Religionsfrihed er et dogme sat sammen af to påbud: du skal være religiøs, og du skal være fri. I min barndom skulle jeg tro, og der var kun én Gud. Da jeg blev ung, skulle jeg være fri, og der var kun én frihed. Det var Moden. Også når det handlede om, at vi skulle være topløse og frigjort fra markedsmekanismer. Også når vi stemte til venstre i 70’erne og til højre i 80’erne. Det var alt sammen moderne, det var bølger, der tog os, og som gav os en følelse af frihed, men dybest set gjorde vi bare som de andre. Og måske fandt vi ud af, at det hele var en illusion. At religion er en illusion. At frihed er en illusion. At sandhed er. Måske.
Individet er i hvert fald ikke bedre end det samfund, det er en del af. Især ikke nu, hvor der er et eller andet (moderne) påbud om, at vi skal være etiske og gennemsigtige. Så vidt jeg ved, betyder det at være etisk, at jeg’et ikke kan slippe udenom ansvaret. Desværre er vi mange, der ikke for alvor har fattet dette.
Dansk folkeparti har haft nemt ved at tage os med bukserne nede, så de ikke kun er i gang med at pule alle indvandrere, de er også i gang med at pule værdinihilisterne. Os, der troede, vi havde hævet os over godt og ondt og set på verdens teater udefra, leet hånligt ad fremmedangsten og gjort grin med nationalromantikernes gigantiske patos.
Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at træde ind i illusionen igen og finde en måde, vi kan bekæmpe dem på. Men hvordan? Skal vi ned i sumpen og lave mudderslåskamp? Skal vi nedbryde partiet indefra, melde os ind og få hele flokken til at fatte, at deres Kampf en illusion? Eller kunne vi simpelthen lave en gang apartheid, hvor racisterne kunne få lov til at bo for sig selv ude på Sejrø! Så kunne de sejre ad helvede til, mens vi andre sætter vores tørklæder, hvor vi vil.
torsdag den 7. april 2011
Donslund de Luxe i handskerummet
Jeg har fået en sjov bog fra 1968. Mærkeligt nok handler den ikke om ungdomsoprøret, men om jyske runestene. Alligevel er det ikke det, der er det sjove. Det sjove er, at bogen er en del af en serie, der hedder handskerumsbøgerne, og at der på bagsiden står: ”Turisten og søndagsbilisten vil gerne på en lettilgængelig måde erhverve sig viden om det, han ser på sin tur.” Forsiden er et foto af en runesten taget ud af et bilvindue.
Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut. Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.
Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene. Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.
Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut. Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.
Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene. Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.
torsdag den 21. oktober 2010
Donslund de Luxe – med fingrene i skridtet
Det var på Island. Vi havde redet hele dagen, skiftet hest tre gange, tøltet gennem lavaørkener, lupindale og brusende floder, set røgskyer fra Eyjafjellajøkull og tordenvejr over Hekla. En af mine heste havde været svær at holde tilbage, så mine arme og skulderblade var slemt syret til.
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!
Hot and Not
Hot
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Donslund de Luxe til nøgensumo
Jeg læser Sumobrødre af Morten Ramsland, og jeg mærker det næsten ikke, da mit tøj falder af. Jeg tumler ophedet rundt på gulvet med andre sumobrødre og søstre, får en flaprende tissemand, oppustede kinder og slimede ben. Jeg er en frø, en gammel græker, et barn på ti.
Min kusine lærte mig at lege doktor. Doktoren havde altid tabt noget mellem patientens ben. Eller også skulle han strække sig så langt, at hans læber strejfede hendes. Det var en god leg, som jeg forpligtede mig til at lære videre til veninder og andre kusiner. Hinkeruder var der ingen, der gad lære, men doktor var et hit.
Vi legede også mand og dame. Louise ville kun være dame. Men når jeg legede med Dorthe, var hun manden. Dorthe var god til at være mand. Hun var stor og stærk på en fremmed og skræmmende måde.
I Sumobrødre tager Frank og Lars al tøjet af og låser døren, når de skal lave sumobrydning. De tumler rundt i timevis, hud mod hud. Men Lars’ nysgerrige mor lirker vinduet op og kigger under gardinet. ”Hvad laver I?” spørger hun. Frank er hoppet ind i skabet. Lars sidder nøgen på sengen. Hvad skal han sige?
Engang kiggede Dorthes mor ind ad vinduet. Dorthe lå ovenpå mig med røde kinder og trutlæber, da hendes mors ansigt blev stort bag pyntegardinet. Pludselig var det som om, vi var nøgne, selvom vi havde tøj på. Fløjlsbukser og velourtrøjer. To sekunder efter trampede jeg op ad J.P. Jacobsensvej på minicykel og var blevet for gammel til den slags lege.
Men sumobrydning bliver man aldrig for gammel til. På Christiansborg ruller de nogle gange gardinerne for og tager en omgang sumo hele folketingssalen. ”Vi snupper lige en ophedet demokratisk debat,” siger de. Og så tumler Lars, Frank, Birthe og alle de andre nøgne rundt mellem stolene som ægte sumobrødre.
Min kusine lærte mig at lege doktor. Doktoren havde altid tabt noget mellem patientens ben. Eller også skulle han strække sig så langt, at hans læber strejfede hendes. Det var en god leg, som jeg forpligtede mig til at lære videre til veninder og andre kusiner. Hinkeruder var der ingen, der gad lære, men doktor var et hit.
Vi legede også mand og dame. Louise ville kun være dame. Men når jeg legede med Dorthe, var hun manden. Dorthe var god til at være mand. Hun var stor og stærk på en fremmed og skræmmende måde.
I Sumobrødre tager Frank og Lars al tøjet af og låser døren, når de skal lave sumobrydning. De tumler rundt i timevis, hud mod hud. Men Lars’ nysgerrige mor lirker vinduet op og kigger under gardinet. ”Hvad laver I?” spørger hun. Frank er hoppet ind i skabet. Lars sidder nøgen på sengen. Hvad skal han sige?
Engang kiggede Dorthes mor ind ad vinduet. Dorthe lå ovenpå mig med røde kinder og trutlæber, da hendes mors ansigt blev stort bag pyntegardinet. Pludselig var det som om, vi var nøgne, selvom vi havde tøj på. Fløjlsbukser og velourtrøjer. To sekunder efter trampede jeg op ad J.P. Jacobsensvej på minicykel og var blevet for gammel til den slags lege.
Men sumobrydning bliver man aldrig for gammel til. På Christiansborg ruller de nogle gange gardinerne for og tager en omgang sumo hele folketingssalen. ”Vi snupper lige en ophedet demokratisk debat,” siger de. Og så tumler Lars, Frank, Birthe og alle de andre nøgne rundt mellem stolene som ægte sumobrødre.
tirsdag den 8. juni 2010
Donslund de Luxe til happy meal
Nogle gange går jeg rundt med en følelse af, at et eller andet er forkert. At jeg er i den forkerte krop, i det forkerte land, i det forkerte par sko. Og det er egentlig fjollet, for efterhånden som tiden går, får jeg trods alt udfyldt mig selv mere og mere med den jeg… er. Hvis altså Sokrates havde ret i, at jeg indeholder al viden, jeg skal blot huske den, eller Christen Kold havde ret i, at alle frø er der, de skal bare vandes.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.
Donslund de Luxe og det høje moraltræ
”Der står sådan et højt moraltræ i din have,” sagde min nye nabo, inden jeg flyttede ind. Moraltræ? Jeg var ikke havemenneske og havde aldrig før hørt om moraltræer, heller ikke de høje, heller ikke selvom jeg kommer fra Ikast.
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…
Abonner på:
Opslag (Atom)
