Donslund de luxe - med Baggers blik

Stein Bagger og jeg har lige læst Doppler. Jeg var knap begyndt, da jeg i et interview så, at han også var i gang. I fængslet, vist nok. Mens jeg læste videre, tænke jeg hele tiden på, hvordan Bagger reagerede her og der. Grinede han, da Doppler spillede billedlotteri med elgkalven, Bongo, eller da han overtalte butikschefen til at indføre bytteøkonomi, eller da han udhuggede en totempæl på 11 meter til minde om sin far? Jeg forestillede mig, at Bagger identificerede sig med Doppler. At han fik nok af kompetencen og af at spille skuespil. Og jeg tænkte på, hvem der havde givet ham bogen. Var det en trøst? En opmuntring? Var det for at give manden noget at tænke over? Faktisk spekulerede jeg mere på, om Bagger følte sig ramt end på, om jeg selv blev ramt. Jeg tilhører jo, ligesom alle andre højskolelærere, det grønne segment, og i segmentloven står der, at jeg tror, jeg ved bedre end dem i andre segmenter. Jeg kører i et bedrevidende bilmærke. Jeg spiser bedrevidende mad, og jeg har bedrevet bedrevidende studier. Jeg er faktisk så fandens bedrevidende, at jeg begynder at reflektere over, hvorfor jeg læser gennem Baggers øjne i stedet for gennem mine egne. Er det fordi, jeg er lettet over, at det (denne gang) ikke er mig selv, der er i frit fald mod afgrunden? Er det fordi, jeg (småligt?) fryder mig over, at retfærdighed sker fyldest? Eller er det bare fordi, jeg ikke tør erkende, at også jeg ligger under for det, Doppler flygter fra: Kompetencen, mens jeg bilder mig ind, at jeg lever et sandt liv? Sandheden befinder sig i et sort dyb, der lugter af vilde dyr. Jeg står på kanten, kigger derned og råber hysterisk HA, HA, HA! Dybet rumler og svarer AH, AH, AH! Gådefuldt, siger jeg til Bagger! Gådefuldt!

Donslund de luxe – i mellemtiden

Jeg vil skrive verdens første vaskehalsklumme. Bilen trænger til en tredobbelt guldvask de luxe, og desuden er det det eneste sted, jeg kan få fred.
Jeg er hjemme hos min mor i Ikast. Min storebror er her også, ude på toilettet med madforgiftning fra en shawarma, han spiste på vejen hjem fra byen ovre i København. Mor lader sig ikke mærke, hun taler videre om flæskesteg, medister og grønlangkål.
”Jeg skal ned og vaske bil,” siger jeg. ”Vi kunne jo også gøre det her,” siger hun. ”Nej, jeg skal skrive en klumme imens,” siger jeg, ”det er der aldrig nogen, der har gjort før. Det bliver den første i verdenshistorien!” ”Nå,” siger hun, ”jeg vil nu også godt have den støvsuget.”
Jeg går ind og tager make-up på. Det kunne være, jeg mødte nogen, jeg har danset kinddans med nede på ungdomsgården, og mor synes, jeg ser meget træt ud for tiden. Det er jo mellemtid, har jeg forklaret. Mellem to elevhold er jeg en hængt højskolelærer, der hader job, elevtal og den fucking evige krise. Hvis jeg møder Helle fra handelsskolen, bliver jeg nødt til at ligne en succes. Hun er blevet direktør, har jeg hørt. Og er stadig gift med Thomas, som også er direktør. De tjener kassen. (Men allerede for 20 år siden gik sexlivet i stå!)
Jeg kan mærke, at der er noget godt på vej. Det er Sex and the Højskole. Jeg er Carrie, Helga er Miranda eller… Samantha, og så er Mads Fuglede Mr. Big.
Så mærker jeg, at noget er galt. Ud af køkkenvinduet ser jeg hende i fuld gang med bilshampoo, svamp og haveslange. ”Jeg skulle jo ned på Statoil og skrive klumme,” går jeg ud og siger. ”Verdens første vaskehalsklumme!” ”Ja ja,” svarer min mor og gnider videre på kofangeren. ”Men de her striber havde du aldrig fået af i en vaskehal!”

Dannelse mellem Facebook og sure tæer

Jeg har fået en besked på min Facebook-væg: ”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” står der. Det er fra en af mine Facebookvenner. Han skriver fra en internetcafé i Storbritannien, og han er den rette til at svare. Han er på dannelsesrejse, går i sine yndlingsforfatteres fodspor, sætter sig på de bænke, hvor han mener, de har siddet, drikker på de pubber, hvor de har drukket, trækker vejret, som de har trukket. Det er her, deres ord er dannet, nu gendannes de i ham.
Og han går, han går og går, og mens han går, samler dannelsen sig mellem tæerne, sådan føles det i nuet, det er anstrengende, togene er beskidte, lokummerne lugter, plastiksæderne er skåret op. Og nu kommer han til Wales, der er helt åndsforladt, han vader rundt i tågen, får kul i lungerne, vabler på fødderne og ondt i hovedet. På et usselt hotelværelse trækker han sokkerne af, piller dannelsen ud mellem tæerne, det ligner engelsk lakrids, han lægger det i en æske, som han kyler ned i sin rygsæk.
Før Facebook, internet og mobiler blev jeg væk i Afrika. Det tog så lang tid for brevene at komme frem, at min familie forestillede sig, at jeg var kommet i den sorte gryde, stegt på bålet og ædt af ukristelige vilde i dyrisk ekstase. Jeg var blevet væk, men ikke som Dr. Livingstone, I presume, for jeg fandt mig selv i hvide sydafrikanske diskoteker, svedigt dansende til REM-hittet ”Loosing my religion”. Omgivet af Ekstasy, Tequila shots, spirituskørsel, dekadence og et labilt herrefolk, der når som helst kunne miste besindelsen. Jeg havde mistet min religion dagen før. Jeg var med en af de mange midlertidige veninder på job. Hun var model for en kunstner. Han skulle lave hendes krop om til en bronchestatue, og jeg hjalp med at klistre hende ind i gips.
Jeg var på mit livs dannelsesrejse, alene, og endelig skulle jeg møde et frisindet menneske, en ægte kunstner, og jeg ventede, at vi skulle tale om, hvor godt det var, at apartheid var afskaffet. Jeg dyppede et stykke gipsbandage i vand, glattede det ned over min venindes smukke hofter og skulle lige til at åbne munden…
Da så jeg, at hans ansigt græmmedes. Jeg fulgte hans blik. Udenfor den enorme villa med aircondition, marmorgulve og guldhåndtag, sad en gruppe sorte afrikanere under et Baobabtræ og snakkede.
”Se dem,” hvæsede han og blev rød i hovedet. ”Hvorfor laver de ikke noget, de sidder bare der, hvorfor laver de ikke noget, arbejder, tjener penge, gør noget? Her går jeg og knokler, og så sidder de bare der.” Han tog vaklende en pille og skyllede den ned med whisky. Jeg kiggede på mine hænder. Mellem fingrene sad hvide gipsrester, der lignede skolekridt. Jeg pillede det af, lagde det i en æske, som jeg kylede ned i min rygsæk.
Jeg gik ud og tog den på stop. En støvet pick-up-truck standsede med hvinende bremsere: ”Hop ind, skynd dig, inden de slår dig ihjel,” råbte en hvid mand i kakifarvet tøj. De sorte under træet grinede sløvt med røde tænder fra betelnødder. Mine hænder var hvidere end min hud. Det føltes som blod. Jeg gned og gned, men det gik ikke af. Det var dannelse, og jeg prøvede at danse den væk i den afrikanske nat, men Tequilaen syrede mine tarme til, så jeg måtte sidde på toilettet i tre dage.
Dannelsesrejsen er rå, og den sætter spor, der lugter. Vi forestiller os, at når lugten er dampet af, forvandles den til ånd, til menneskelig lærdom, der sidder mellem ørerne, hvor vi ikke længere kan vaske den af, for den sidder i vores identitet og afspejles i ansigtets furer. Og det burde jo være godt. Men jeg køber rynkecreme, overvejer i hemmelighed at spare op til en ansigtsløftning, jeg er holdt op med at ryge, går i træningscenter, spiser seks om dagen i en bevaringsstrategi udløst af angst for at miste mit ansigt i et bjerg af rynker, i et bjerg af… dannelse.
Så jeg må stille mig selv spørgsmålet: Er den indre og den ydre dannelse den samme? Er min udvendige dannelse, mit ansigt, mit CV, mine ord og min paranoide keeping-up-apperance identisk med den person, jeg er indeni?
I en demokratisk virkelighed har vi brug for at skelne. Vi må vide, at inde bag ansigtet og retorikken gemmer der sig en person, der har ægte værdier og sand menneskelighed. Vi kan ikke skære ham op og se efter, men vi kan se på hans handlinger. På engelsk hænger dannelse sammen med face, med ansigtet. Det er udannet at ødelægge den andens ansigt. Man har ret til sit ansigt, man har ret til det ansigt, man selv skaber, danner og viser udadtil. Og hvis man er anti-essentialist ville det også være det eneste, der overhovedet var. Vi er, hvad vi gør; vi er, hvad vi viser. Det er handlingerne og ansigtsudtrykkene, der afslører, hvem vi er. Selv det at tro på frihed og menneskerettigheder er en klædedragt, vi trækker i, og i sidste ende vil sociologer altid kunne finde et hul, en type, en form, som de kan putte os i. Dannet i dét mønster, i dén retning, i dét segment.
Men Holberg gik også. Han gik til Paris, Rom og London, forcerede byldepest, angst og stinkende rendesten, kom hjem med sure tæer og en skarp pen, med hvilken han dels gjorde grin med dannelsens forskellige former, dels udtrykte klart, at dannelse først og fremmest handler om at udvikle menneskeligheden, og ikke en bestemt form for ydre kulturel eller religiøs dannelse.
Jeg tror, at inde under huden er den indre dannelse den eneste, der virkelig giver mening. Og den sker i mellemrummet, ikke kun mellem tæer og fingre, men mellem to ansigter. I det mellemrum, hvor jeg er gået ud på ukendt land og har givet afkald på mit ansigt. Eller når jeg helt alene står ansigt til ansigt med verdens kompleksitet og stank, og vi begge taber ansigt for øjnene af hinanden, fordi alting viste sig at være anderledes, end vi regnede med.
”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” skrev min Facebookven. Fordi han er sjov, fordi han har fat i noget, og fordi han lader som om han ikke
har.

Jeg er en nypuritaner af værste skuffe

HOT and NOT i Højskolebladet og herunder har givet mig titlen nypuritaner af værste skuffe, ligesom jeg er hyklerisk og umoralsk og får for lidt. Se den muntre debat på:

http://thehumanstain.smartlog.dk/nypuritanisme--pr--definition-post156753

Hot & Not i Højskolebladet

HOT & NOT
af Anne-Marie Donslund

Hot

Folkeskolen på Facebook
Gitte fra folkeskolen fik indenfor en måned hundehvalp (Bimmer), hammondorgel og kassebukser. Selvfølgelig blev vi veninder. Hendes far var formand for SID, de boede i nyt parcelhus, kørte Toyota Corolla og tog mig med til mit første første-maj-møde. Det gik i stykker, fordi hun kom til min 12-års fødselsdag med blå øjenskygge på og derfor scorede Carsten Hosbjerg. Nu er vi blevet venner på Facebook. (Men hvad blev der af Carsten?)

Skilsmisser
Skilsmisser gør, at du får dine venner tilbage, når de har været opmagasineret i ægteskaber så længe, at I har mistet kontakten men så kort, at det ikke er for sent. Dine egne skilsmisser gør, at du opdager, hvem du egentlig er. Hvis du for eksempel troede, du var en ko eller en røv, vil du finde ud af, at det var løgn.

Gammel elevfest
Sidste gang vi havde gammel elevfest på Vallekilde, blev jeg så fuld, at jeg kun kan huske latter, knus og høj musik. Jeg husker ikke, at mine sko gik i stykker, at jeg styrtede på dansegulvet, at jeg sad i et fad chips og spurgte alle, om de ikke syntes, jeg lignede en på 17, og at jeg blev båret hjem i seng. Heldigvis vågnede jeg alene. Se også NOT - Elevknald…

Undskyld
Man skal sige undskyld, det skal man sgu. Hver gang man har dummet sig og såret nogen. Som i NOT, så det må I sgu undskylde, og undskyld mor, at jeg bandede, og undskyld til pedellen for den stol, jeg smadrede, og undskyld til min eks for den mobil, jeg smed i toilettet, og undskyld til kronprinsen, fordi han ikke fik en af mine pomfritter, og undskyld til Ikast Bibliotek for den bog, jeg huggede (Doktor Faustus), og undskyld til kørelærerens kone (she knows why), og undskyld Jørgen Carlsen, at jeg engang sagde, at du var Gud (det var for sjov).

Not

Elevknald
Mandlige højskolelærere, der konkurrerer om, hvor mange elever de kan knalde på fire måneder. Det er ikke bare patetisk, det er magtmisbrug. (”Jamen, hun ville selv, og i øvrigt er hun 18, det er ikke ulovligt, og så er det da klart, at hun hellere vil have en moden mand med vid og erfaring, ho, ho, og er du ikke også bare misundelig?” ”Gu’ er jeg ej, din klamme nar!”)

Blablablabla
Punkt 1) Bla bla bla bla bla bla bla
Punkt 2) Bla bla bla bla bla bla bla
Punkt 3) Bla bla bla bla bla bla bla
Og jeg gentager…

Dårlige oversættelser
Hvorfor skulle ”Jag drömde om arton svanar inatt” oversættes til dansk i den nye højskolesangbog? Fortryllelsen er forsvundet, tilbage står vi med en flad dansk fadøl og rimsmedspoesi. Udmærket til en familiefest i Vorslunde, men det er ikke Cornelis Vreeswijk.

Hot&Not-lister
Faktisk hader jeg sådan nogle lister her. I sidste nummer skrev Christian Dorph, at højskolelærere, der henviser til nordisk mytologi, er NOT. Samme dag havde jeg holdt en morgensamling om Bragesnak og blev helt perpleks. Men altså, til alle jer virkeligt hotte derude, jeg var altså ironisk, lidt i hvert fald, og det kan jo være rimelig hot, ikke? - så må jeg ikke nok få lov til at blive på bænken, så jeg ikke falder ud af Valhalla, jeg mener aaaaaaaaaaaaaaahhhhh…