Jeg er på eksil i svensk idyl, spiser korv med reksalat på vejen og råber ”hey du” til naboerne. Siden krebsegildet i vejkrydset har vi været de fineste venner. Jo flere krebs, der lå på min tallerken, des bedre blev jeg til svensk. ”Det er så bra med alla dom søerne i Sverige,” sagde jeg til ham, vi kalder Elvis. På et stykke granit har han skrevet ”the king is alive”, og på husmuren hænger kongen i neon. Den svenske Elvis åbnede smirnofflasken med hjemmebrændt. ”I Danmark laver vi kunstige søer, fordi vi længes efter jeres,” sagde jeg. ”Konstige sjöar,” sagde Elvis og skænkede op. ”Jag tycker nu också, Köbenhamn är konstig. Och alla dom spårvagnar!”
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.
tirsdag den 19. maj 2009
Forfatterakademiet for minoritetsunge i Literaturhaus 7. maj 2009
Tale ved Forfatterakademiets afslutning i Literaturhaus 7. maj 2009
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
mandag den 30. marts 2009
Hot & Not i Højskolebladet - 2
NOT
Nypuritaner
Anonyme, nøgne og humoristiske mennesker kaldte mig en nypuritaner af værste skuffe, da jeg sidste gang skrev Hot & Not. Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder.
HOT
Nypuritaner
Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. kan den fortælle, at nypuritan betyder den nye renhed og ikke nødvendigvis, at det er forbudt at have det sjovt. Jeg er den nye renhed. I eftermiddag går jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne spindelvæv og få noget Feng Shui på den dumme. Så slår jeg også to fluer med et smæk.
NOT
Af
Du har fået aftenens bordherre, den store forfatter, som har meget at øse af. Det gør han. Og han bliver ved, og ved, og ved. Du smiler anstrengt, gaber, kigger på uret, og endelig siger han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig op, klar til at komme på banen med det eksistentielle digt, du har tænkt på at skrive, hvorefter han fortsætter…”Hvad synes du så om min nye bog?”
HOT
Af
Elever, der knokler løs, fordi de drømmer om at skabe værker, små værker, store værker, værker der går over i historien eller bliver glemt igen, værker, der er et vidnesbyrd om sandheden, om at de var til, at de ER til, værker hvor der står ”Af mig (elevs navn – og de er ikke anonyme, for de tør stå ved, hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk gjorde det.
NOT
Værste
Engang blev jeg vækket kl. fire om natten af en elev, der skreg i telefonen, at han havde skåret sig på glasskår, og at falck ikke gad komme, selvom han havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet så jeg 15 elever ligge nøgne i en børnepool med varmt vand nede foran keramiklokalet. Øjeblikket efter kørte en politibil og en ambulance ind på gårdspladsen med fuld udrykning. Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde piger løb rundt med små håndklæder om sig og hjalp den forblødende fyr. Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig omkring og spurgte: ”Hvad er det her egentlig for et sted?”
HOT
Værste
Godt nok har han hugget ideen fra Charles Bukowski, og den er måske heller ikke helt aktuel mere, men Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og det værste”, er den bedste digtsamling, jeg har læst. Med den fatter vi endelig, at det bedste har brug for det værste - i ækvivalerende vekselvirkning – for ellers kunne det hele være lige meget.
NOT
Skuffe
Du kan se deres forventninger, men lige netop i dag kan du mærke, at den ikke er der, at du ikke rigtigt selv er derinde. I deres forventninger. Du kan op mod 300 andre gange om året, men i dag, hvor forventningerne er størst, går alting galt, og du skuffer dem alle sammen. Det er sgu noget lort! Gad vide om Gud også har det sådan?
HOT
Skuffe
At skuffe nogen er det offer, der kan være nødvendigt, hvis du skal leve dit eget liv og ikke det, de andre vil have dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver evig dag, Susanne,” sagde Højholts Gitte. Også selvom Preben bliver skuffet og nægter at gå ud af hans bil. Så er det godt han har perforerede rallyhandsker på.
Nypuritaner
Anonyme, nøgne og humoristiske mennesker kaldte mig en nypuritaner af værste skuffe, da jeg sidste gang skrev Hot & Not. Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder.
HOT
Nypuritaner
Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. kan den fortælle, at nypuritan betyder den nye renhed og ikke nødvendigvis, at det er forbudt at have det sjovt. Jeg er den nye renhed. I eftermiddag går jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne spindelvæv og få noget Feng Shui på den dumme. Så slår jeg også to fluer med et smæk.
NOT
Af
Du har fået aftenens bordherre, den store forfatter, som har meget at øse af. Det gør han. Og han bliver ved, og ved, og ved. Du smiler anstrengt, gaber, kigger på uret, og endelig siger han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig op, klar til at komme på banen med det eksistentielle digt, du har tænkt på at skrive, hvorefter han fortsætter…”Hvad synes du så om min nye bog?”
HOT
Af
Elever, der knokler løs, fordi de drømmer om at skabe værker, små værker, store værker, værker der går over i historien eller bliver glemt igen, værker, der er et vidnesbyrd om sandheden, om at de var til, at de ER til, værker hvor der står ”Af mig (elevs navn – og de er ikke anonyme, for de tør stå ved, hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk gjorde det.
NOT
Værste
Engang blev jeg vækket kl. fire om natten af en elev, der skreg i telefonen, at han havde skåret sig på glasskår, og at falck ikke gad komme, selvom han havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet så jeg 15 elever ligge nøgne i en børnepool med varmt vand nede foran keramiklokalet. Øjeblikket efter kørte en politibil og en ambulance ind på gårdspladsen med fuld udrykning. Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde piger løb rundt med små håndklæder om sig og hjalp den forblødende fyr. Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig omkring og spurgte: ”Hvad er det her egentlig for et sted?”
HOT
Værste
Godt nok har han hugget ideen fra Charles Bukowski, og den er måske heller ikke helt aktuel mere, men Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og det værste”, er den bedste digtsamling, jeg har læst. Med den fatter vi endelig, at det bedste har brug for det værste - i ækvivalerende vekselvirkning – for ellers kunne det hele være lige meget.
NOT
Skuffe
Du kan se deres forventninger, men lige netop i dag kan du mærke, at den ikke er der, at du ikke rigtigt selv er derinde. I deres forventninger. Du kan op mod 300 andre gange om året, men i dag, hvor forventningerne er størst, går alting galt, og du skuffer dem alle sammen. Det er sgu noget lort! Gad vide om Gud også har det sådan?
HOT
Skuffe
At skuffe nogen er det offer, der kan være nødvendigt, hvis du skal leve dit eget liv og ikke det, de andre vil have dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver evig dag, Susanne,” sagde Højholts Gitte. Også selvom Preben bliver skuffet og nægter at gå ud af hans bil. Så er det godt han har perforerede rallyhandsker på.
Donslund de luxe - hede diktatordrømme
Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen slog igennem. Derfor købte han et bageri og satte sønnerne i bagerlære. Min farfar fik kone, bageri og otte børn og døde 42 år gammel. Min far blev således bager, da han var 11. Han var B-menneske og måtte have vækkeuret til at stå flere meter fra sengen. Han døde trekvart år efter, han havde lagt dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og de var nogle mænd, der bed tænderne sammen og gjorde familiens vilje til deres egen vilje. Den fælles vilje var individets skæbne.
Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang.
Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: ”Du går derhen, og du går derhen.”
Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer.
Måske har viljen to bevægelser. Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant.
Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.
Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang.
Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: ”Du går derhen, og du går derhen.”
Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer.
Måske har viljen to bevægelser. Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant.
Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.
Donslund de luxe - i Clemmes køkken
Indenfor tre måneder afleverede jeg speciale, fik barn, blev boligløs, fik en salmonellaforgiftning, og erkendte, at jeg var fysisk og åndeligt isoleret i et skrantende forhold. Jeg hang i neglene, mens jeg langsomt søgte fodfæste. Når jeg fortæller det, er det fordi, det danner baggrund for det særlige møde, som blev et vendepunkt. Jeg mødte Erik Haunstrup Clemmensen. Han havde annonceret med et sted, vi kunne bo: En aftægtsbolig ved billedskønne Brydegaard. En del af huslejen var, at vi skulle hjælpe med haven. Jeg samlede nedfaldsæbler i kassevis, skrællede og gjorde i stand i hans køkken, så de kunne komme i fryseren. Imens lavede han frokost og kaffe og fortalte anekdoter om, at Grevinde Danner i det nærliggende slot havde opmuntret Frederik den 7. ved at kravle baglæns ind i hans soveværelse med et tændt stearinlys i røven. Og han betroede mig, at han havde stemt på Nyrup og Socialdemokratiet ved sidste folketingsvalg. Erik var 77, jeg var 30 og dybt charmeret af denne varme, vidende og humoristiske mand. Det var surrealistisk, da dagplejemoren oppe i Snave fortalte, at de i hendes barndom kørte langsomt forbi uhyggelige Brydegaard og ”onde Clemmensen”. Gennem alle disse æbletimer i et uendeligt efterår byggede han mit selvværd op. Og da jobbet kom: Højskolelærer i filosofi og teater på Rønshoved, fik han tårer i øjnene og sagde: Jeg ved du får det! Det er 11 år siden, og det kan godt være, jeg lærte en masse af at hænge der i neglene, men det er Erik Haunstrup Clemmensens kærlige nærvær, der blev symbol for opturen. Måske har vendepunkter brug for et ansigt. Måske kan ethvert møde, vi foretager os få så stor betydning, at vi tænker det som et vendepunkt. Også selvom vi mister kontakt og aldrig får det sagt.
torsdag den 19. februar 2009
Donslund de luxe - med Baggers blik
Stein Bagger og jeg har lige læst Doppler. Jeg var knap begyndt, da jeg i et interview så, at han også var i gang. I fængslet, vist nok. Mens jeg læste videre, tænke jeg hele tiden på, hvordan Bagger reagerede her og der. Grinede han, da Doppler spillede billedlotteri med elgkalven, Bongo, eller da han overtalte butikschefen til at indføre bytteøkonomi, eller da han udhuggede en totempæl på 11 meter til minde om sin far? Jeg forestillede mig, at Bagger identificerede sig med Doppler. At han fik nok af kompetencen og af at spille skuespil. Og jeg tænkte på, hvem der havde givet ham bogen. Var det en trøst? En opmuntring? Var det for at give manden noget at tænke over? Faktisk spekulerede jeg mere på, om Bagger følte sig ramt end på, om jeg selv blev ramt. Jeg tilhører jo, ligesom alle andre højskolelærere, det grønne segment, og i segmentloven står der, at jeg tror, jeg ved bedre end dem i andre segmenter. Jeg kører i et bedrevidende bilmærke. Jeg spiser bedrevidende mad, og jeg har bedrevet bedrevidende studier. Jeg er faktisk så fandens bedrevidende, at jeg begynder at reflektere over, hvorfor jeg læser gennem Baggers øjne i stedet for gennem mine egne. Er det fordi, jeg er lettet over, at det (denne gang) ikke er mig selv, der er i frit fald mod afgrunden? Er det fordi, jeg (småligt?) fryder mig over, at retfærdighed sker fyldest? Eller er det bare fordi, jeg ikke tør erkende, at også jeg ligger under for det, Doppler flygter fra: Kompetencen, mens jeg bilder mig ind, at jeg lever et sandt liv? Sandheden befinder sig i et sort dyb, der lugter af vilde dyr. Jeg står på kanten, kigger derned og råber hysterisk HA, HA, HA! Dybet rumler og svarer AH, AH, AH! Gådefuldt, siger jeg til Bagger! Gådefuldt!
søndag den 8. februar 2009
Donslund de luxe – i mellemtiden
Jeg vil skrive verdens første vaskehalsklumme. Bilen trænger til en tredobbelt guldvask de luxe, og desuden er det det eneste sted, jeg kan få fred.
Jeg er hjemme hos min mor i Ikast. Min storebror er her også, ude på toilettet med madforgiftning fra en shawarma, han spiste på vejen hjem fra byen ovre i København. Mor lader sig ikke mærke, hun taler videre om flæskesteg, medister og grønlangkål.
”Jeg skal ned og vaske bil,” siger jeg. ”Vi kunne jo også gøre det her,” siger hun. ”Nej, jeg skal skrive en klumme imens,” siger jeg, ”det er der aldrig nogen, der har gjort før. Det bliver den første i verdenshistorien!” ”Nå,” siger hun, ”jeg vil nu også godt have den støvsuget.”
Jeg går ind og tager make-up på. Det kunne være, jeg mødte nogen, jeg har danset kinddans med nede på ungdomsgården, og mor synes, jeg ser meget træt ud for tiden. Det er jo mellemtid, har jeg forklaret. Mellem to elevhold er jeg en hængt højskolelærer, der hader job, elevtal og den fucking evige krise. Hvis jeg møder Helle fra handelsskolen, bliver jeg nødt til at ligne en succes. Hun er blevet direktør, har jeg hørt. Og er stadig gift med Thomas, som også er direktør. De tjener kassen. (Men allerede for 20 år siden gik sexlivet i stå!)
Jeg kan mærke, at der er noget godt på vej. Det er Sex and the Højskole. Jeg er Carrie, Helga er Miranda eller… Samantha, og så er Mads Fuglede Mr. Big.
Så mærker jeg, at noget er galt. Ud af køkkenvinduet ser jeg hende i fuld gang med bilshampoo, svamp og haveslange. ”Jeg skulle jo ned på Statoil og skrive klumme,” går jeg ud og siger. ”Verdens første vaskehalsklumme!” ”Ja ja,” svarer min mor og gnider videre på kofangeren. ”Men de her striber havde du aldrig fået af i en vaskehal!”
Jeg er hjemme hos min mor i Ikast. Min storebror er her også, ude på toilettet med madforgiftning fra en shawarma, han spiste på vejen hjem fra byen ovre i København. Mor lader sig ikke mærke, hun taler videre om flæskesteg, medister og grønlangkål.
”Jeg skal ned og vaske bil,” siger jeg. ”Vi kunne jo også gøre det her,” siger hun. ”Nej, jeg skal skrive en klumme imens,” siger jeg, ”det er der aldrig nogen, der har gjort før. Det bliver den første i verdenshistorien!” ”Nå,” siger hun, ”jeg vil nu også godt have den støvsuget.”
Jeg går ind og tager make-up på. Det kunne være, jeg mødte nogen, jeg har danset kinddans med nede på ungdomsgården, og mor synes, jeg ser meget træt ud for tiden. Det er jo mellemtid, har jeg forklaret. Mellem to elevhold er jeg en hængt højskolelærer, der hader job, elevtal og den fucking evige krise. Hvis jeg møder Helle fra handelsskolen, bliver jeg nødt til at ligne en succes. Hun er blevet direktør, har jeg hørt. Og er stadig gift med Thomas, som også er direktør. De tjener kassen. (Men allerede for 20 år siden gik sexlivet i stå!)
Jeg kan mærke, at der er noget godt på vej. Det er Sex and the Højskole. Jeg er Carrie, Helga er Miranda eller… Samantha, og så er Mads Fuglede Mr. Big.
Så mærker jeg, at noget er galt. Ud af køkkenvinduet ser jeg hende i fuld gang med bilshampoo, svamp og haveslange. ”Jeg skulle jo ned på Statoil og skrive klumme,” går jeg ud og siger. ”Verdens første vaskehalsklumme!” ”Ja ja,” svarer min mor og gnider videre på kofangeren. ”Men de her striber havde du aldrig fået af i en vaskehal!”
Abonner på:
Opslag (Atom)
