mandag den 16. november 2009
Donslund de Luxe på Olympen
Da Adolf H. byggede det Olympiske stadion i Berlin, drømte han om at komme ind i evigheden. Måske ville de tværgående bjælker forstøve, men dem, der rakte op i himlen, ville stå der til alle tider. Jeg sidder blandt 13.134 tilskuere og ser Hertha Berlin tabe til Herenveen. En af spillerne springer over banden og forlader stadion i vrede. Han ser ikke, at dommeren vinker med et rødt kort. Hvad der gjorde ham sur, lagde jeg ikke mærke til, for jeg sad og forestillede mig, hvordan her var, da folk gik amok i heilen til førertribunen, og jeg undrer mig over, at selv idioter kan tænke smukke tanker. Om tusind år har folk glemt uhyret, så er der kun emperiets storhed, folkevogne og søjler tilbage. ”Hvis Hitler var en græsk Gud på Olympen, hvem tror du så, han ville være?” hvisker jeg til min ven Zarathustra. Han nipper til sin alkoholfrie Fassbier og kipper med flaget. ”Hera,” smiler han og tørrer skum af læberne. ”Hera var ligeså jaloux som nazisterne og Stasi tilsammen!” Jeg kommer i tanke om min ungdomskæreste, der udspionerede mig fra tage og træer, og som svingede mellem (megalo)manisk charme og svigtende selvværd. Senere blev han indlagt. Bare tanken om kærlighedssvigt ødelægger drømmen om evighed, og det er ubærligt. Selv smed jeg min eksmands mobil i toilettet efter at have rodet hans ting igennem og fundet fældende beviser for utroskab. Hver gang jeg hørte trafikradio efter bruddet, ønskede jeg, at han fik det røde kort i Ishøjsammenfletningen. Jeg tror ikke, Zarathustra nogensinde har haft det så gement. Måske er det derfor, Orienten er morgenlandet, og vi er aftenlandet, der forstøver i rædsel over mørkets magt. I Orienten ved de jo godt, at solen ikke står op, men at evigheden bare går i ring.
Hot & Not i Højskolebladet
Hot
Banaliteter
Indimellem er det flovt, at ens liv består af banaliteter. Dagligdags banaliteter og dramatiske banaliteter. Men banaliteter. Du står op, går i badeværelset, spiser morgenmad, går på arbejde, siger din mening eller lader være, forelsker dig, føler dig ensom, skriver et digt, ser fjernsyn, græder, griner, elsker, skider, tjekker din mail, går i seng. I virkeligheden betyder banal: det fælles. Eller de fælles regler, der vedrører alle. Af og til må man så gøre oprør mod det banale, selvom det også er banalt, for der er altid nogen, der har gjort det før dig. Til gengæld er der aldrig nogen, der har levet livet banalt på lige nøjagtig DIN måde. Der er aldrig nogen, der har levet livet så banalt som netop DIG. Og det er jo en trøst.
Tine Bryld
Jeg vil være ligesom Tine Bryld, jeg vil kæmpe for de svage, jeg vil have to grønlandske fanger (ikke fra Nuuk men fra Herstedvester) boende, jeg vil låne min bil ud til en, der aldrig kommer tilbage med den, jeg vil lytte til titusind unge, der trænger til at snakke, jeg vil have mine mørke sider, jeg vil skrive bøger, som rækker hånden ud mod dem, der kæmper med identiteten, jeg vil drikke et glas rødvin og se Colombo for at falde ned, jeg vil forstå alting i verden, alle opturene og alle nedturene, og jeg vil kende det hele fra mig selv.
Anders And
Én gang om ugen fik jeg Anders And som barn, og én gang om ugen får mine børn bladet. Det er som at have fået en gammel ven tilbage, og selvom det ikke er Carl Barks niveau det hele, så er den and mit idol. Ingen andre af dine venner kan få lov til at opføre sig så dumt, tåbeligt og barnligt uden du holder mindre af dem af den grund. Faktisk holder jeg mest af Anders And, når han er rigtig åndssvag og går i indædt krig mod sin nabo eller den evigt utålelige Fætter Højben.
Orlov
FFD har givet mig orlov i tre måneder for 8 års tro tjeneste i standen. Kunne godt tænke mig, at det blev en tradition hvert år ved denne tid. Så kunne jeg bo på Haiti om vinteren og være Jørgen Leths genbo og bedste ven. Vi kunne snuppe en drink i skumringen og ryge en cerut og tale om livets pikanterier.
Not
Sorte huller
Når jeg har sagt min mening stærkt, kontant og altid spontant, føler jeg først en lettelse, en styrke i rygraden, for nu blev der klare linjer. Men bagefter er det som om, der er opstået et sort felt, et sort hul i universet, og det er som om, man aldrig mere kan trække noget tilbage, der først er endt dér. Det, der ér, holder op med at være. Det, der er skabt og bygget op, bliver revet ned og dør i et snuptag. Ved ét enkelt udsagn. Én skråsikker udtalelse. Big Bang-maskinen er oppe at køre igen. Men mysteriet om de sorte huller mellem os, det kender vi dybest set godt selv.
Meningsløshed
Meningsløsheden er meningsløs. Kunne den i det mindste have retning. Eller form. Eller i det mindste en lugt. Måske har den en lugt: Indelukket søndag mellem 13 og 14. Der er ikke andet at gøre end at få de vinduer op.
Nej
Engang fik min mor et julekort fra vores familie i Haslev, som skrev, at det var vigtigt, hun sagde nej til det, hun ikke magtede. Det var vigtigt, hun sagde fra. Især når nogen ville have hende til noget, når nogen krævede noget af hende. Som hendes børn. De meget krævende børn. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være vigtigere at sige fra end at sige til. Men det er der jo nogen, der går meget op i.
Dannebrog
Jeg er ked af det, men jeg kan ikke længere med dannebrog. Kun til børnefødselsdage køber jeg stadig en pakke med 20 flag oppe i Super Brugsen. Hvis jeg ellers hejser et flag, signalerer jeg, at jeg er et utolerant og nationalistisk fjols.
Banaliteter
Indimellem er det flovt, at ens liv består af banaliteter. Dagligdags banaliteter og dramatiske banaliteter. Men banaliteter. Du står op, går i badeværelset, spiser morgenmad, går på arbejde, siger din mening eller lader være, forelsker dig, føler dig ensom, skriver et digt, ser fjernsyn, græder, griner, elsker, skider, tjekker din mail, går i seng. I virkeligheden betyder banal: det fælles. Eller de fælles regler, der vedrører alle. Af og til må man så gøre oprør mod det banale, selvom det også er banalt, for der er altid nogen, der har gjort det før dig. Til gengæld er der aldrig nogen, der har levet livet banalt på lige nøjagtig DIN måde. Der er aldrig nogen, der har levet livet så banalt som netop DIG. Og det er jo en trøst.
Tine Bryld
Jeg vil være ligesom Tine Bryld, jeg vil kæmpe for de svage, jeg vil have to grønlandske fanger (ikke fra Nuuk men fra Herstedvester) boende, jeg vil låne min bil ud til en, der aldrig kommer tilbage med den, jeg vil lytte til titusind unge, der trænger til at snakke, jeg vil have mine mørke sider, jeg vil skrive bøger, som rækker hånden ud mod dem, der kæmper med identiteten, jeg vil drikke et glas rødvin og se Colombo for at falde ned, jeg vil forstå alting i verden, alle opturene og alle nedturene, og jeg vil kende det hele fra mig selv.
Anders And
Én gang om ugen fik jeg Anders And som barn, og én gang om ugen får mine børn bladet. Det er som at have fået en gammel ven tilbage, og selvom det ikke er Carl Barks niveau det hele, så er den and mit idol. Ingen andre af dine venner kan få lov til at opføre sig så dumt, tåbeligt og barnligt uden du holder mindre af dem af den grund. Faktisk holder jeg mest af Anders And, når han er rigtig åndssvag og går i indædt krig mod sin nabo eller den evigt utålelige Fætter Højben.
Orlov
FFD har givet mig orlov i tre måneder for 8 års tro tjeneste i standen. Kunne godt tænke mig, at det blev en tradition hvert år ved denne tid. Så kunne jeg bo på Haiti om vinteren og være Jørgen Leths genbo og bedste ven. Vi kunne snuppe en drink i skumringen og ryge en cerut og tale om livets pikanterier.
Not
Sorte huller
Når jeg har sagt min mening stærkt, kontant og altid spontant, føler jeg først en lettelse, en styrke i rygraden, for nu blev der klare linjer. Men bagefter er det som om, der er opstået et sort felt, et sort hul i universet, og det er som om, man aldrig mere kan trække noget tilbage, der først er endt dér. Det, der ér, holder op med at være. Det, der er skabt og bygget op, bliver revet ned og dør i et snuptag. Ved ét enkelt udsagn. Én skråsikker udtalelse. Big Bang-maskinen er oppe at køre igen. Men mysteriet om de sorte huller mellem os, det kender vi dybest set godt selv.
Meningsløshed
Meningsløsheden er meningsløs. Kunne den i det mindste have retning. Eller form. Eller i det mindste en lugt. Måske har den en lugt: Indelukket søndag mellem 13 og 14. Der er ikke andet at gøre end at få de vinduer op.
Nej
Engang fik min mor et julekort fra vores familie i Haslev, som skrev, at det var vigtigt, hun sagde nej til det, hun ikke magtede. Det var vigtigt, hun sagde fra. Især når nogen ville have hende til noget, når nogen krævede noget af hende. Som hendes børn. De meget krævende børn. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være vigtigere at sige fra end at sige til. Men det er der jo nogen, der går meget op i.
Dannebrog
Jeg er ked af det, men jeg kan ikke længere med dannebrog. Kun til børnefødselsdage køber jeg stadig en pakke med 20 flag oppe i Super Brugsen. Hvis jeg ellers hejser et flag, signalerer jeg, at jeg er et utolerant og nationalistisk fjols.
Donslund de Luxe i Lundins hoved
Det var fordi Jens Andersen sagde, at den bog ikke havde sin berettigelse, jeg blev nysgerrig. Han diskuterede med en velklædt mand fra forlaget Turbulenz, der har udgivet Peter Lundins selvbiografi. Forlagsmanden sagde, at det var af almen interesse at komme ind i hovedet på en psykopat.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.
onsdag den 16. september 2009
Donslund de luxe - på op- og nedtur
Det var min kæreste, der fandt på, at vi skulle bestige Galhøpiggen. Det havde en af hans venner gjort. 2469 m. På nettet fandt jeg billeder af folk i skitøj, der gik i sne bundet fast til hinanden med reb. ”Det er om vinteren, det der,” hævdede min kæreste. Hans ven havde vist gået der i klipklapper.
Da vi kom over trægrænsen, fandt vi ud af, at det ikke var et vinterbillede. Det var en gletcher. ”Det kan ikke passe, at han har gået i klipklapper her,” stønnede min kæreste, mens vi asede mod toppen. Men det gjorde ikke noget. Vi svedte og kæmpede og klarede det, vandrestøvlerne var af goretex, jeg sked bag en klippe, rensdyrene gloede, sneskyerne lettede, og på vejen ned, så vi omridset af Bjergbestigersken på enhver fjeldtop. Man kan godt tale om en slags lykke.
Men så fik jeg en sms. Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, (hvis hoteller ellers ligner Vallekilde fuldstændig vildt), men i højskolens arvesynd: Et kollaps i folkeoplysningens tjeneste. Jeg ved, det er risikoen, når ens arbejde er en passion, men hvor mange sidder der ude og tænker: Bliver jeg den næste?
Da jeg som barn gik hærvejsmarch og sang ”Bakke ned og bakke op…”, anede jeg ikke, at voksenlivet havde så mange bjerge, der skulle bestiges, så mange elve, der skulle forceres. Det var jo ren højskole, når vi gik og skrålede: ”Under tvang, nej med sang går vor målbevidste gang…!”
Det viste sig, at vennen slet ikke havde været på Galhøpiggen. Og at det var en frisbee og ikke klipklapper, han var kommet til at tage med. Klog af erfaring vil jeg alligevel til næste op- og nedtur anbefale: solidt fodtøj, en skulder at græde ud ved, chokolade og en rulle toiletpapir. For der kommer altid et bakke til.
Da vi kom over trægrænsen, fandt vi ud af, at det ikke var et vinterbillede. Det var en gletcher. ”Det kan ikke passe, at han har gået i klipklapper her,” stønnede min kæreste, mens vi asede mod toppen. Men det gjorde ikke noget. Vi svedte og kæmpede og klarede det, vandrestøvlerne var af goretex, jeg sked bag en klippe, rensdyrene gloede, sneskyerne lettede, og på vejen ned, så vi omridset af Bjergbestigersken på enhver fjeldtop. Man kan godt tale om en slags lykke.
Men så fik jeg en sms. Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, (hvis hoteller ellers ligner Vallekilde fuldstændig vildt), men i højskolens arvesynd: Et kollaps i folkeoplysningens tjeneste. Jeg ved, det er risikoen, når ens arbejde er en passion, men hvor mange sidder der ude og tænker: Bliver jeg den næste?
Da jeg som barn gik hærvejsmarch og sang ”Bakke ned og bakke op…”, anede jeg ikke, at voksenlivet havde så mange bjerge, der skulle bestiges, så mange elve, der skulle forceres. Det var jo ren højskole, når vi gik og skrålede: ”Under tvang, nej med sang går vor målbevidste gang…!”
Det viste sig, at vennen slet ikke havde været på Galhøpiggen. Og at det var en frisbee og ikke klipklapper, han var kommet til at tage med. Klog af erfaring vil jeg alligevel til næste op- og nedtur anbefale: solidt fodtøj, en skulder at græde ud ved, chokolade og en rulle toiletpapir. For der kommer altid et bakke til.
Donslund de luxe - lægger antiplots
”Der er det problem med plots,” siger Martin Glaz Serup, ”at der bliver lagt plots nedover alt. Der er plots i tv-avisen, dokumentarprogrammer, indkøbsvaner, livsbaner og politiske budskaber. Vi bliver styret af plots!” Jeg har sommerkursus i Børnelitteratur på Vallekilde. Det er fyldt med plots i både opbygning og indhold. Og så sidder jeg der. Den sidste dag. Og har været på jagt efter plots i flere år. Jeg har været til plotcoach, og jeg har pitched. Jeg har lagt dramaturgiske planer, og jeg har fundet hoveder og haler. Jeg har konstateret, at det er svært at lave et godt plot, uden det virker konstrueret, og det er samtidig svært at finde sig i, at den naturlige historie, det narrative skelet, altid går ind og rasler, uden man har bedt om det. Og så står han og siger, at det er et problem. Var det dét, Baudrillard mente, da han sagde, at det politiske, det æstetiske og det seksuelle overskred hinanden? Magten styrer, æsteticerer, plottificerer, spindoktorerer. I gamle dage legede børnene doktor. Nu leger de spindoktor. Alt er planlagt og kontrolleret, Christiania skal lukke, der skal ryddes op i kaos som var det Ikast; vi kan ikke ånde, hækkene klippes, forskelligheder sættes i en aktantmodel. Selv klummen her er et plot. Men nu kommer peripetien: Den overraskende vending. Jeg vågner en morgen og opdager, at jeg er blevet lesbisk kæreste med Pia Kjærsgaard, og at jeg giver hende et barn fra Angola i månedsgave, et lille barn, kun lidt muslim… men så putter hun det i pejsen. Jeg hiver det ud. Det har ild i håret og hedder Martin Glaz Serup og er antiplottets sidste bastion. Pia ser brødbetynget ud. Hun giver Martin en syltetøjsmad og lover, at hun aldrig gøre det igen.
tirsdag den 19. maj 2009
Donslund de Luxe - i Sverige
Jeg er på eksil i svensk idyl, spiser korv med reksalat på vejen og råber ”hey du” til naboerne. Siden krebsegildet i vejkrydset har vi været de fineste venner. Jo flere krebs, der lå på min tallerken, des bedre blev jeg til svensk. ”Det er så bra med alla dom søerne i Sverige,” sagde jeg til ham, vi kalder Elvis. På et stykke granit har han skrevet ”the king is alive”, og på husmuren hænger kongen i neon. Den svenske Elvis åbnede smirnofflasken med hjemmebrændt. ”I Danmark laver vi kunstige søer, fordi vi længes efter jeres,” sagde jeg. ”Konstige sjöar,” sagde Elvis og skænkede op. ”Jag tycker nu också, Köbenhamn är konstig. Och alla dom spårvagnar!”
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.
Forfatterakademiet for minoritetsunge i Literaturhaus 7. maj 2009
Tale ved Forfatterakademiets afslutning i Literaturhaus 7. maj 2009
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
