Lærke er hjemme på weekend fra efterskolen. Ikke så meget for min skyld som for en fest og fri adgang til facebook. Da det bliver søndag, synes jeg vi skal lave noget mor-datter-agtigt: Livsstilsmesse i Forum. I bedste fald bliver vi til nye kvinder.
Vi opdager straks, at vi er omgivet af andre mødre og døtre, der også skal have en indholdsrig eftermiddag. Anette Heick går på scenen i highschool-nederdel og forsøger at få stemningen op. Men det er svært for goodiebagsene er udsolgt. (Ikke at jeg ved, hvad der var i.) Alting koster en formue. Og vi kommer til at aflevere mailadresser til mindst 70 konkurrencer.
Det føles som om, vi får orm i hjernen og skynder os ovenpå til smagsprøver på gourmetchokolader og tager turen rundt fem gange, til Dennis Knudsen har overtaget scenen med nogle hårprodukter, han skal teste på publikum.
Så drøner vi ned og får plads ved en bod, der sælger økologisk ansigtsløftning. ”Har du lyst til at prøve?” siger en dame. OM jeg har. ”Det koster kun 200, men det hjælper først efter seks behandlinger, der har vi et messetilbud på 3.940.” Lærke vender sig, hun er ikke blevet hevet op og ser lidt skuffet ud. ”Jeg behandler også unge,” siger damen og stirrer på Lærke. ”Har du kæbespændinger?” Lærke bider tænderne sammen og ryster på hovedet.
Jeg kommer til at grine. Det er en crap-messe. Vi bliver ikke til nye kvinder. Men i det mindste er vi sammen.
tirsdag den 22. november 2011
Donslund de Luxe i æbleplantagen
Æbler hænger tungt i plantagen. Jeg hiver eleverne med ud, det er koldt, under træerne ligger de rådne æbler, dem med orm og minder mig om dengang, jeg var æbleplukker i en kibbutz.
Jeg siger til mine elever, de skal skrive om det, de ser. Ikke hvordan de forestiller sig, et æbletræ ser ud, nej, de skal se, lugte og røre det, med hænderne, med kinden, med munden. De skal bide i barken, komme helt tæt på det træ, blive fortrolig med det, som var det deres elskede.
Da jeg selv var tyve og stod på stiger med æblespande, som hang i læderstroppe på maven, var jeg ikke specielt fortrolig med natur. Der var slanger, vi skulle se os for og altid gå i støvler.
Det var også her et sted, Eva mødte slangen, det var her, det viste sig, at forbud skaber kultur, og at overtrædelse giver indsigt. Israelerne var pæne med krøllet hår og brune øjne, de smilede med hvide tænder i solbrændte ansigter, når de råbte Yella.
Æblerne duftede, jeg var begyndt at få styr på det, solen bagte, klokken var henad ti. Så var det, jeg kiggede ned på min fyldte spand af store røde æbler. En kæmpeorm var på vej ud af det øverste. Den var helt tæt på mit ansigt, og så skreg jeg. Israelerne kom løbende fra alle sider med kæppe og våben for redde mit liv. Ormen kiggede overrasket på mig og forsvandt ind i æblet igen. Det var som at være med i en tegnefilm.
Sådan er det ikke i dag. Mine elever står og spytter bark ud. Det er ægte natur, helt ind under huden.
Jeg siger til mine elever, de skal skrive om det, de ser. Ikke hvordan de forestiller sig, et æbletræ ser ud, nej, de skal se, lugte og røre det, med hænderne, med kinden, med munden. De skal bide i barken, komme helt tæt på det træ, blive fortrolig med det, som var det deres elskede.
Da jeg selv var tyve og stod på stiger med æblespande, som hang i læderstroppe på maven, var jeg ikke specielt fortrolig med natur. Der var slanger, vi skulle se os for og altid gå i støvler.
Det var også her et sted, Eva mødte slangen, det var her, det viste sig, at forbud skaber kultur, og at overtrædelse giver indsigt. Israelerne var pæne med krøllet hår og brune øjne, de smilede med hvide tænder i solbrændte ansigter, når de råbte Yella.
Æblerne duftede, jeg var begyndt at få styr på det, solen bagte, klokken var henad ti. Så var det, jeg kiggede ned på min fyldte spand af store røde æbler. En kæmpeorm var på vej ud af det øverste. Den var helt tæt på mit ansigt, og så skreg jeg. Israelerne kom løbende fra alle sider med kæppe og våben for redde mit liv. Ormen kiggede overrasket på mig og forsvandt ind i æblet igen. Det var som at være med i en tegnefilm.
Sådan er det ikke i dag. Mine elever står og spytter bark ud. Det er ægte natur, helt ind under huden.
Donslund de Luxe - udkantssommer
Det er sommer i udkantsdanmark. Og der er masser at lave. Udover traktortræk i Svinninge og le-slåning i Trundholm er den store attraktion isspisningskonkurrencen i Gundestrup. Den tidligere borgmester, Finn, vandt sidste år med fire Gundestrupvafler. Det lyder måske ikke af meget, men en Gundestrupvaffel vejer knapt et kilo. Da Finn var borgmester troede alle, at han kun gik til morgensvømning (med sild og snaps om lørdagen), og deltog i isspisningskonkurrencerne for at få flest stemmer. Det fik han også, men på valgaftenen blev en DF’er lokket over i socialdemokraternes lejr med en post som kulturudvalgsformand. Den aften kom det til håndgemæng på rådhuset, og nu er kulturudvalgsformanden sygemeldt.
Men Finn holder stand som Audebodæmningen. Han er Venstres folkelige ansigt, og måske kan han spise sig tilbage til borgmesterposten med støtte fra Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard skal nemlig være dommer. Førstepræmien er et 32 tommers fladskærms tv. Andenpræmien er 5 kilo grillpølser med flutes og fransk hotdog dressing. Sådan går sommeren i udkantsdanmark. Pølser, is og tv i rigelige mængder. Ikke noget med petit four og gourmet, hvor portionernes størrelse er omvendt proportional med regningen. Og man kan selv vælge sine kugler. Der er både brownies, lion og Richard Ragnwalnød.
Men Finn holder stand som Audebodæmningen. Han er Venstres folkelige ansigt, og måske kan han spise sig tilbage til borgmesterposten med støtte fra Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard skal nemlig være dommer. Førstepræmien er et 32 tommers fladskærms tv. Andenpræmien er 5 kilo grillpølser med flutes og fransk hotdog dressing. Sådan går sommeren i udkantsdanmark. Pølser, is og tv i rigelige mængder. Ikke noget med petit four og gourmet, hvor portionernes størrelse er omvendt proportional med regningen. Og man kan selv vælge sine kugler. Der er både brownies, lion og Richard Ragnwalnød.
Donslund de Luxe - Kære Finn
Kære Finn Madsen
Undskyld, jeg i min sidste klumme skrev, at du var fra Venstre, da du skulle til isspisningskonkurrence i Gundestrup. Det er jo helt forkert. Du er Socialdemokrat.
”Hvordan kunne du tage fejl, han er da en typisk Socialdemokrat,” har folk omkring mig sagt. ”En rigtig pamper.”
Jeg ved egentlig ikke, hvad en pamper er, jeg ved bare, at du minder om min barndoms borgmester i Ikast. Han hed Thomas Poulsen og var venstremand og udtalte selv sit navn Tms.
Tms var folkekær på samme måde som dig, Finn. Han kørte rundt i en grøn folkevogn med porchemotor og havde stritører, der blafrede i vinden. Han var med i alt, f.eks. deltog han i Engesvang-brandmændenes nytårsparole på Pårup kro. Der fik man tarteletter, og det var en udfordring. Tallerknerne var nemlig så glatte, at tarteletterne gled ned i skødet. Og havde man spinlonkjole på og sad med let spredte ben, så virkede den som en trampolin.
Tms og brandmændene havde nu ikke spinlonkjoler på, men fulgte alligevel Per Højholdts råd til, hvordan man overmander en tartelet:
1. Man lader som ingenting.
2. Tarteletten tror sig sikker og slapper af.
3. Man fører gaflen op fra et bagholdsangreb og hugger den i tarteletten.
4. Tarteletten overgiver sig.
Måske var det også din strategi, da du generobrede mesterskabet i isspisningskonkurrencen i Gundestrup, Finn? Stort tillykke, i hvert fald!
Undskyld, jeg i min sidste klumme skrev, at du var fra Venstre, da du skulle til isspisningskonkurrence i Gundestrup. Det er jo helt forkert. Du er Socialdemokrat.
”Hvordan kunne du tage fejl, han er da en typisk Socialdemokrat,” har folk omkring mig sagt. ”En rigtig pamper.”
Jeg ved egentlig ikke, hvad en pamper er, jeg ved bare, at du minder om min barndoms borgmester i Ikast. Han hed Thomas Poulsen og var venstremand og udtalte selv sit navn Tms.
Tms var folkekær på samme måde som dig, Finn. Han kørte rundt i en grøn folkevogn med porchemotor og havde stritører, der blafrede i vinden. Han var med i alt, f.eks. deltog han i Engesvang-brandmændenes nytårsparole på Pårup kro. Der fik man tarteletter, og det var en udfordring. Tallerknerne var nemlig så glatte, at tarteletterne gled ned i skødet. Og havde man spinlonkjole på og sad med let spredte ben, så virkede den som en trampolin.
Tms og brandmændene havde nu ikke spinlonkjoler på, men fulgte alligevel Per Højholdts råd til, hvordan man overmander en tartelet:
1. Man lader som ingenting.
2. Tarteletten tror sig sikker og slapper af.
3. Man fører gaflen op fra et bagholdsangreb og hugger den i tarteletten.
4. Tarteletten overgiver sig.
Måske var det også din strategi, da du generobrede mesterskabet i isspisningskonkurrencen i Gundestrup, Finn? Stort tillykke, i hvert fald!
fredag den 17. juni 2011
Donslund de Luxe og rockerenglene
Jeg er ved at læse Dy Plambecks nye roman, der starter til motorcykelklubben Spitfires årlige bikertræf med øl, miss wet T-shirt konkurrence og 70’er stemning. Det minder om rockerne i min barndoms Ikast. De hed De vilde Engle, og en af englene, der hed Kurt, købte engang en brugt rustvogn. Min far havde også kigget på den. Måske man kunne bruge den til bageriet, havde bedemanden sagt. Men så var det alligevel lidt for makabert at bringe brød og kager ud i en ligvogn, syntes min far.
Englene købte rustvognen for en tusse, de skulle holde bikertræf, og der kunne være en masse øl bagi. Men den dag, de skulle hente de øl, opdagede de, der kun var plads til to, og de havde aftalt, at der skulle tre med til at slæbe.
”Så hopper du bare ind bagi,” sagde Kurt, og det gjorde Benny. Han lagde sig ned, foldede hænderne på brystet og forestillede sig, hvordan det ville være at køre sin sidste tur hen til krematoriet.
Da de stoppede i lyskrydset oppe på hovedgaden, sagde Kurt: ”Der er din mor, Benny.” Benny satte sig op, smilede og vinkede. Hans mor stod ved fodgængerfeltet og ventede på grøn lys med hindbærsnitter og formfranskbrød i indkøbsnettet, men da hun opdagede Benny, faldt hun om af et hjerteslag.
Bennys mor troede, han var død, for hvorfor skulle han ellers sidde bag i en ligvogn?
Englene købte rustvognen for en tusse, de skulle holde bikertræf, og der kunne være en masse øl bagi. Men den dag, de skulle hente de øl, opdagede de, der kun var plads til to, og de havde aftalt, at der skulle tre med til at slæbe.
”Så hopper du bare ind bagi,” sagde Kurt, og det gjorde Benny. Han lagde sig ned, foldede hænderne på brystet og forestillede sig, hvordan det ville være at køre sin sidste tur hen til krematoriet.
Da de stoppede i lyskrydset oppe på hovedgaden, sagde Kurt: ”Der er din mor, Benny.” Benny satte sig op, smilede og vinkede. Hans mor stod ved fodgængerfeltet og ventede på grøn lys med hindbærsnitter og formfranskbrød i indkøbsnettet, men da hun opdagede Benny, faldt hun om af et hjerteslag.
Bennys mor troede, han var død, for hvorfor skulle han ellers sidde bag i en ligvogn?
Donslund de Luxe og folkeskolen
Min storebror er lærer på vores gamle skole, som har jubilæum i år. Han er med i festskriftsudvalget og har spurgt, om jeg har lyst til at bidrage med en historie.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.
Donslund de Luxe – burning man
Engang nægtede en mand at lade mig betale min egen mad på en restaurant. Derfor lavede han en kæk afbrænding af mine pengesedler. Mens jeg forlod selskabet, tænkte jeg på noget, min idéhistorielærer, Hans Jørgen Thomsen, engang havde sagt:
Pengeøkonomi opstod samtidig med filosofi. Penge og filosofi vidner nemlig om evnen til at tænke abstrakt. Penge er en abstraktion over tuskhandel, mens filosofi er en abstraktion over livet.
I Efesos gik Heraklit således rundt og filosoferede over, hvordan alting flyder; både menneskelig væren, pøllerne i fællestoilettet og pengene i folks hænder. Det var abstraktion på mange niveauer, der samtidig gjorde sig gældende.
I dag er penge en vare på linje med en ko. Vores evne til at forstå penge er ikke ensbetydende med, at vi kan reflektere.
Nu er de sande filosoffer måske dem, der afskaffer pengene. Ude i Nevadas ørken kommer hvert år 50.000 mennesker til burning man festival. De bygger en by, medbringer kunst, musik, mad, vin og skøre idéer. Men ingen penge. For man må og kan ikke købe. Man må og kan kun give og dele. Sammen bygger de en statue af en mand og brænder ham af efter en uge. Så rydder de op, samler deres affald sammen og kører ud af ørkenen igen uden at efterlade et eneste spor.
Måske var manden fra restauranten en burning man. Måske var han bare en nar.
Pengeøkonomi opstod samtidig med filosofi. Penge og filosofi vidner nemlig om evnen til at tænke abstrakt. Penge er en abstraktion over tuskhandel, mens filosofi er en abstraktion over livet.
I Efesos gik Heraklit således rundt og filosoferede over, hvordan alting flyder; både menneskelig væren, pøllerne i fællestoilettet og pengene i folks hænder. Det var abstraktion på mange niveauer, der samtidig gjorde sig gældende.
I dag er penge en vare på linje med en ko. Vores evne til at forstå penge er ikke ensbetydende med, at vi kan reflektere.
Nu er de sande filosoffer måske dem, der afskaffer pengene. Ude i Nevadas ørken kommer hvert år 50.000 mennesker til burning man festival. De bygger en by, medbringer kunst, musik, mad, vin og skøre idéer. Men ingen penge. For man må og kan ikke købe. Man må og kan kun give og dele. Sammen bygger de en statue af en mand og brænder ham af efter en uge. Så rydder de op, samler deres affald sammen og kører ud af ørkenen igen uden at efterlade et eneste spor.
Måske var manden fra restauranten en burning man. Måske var han bare en nar.
Abonner på:
Opslag (Atom)
