeg fejl. Måske er verdens vilje i gang med at forfine forskellige typer og ikke kun genier. Måske skyldes polariseringen, at verden ikke ved, hvem der vinder i sidste ende.
Næste gang jeg kommer i Sat’lit’en og går ud igen, kan det være, resten af verden er forsvundet. Alt er goldt og øde, tilbage står kun døgneren med blinkende spillemaskiner og rygende gæster på livslang overførselsindkomst.
Lars Qvortrup har sagt, at det perfekte menneske, er det menneske, der selv har skabt sin egen perfektion. Måske er det også en perfektion at hænge ud i Sat’lit’en dagen lang, spille Space Ace og vide præcist, hvornår man får jackpot.
Donslund de Luxe – med englekort
”Jeg har fået englekort med posten,” siger jeg til min kæreste. Han kigger skeptisk på pakken. Kortene er fra min alternative veninde i Århus. Der står i brugsanvisningen, at de kan bruges til meditation og afklaring. Hvis man har et problem, kan man spørge englene til råds.
Jeg ved, han synes, det er latterligt.
På en måde synes jeg også, det er langt ude, men jeg gider ikke give ham ret, for jeg har lige læst, at Kasper Colling, der har fået Bogforums debutantpris, mener, man skal være åben overfor det groteske.
”Træk et kort,” siger jeg. ”Det er bare ord.” Han sukker, trækker et. På bagsiden er der en engel. Dens vinger blafrer lidt.
”Compassion,” læser min kæreste. Medfølelse.
”Det er nok ikke min stærke side,” siger han. ”Jeg køber aldrig Hus Forbi.”
Det gør jeg. I hvert fald når han er med. I hvert fald når han mener, det er aflad.
Så er det mig. ”Commitment,” står der på mit kort. Det minder mig om Anders Køge Svømmehal Møller. Han var den første, jeg hørte bruge udtrykket ”at comitte sig.” Han var taget i pressely på Rønshoved, men endte med at stå frem og fortælle sin historie til en poesiaften. Han havde comitted sig til politik, sagde han og var både sød og naiv på en Klovn-agtig måde. Men Frank Hvam-fadæser går ikke i dansk politik, og der sluttede dét commitment.
”Det ord gør mig lidt trist,” siger jeg. ”Nogen comitter sig, sætter alt ind, brænder for det, det er så sårbart. Især når det er én selv.”
”Hvorfor?” spørger min kæreste.
”Slutningen bliver for synlig,” siger jeg og rækker ham englekortene. Men han gider ikke mere, det er noget new age pis.
Senere, da vi ligger i sengen, siger han: ”Jeg har et ord, du kan sove på.” Det er bare et ord, han kom til at tænke på. Ordet er samdrægtighed. Hans vejrtrækning er dyb, da en engel går gennem rummet. Jeg er lysvågen. Den blafrer lidt med vingerne og sukker: samdrægtighed…
Jeg ved, han synes, det er latterligt.
På en måde synes jeg også, det er langt ude, men jeg gider ikke give ham ret, for jeg har lige læst, at Kasper Colling, der har fået Bogforums debutantpris, mener, man skal være åben overfor det groteske.
”Træk et kort,” siger jeg. ”Det er bare ord.” Han sukker, trækker et. På bagsiden er der en engel. Dens vinger blafrer lidt.
”Compassion,” læser min kæreste. Medfølelse.
”Det er nok ikke min stærke side,” siger han. ”Jeg køber aldrig Hus Forbi.”
Det gør jeg. I hvert fald når han er med. I hvert fald når han mener, det er aflad.
Så er det mig. ”Commitment,” står der på mit kort. Det minder mig om Anders Køge Svømmehal Møller. Han var den første, jeg hørte bruge udtrykket ”at comitte sig.” Han var taget i pressely på Rønshoved, men endte med at stå frem og fortælle sin historie til en poesiaften. Han havde comitted sig til politik, sagde han og var både sød og naiv på en Klovn-agtig måde. Men Frank Hvam-fadæser går ikke i dansk politik, og der sluttede dét commitment.
”Det ord gør mig lidt trist,” siger jeg. ”Nogen comitter sig, sætter alt ind, brænder for det, det er så sårbart. Især når det er én selv.”
”Hvorfor?” spørger min kæreste.
”Slutningen bliver for synlig,” siger jeg og rækker ham englekortene. Men han gider ikke mere, det er noget new age pis.
Senere, da vi ligger i sengen, siger han: ”Jeg har et ord, du kan sove på.” Det er bare et ord, han kom til at tænke på. Ordet er samdrægtighed. Hans vejrtrækning er dyb, da en engel går gennem rummet. Jeg er lysvågen. Den blafrer lidt med vingerne og sukker: samdrægtighed…
Donslund de Luxe – er en illusion
Religionsfrihed er et dogme sat sammen af to påbud: du skal være religiøs, og du skal være fri. I min barndom skulle jeg tro, og der var kun én Gud. Da jeg blev ung, skulle jeg være fri, og der var kun én frihed. Det var Moden. Også når det handlede om, at vi skulle være topløse og frigjort fra markedsmekanismer. Også når vi stemte til venstre i 70’erne og til højre i 80’erne. Det var alt sammen moderne, det var bølger, der tog os, og som gav os en følelse af frihed, men dybest set gjorde vi bare som de andre. Og måske fandt vi ud af, at det hele var en illusion. At religion er en illusion. At frihed er en illusion. At sandhed er. Måske.
Individet er i hvert fald ikke bedre end det samfund, det er en del af. Især ikke nu, hvor der er et eller andet (moderne) påbud om, at vi skal være etiske og gennemsigtige. Så vidt jeg ved, betyder det at være etisk, at jeg’et ikke kan slippe udenom ansvaret. Desværre er vi mange, der ikke for alvor har fattet dette.
Dansk folkeparti har haft nemt ved at tage os med bukserne nede, så de ikke kun er i gang med at pule alle indvandrere, de er også i gang med at pule værdinihilisterne. Os, der troede, vi havde hævet os over godt og ondt og set på verdens teater udefra, leet hånligt ad fremmedangsten og gjort grin med nationalromantikernes gigantiske patos.
Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at træde ind i illusionen igen og finde en måde, vi kan bekæmpe dem på. Men hvordan? Skal vi ned i sumpen og lave mudderslåskamp? Skal vi nedbryde partiet indefra, melde os ind og få hele flokken til at fatte, at deres Kampf en illusion? Eller kunne vi simpelthen lave en gang apartheid, hvor racisterne kunne få lov til at bo for sig selv ude på Sejrø! Så kunne de sejre ad helvede til, mens vi andre sætter vores tørklæder, hvor vi vil.
Individet er i hvert fald ikke bedre end det samfund, det er en del af. Især ikke nu, hvor der er et eller andet (moderne) påbud om, at vi skal være etiske og gennemsigtige. Så vidt jeg ved, betyder det at være etisk, at jeg’et ikke kan slippe udenom ansvaret. Desværre er vi mange, der ikke for alvor har fattet dette.
Dansk folkeparti har haft nemt ved at tage os med bukserne nede, så de ikke kun er i gang med at pule alle indvandrere, de er også i gang med at pule værdinihilisterne. Os, der troede, vi havde hævet os over godt og ondt og set på verdens teater udefra, leet hånligt ad fremmedangsten og gjort grin med nationalromantikernes gigantiske patos.
Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at træde ind i illusionen igen og finde en måde, vi kan bekæmpe dem på. Men hvordan? Skal vi ned i sumpen og lave mudderslåskamp? Skal vi nedbryde partiet indefra, melde os ind og få hele flokken til at fatte, at deres Kampf en illusion? Eller kunne vi simpelthen lave en gang apartheid, hvor racisterne kunne få lov til at bo for sig selv ude på Sejrø! Så kunne de sejre ad helvede til, mens vi andre sætter vores tørklæder, hvor vi vil.
Donslund de Luxe i handskerummet
Jeg har fået en sjov bog fra 1968. Mærkeligt nok handler den ikke om ungdomsoprøret, men om jyske runestene. Alligevel er det ikke det, der er det sjove. Det sjove er, at bogen er en del af en serie, der hedder handskerumsbøgerne, og at der på bagsiden står: ”Turisten og søndagsbilisten vil gerne på en lettilgængelig måde erhverve sig viden om det, han ser på sin tur.” Forsiden er et foto af en runesten taget ud af et bilvindue.
Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut. Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.
Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene. Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.
Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut. Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.
Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene. Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.
torsdag den 21. oktober 2010
Donslund de Luxe – med fingrene i skridtet
Det var på Island. Vi havde redet hele dagen, skiftet hest tre gange, tøltet gennem lavaørkener, lupindale og brusende floder, set røgskyer fra Eyjafjellajøkull og tordenvejr over Hekla. En af mine heste havde været svær at holde tilbage, så mine arme og skulderblade var slemt syret til.
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!
Hot and Not
Hot
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Donslund de Luxe til nøgensumo
Jeg læser Sumobrødre af Morten Ramsland, og jeg mærker det næsten ikke, da mit tøj falder af. Jeg tumler ophedet rundt på gulvet med andre sumobrødre og søstre, får en flaprende tissemand, oppustede kinder og slimede ben. Jeg er en frø, en gammel græker, et barn på ti.
Min kusine lærte mig at lege doktor. Doktoren havde altid tabt noget mellem patientens ben. Eller også skulle han strække sig så langt, at hans læber strejfede hendes. Det var en god leg, som jeg forpligtede mig til at lære videre til veninder og andre kusiner. Hinkeruder var der ingen, der gad lære, men doktor var et hit.
Vi legede også mand og dame. Louise ville kun være dame. Men når jeg legede med Dorthe, var hun manden. Dorthe var god til at være mand. Hun var stor og stærk på en fremmed og skræmmende måde.
I Sumobrødre tager Frank og Lars al tøjet af og låser døren, når de skal lave sumobrydning. De tumler rundt i timevis, hud mod hud. Men Lars’ nysgerrige mor lirker vinduet op og kigger under gardinet. ”Hvad laver I?” spørger hun. Frank er hoppet ind i skabet. Lars sidder nøgen på sengen. Hvad skal han sige?
Engang kiggede Dorthes mor ind ad vinduet. Dorthe lå ovenpå mig med røde kinder og trutlæber, da hendes mors ansigt blev stort bag pyntegardinet. Pludselig var det som om, vi var nøgne, selvom vi havde tøj på. Fløjlsbukser og velourtrøjer. To sekunder efter trampede jeg op ad J.P. Jacobsensvej på minicykel og var blevet for gammel til den slags lege.
Men sumobrydning bliver man aldrig for gammel til. På Christiansborg ruller de nogle gange gardinerne for og tager en omgang sumo hele folketingssalen. ”Vi snupper lige en ophedet demokratisk debat,” siger de. Og så tumler Lars, Frank, Birthe og alle de andre nøgne rundt mellem stolene som ægte sumobrødre.
Min kusine lærte mig at lege doktor. Doktoren havde altid tabt noget mellem patientens ben. Eller også skulle han strække sig så langt, at hans læber strejfede hendes. Det var en god leg, som jeg forpligtede mig til at lære videre til veninder og andre kusiner. Hinkeruder var der ingen, der gad lære, men doktor var et hit.
Vi legede også mand og dame. Louise ville kun være dame. Men når jeg legede med Dorthe, var hun manden. Dorthe var god til at være mand. Hun var stor og stærk på en fremmed og skræmmende måde.
I Sumobrødre tager Frank og Lars al tøjet af og låser døren, når de skal lave sumobrydning. De tumler rundt i timevis, hud mod hud. Men Lars’ nysgerrige mor lirker vinduet op og kigger under gardinet. ”Hvad laver I?” spørger hun. Frank er hoppet ind i skabet. Lars sidder nøgen på sengen. Hvad skal han sige?
Engang kiggede Dorthes mor ind ad vinduet. Dorthe lå ovenpå mig med røde kinder og trutlæber, da hendes mors ansigt blev stort bag pyntegardinet. Pludselig var det som om, vi var nøgne, selvom vi havde tøj på. Fløjlsbukser og velourtrøjer. To sekunder efter trampede jeg op ad J.P. Jacobsensvej på minicykel og var blevet for gammel til den slags lege.
Men sumobrydning bliver man aldrig for gammel til. På Christiansborg ruller de nogle gange gardinerne for og tager en omgang sumo hele folketingssalen. ”Vi snupper lige en ophedet demokratisk debat,” siger de. Og så tumler Lars, Frank, Birthe og alle de andre nøgne rundt mellem stolene som ægte sumobrødre.
tirsdag den 8. juni 2010
Donslund de Luxe til happy meal
Nogle gange går jeg rundt med en følelse af, at et eller andet er forkert. At jeg er i den forkerte krop, i det forkerte land, i det forkerte par sko. Og det er egentlig fjollet, for efterhånden som tiden går, får jeg trods alt udfyldt mig selv mere og mere med den jeg… er. Hvis altså Sokrates havde ret i, at jeg indeholder al viden, jeg skal blot huske den, eller Christen Kold havde ret i, at alle frø er der, de skal bare vandes.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.
Donslund de Luxe og det høje moraltræ
”Der står sådan et højt moraltræ i din have,” sagde min nye nabo, inden jeg flyttede ind. Moraltræ? Jeg var ikke havemenneske og havde aldrig før hørt om moraltræer, heller ikke de høje, heller ikke selvom jeg kommer fra Ikast.
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…
torsdag den 25. marts 2010
Donslund de Luxe med Løkke i sengen
”Jeg drømte, at statsministeren sad i fodenden af sengen,” sagde min kæreste i morges. Jeg tændte lyset, der sad ikke nogen. ”Hvad ville han?” spurgte jeg og snusede. Magtens sved og smøger røget i smug på Christiansborgs bagtrappe hang stadig i luften. Min kæreste vidste ikke, hvad han ville, og han var heller ikke sikker på, at det var Lars Løkke. Det var ligesom bare en statsminister. ”Var det så Fogh? Nyrup? Anker?” Han trak på skuldrene og gik ud for at lave kaffe. Jeg gik efter: ”Hvad tror du, det betyder?” Det vidste han ikke, han var også ligeglad, det var jo bare en drøm, og nu havde han glemt den.
Men jeg ville godt vide, hvad statsministeren lavede i min kærestes drøm, så jeg tog computeren, googlede drømmetydning og fik en million hits. Masser af okkulte blå sider med gul skrift og blinkende stjerner. Dyr, huse og biler var alt sammen noget med drifter. Ingen statsminstre, men hov:
Sengekammerat: hvis du ligger i sengen med en ven betyder det, at du kan komme til at gøre noget dumt.
Min kæreste kom ind med kaffen. Jeg fik dårlig samvittighed over at snage i hans underbevidsthed. På den anden side måtte jeg også advare ham. ”Vil du gerne være venner med Lars Løkke?” spurgte jeg. Næh, han troede ikke, han kunne blive venner med nogen politikere. ”Men det kan da være, Lars Løkke gerne vil være venner med mig,” smilede han.
”Okay,” sagde jeg og blev i tvivl om, hvad jeg så skulle gøre. Jeg mener, hvis Lars Løkke gør noget dumt, kan det jo få betydning for os alle. Men beroligede drømmetyderen mig: hvis du drømmer, at du sidder i regering, betyder det, at du har styr på tingene. Og dét må Løkke have drømt, ellers kunne han jo ikke have siddet i min seng og været statsminister.
Men jeg ville godt vide, hvad statsministeren lavede i min kærestes drøm, så jeg tog computeren, googlede drømmetydning og fik en million hits. Masser af okkulte blå sider med gul skrift og blinkende stjerner. Dyr, huse og biler var alt sammen noget med drifter. Ingen statsminstre, men hov:
Sengekammerat: hvis du ligger i sengen med en ven betyder det, at du kan komme til at gøre noget dumt.
Min kæreste kom ind med kaffen. Jeg fik dårlig samvittighed over at snage i hans underbevidsthed. På den anden side måtte jeg også advare ham. ”Vil du gerne være venner med Lars Løkke?” spurgte jeg. Næh, han troede ikke, han kunne blive venner med nogen politikere. ”Men det kan da være, Lars Løkke gerne vil være venner med mig,” smilede han.
”Okay,” sagde jeg og blev i tvivl om, hvad jeg så skulle gøre. Jeg mener, hvis Lars Løkke gør noget dumt, kan det jo få betydning for os alle. Men beroligede drømmetyderen mig: hvis du drømmer, at du sidder i regering, betyder det, at du har styr på tingene. Og dét må Løkke have drømt, ellers kunne han jo ikke have siddet i min seng og været statsminister.
Hot & Not
Hot
Rødder
Jeg har været nomade i 23 år, haft 15 forskellige folkeregisteradresser, rejst i længere perioder og i det hele taget været skeptisk overfor det såkaldt nære (sladdervorne) samfund. Nu har jeg købt hus i Vallekilde, meldt mig ind i valgmenigheden og fundet ud af, hvor bagermorderen boede. Jeg ved også, at træerne foran det gamle jordmoderhus betyder gode fædre, og at Orne-Bodil engang huserede. Det ser ud til, at jeg har slået rødder.
Spontane fester
Det kan være svært at slæbe sig gennem formelle fester, hvor man sidder og fingerer ved sit bordkort i timevis. Men spontane kom-sammener med fælles buffet og mangel på stole, det elsker jeg. Fri for forventninger og tvangsritualer, der kan ødelægge den potentielt gode stemning.
Fantasi
Fantasi er efter min mening den vigtigste kilde til livsglæde. Den står på spring hele tiden, og når nogen siger f.eks. kanelsnegl, kommer de sjoveste billeder. Til gengæld hader jeg udtrykket: ”Kun fantasien sætter grænser”. Det er da lige netop det, den ikke gør.
Not
Celebrity buddhister
Hvor gider jeg dog ikke høre mere om buddhistisk ro og personlige indiske guruer, der hjælper stakkels celebrities med at meditere sig gennem rigdom, succes og skattelettelser. Tro, der ikke er privat, er ikke andet end fucking branding. Det er ikke buddhisme, der er noget i vejen med, det er måden…
Omgangssyge
Omgangssyge er fællesskabets største fjende. Det slog Marie Abel Trier ihjel i Vallekilde Højskoles spisesal i 1873, fordi de var fire om samme tallerken. Og selvom det ikke længere er tyfus og difteritis, der er problemet, kan det godt lægge en dæmper på en skiferie, hvor 19 mennesker bor i hytte sammen - og er fire om samme spand.
Pral
Inderst inde ved jeg godt, at pralhalse praler, fordi de er bekræftelsessyge, har lavt selvværd (eller er politikere), og at de ligeså tit ligger i fosterstilling med tommelfingeren i munden og bliver aet over håret af deres mødre og koner. Men det er utroligt anstrengende at høre på selvhævdende omnipotent ævl. Lige meget hvor fantastisk du er, så er du også bare en lille pissemyre, der pludselig er fladtrådt, død og glemt.
Rødder
Jeg har været nomade i 23 år, haft 15 forskellige folkeregisteradresser, rejst i længere perioder og i det hele taget været skeptisk overfor det såkaldt nære (sladdervorne) samfund. Nu har jeg købt hus i Vallekilde, meldt mig ind i valgmenigheden og fundet ud af, hvor bagermorderen boede. Jeg ved også, at træerne foran det gamle jordmoderhus betyder gode fædre, og at Orne-Bodil engang huserede. Det ser ud til, at jeg har slået rødder.
Spontane fester
Det kan være svært at slæbe sig gennem formelle fester, hvor man sidder og fingerer ved sit bordkort i timevis. Men spontane kom-sammener med fælles buffet og mangel på stole, det elsker jeg. Fri for forventninger og tvangsritualer, der kan ødelægge den potentielt gode stemning.
Fantasi
Fantasi er efter min mening den vigtigste kilde til livsglæde. Den står på spring hele tiden, og når nogen siger f.eks. kanelsnegl, kommer de sjoveste billeder. Til gengæld hader jeg udtrykket: ”Kun fantasien sætter grænser”. Det er da lige netop det, den ikke gør.
Not
Celebrity buddhister
Hvor gider jeg dog ikke høre mere om buddhistisk ro og personlige indiske guruer, der hjælper stakkels celebrities med at meditere sig gennem rigdom, succes og skattelettelser. Tro, der ikke er privat, er ikke andet end fucking branding. Det er ikke buddhisme, der er noget i vejen med, det er måden…
Omgangssyge
Omgangssyge er fællesskabets største fjende. Det slog Marie Abel Trier ihjel i Vallekilde Højskoles spisesal i 1873, fordi de var fire om samme tallerken. Og selvom det ikke længere er tyfus og difteritis, der er problemet, kan det godt lægge en dæmper på en skiferie, hvor 19 mennesker bor i hytte sammen - og er fire om samme spand.
Pral
Inderst inde ved jeg godt, at pralhalse praler, fordi de er bekræftelsessyge, har lavt selvværd (eller er politikere), og at de ligeså tit ligger i fosterstilling med tommelfingeren i munden og bliver aet over håret af deres mødre og koner. Men det er utroligt anstrengende at høre på selvhævdende omnipotent ævl. Lige meget hvor fantastisk du er, så er du også bare en lille pissemyre, der pludselig er fladtrådt, død og glemt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
