Det er sidste aften i Mexico. Trætte og lykkelige afleverer min søn og jeg bilen hos Europcar og mangler kun en god nats søvn inden hjemrejsen. Ved informationsdisken står George og har sine forbindelser. Han kan skaffe et billigt værelse tæt på lufthavnen.
Vi kommer ind på et pedelkontor ved hotellets parkeringsplads. De har lige ét værelse tilbage, siger pedellen og åbner et nøgleskab med tomme søm: Se, alle værelser er lejet ud. Det bliver 800 pesos.
Jeg troede, jeg havde betalt halvdelen til George, men det er så ikke tilfældet. Vi skal vækkes halv seks og have en taxa kvart i, siger jeg. Pedellen indstiller telefonen til vækning. Vi skal bare lade nøglen ligge og smække, når vi går. Det er hans fridag i morgen.
Værelset er ramponeret med hvidklasket maling. Nede ved en oplyst swimmingpool er der caribisk musik i en palmebladsbar. Vi befinder os på bagsiden af et luksushotel.
Lidt efter ringer telefonen. Jeg skal komme ned og betale for taxaen.
George står foran pedelkontoret med chaufføren fra før. Pedro kører jer til lufthavnen i morgen, siger han. Det studser jeg ikke over, før jeg får besked på at betale 40 dollars for turen. Jeg ved, det max koster 40 pesos. Men får pludselig paranoia og betaler, for hvad er det egentlig for et underligt arrangement?
Om natten lukker jeg ikke et øje. Octavio Paz har sagt: der er én regel i Mexico, enten røvrender du de andre, eller også røvrender de dig.
Et raseri vælder op i mig. Den eneste, der er blevet røvrendt i relationen mig og Mexico, det er mig.
Ved tre-tiden får jeg den idé, at jeg må skrive et brev til George. Ved fire-tiden er brevet ikke bare til George, men til hele det mexicanske folk! Ved fem-tiden griner jeg af min egen naivitet. Ved seks-tiden spørger min søn, mens vi tjekker ind i lufthavnen, om jeg tror, vi er blevet snydt meget. Nah, siger jeg. Ikke så meget, at det gør noget…
torsdag den 7. april 2011
Donslund de Luxe på Sat’lit’en
Vores lokale døgner hedder Sat’lit’en. Foruden apostroffer sælger de brød, porno og cigaretter og har en spillehal i baglokalet.
Når jeg tænker på Darwins evolutionsteori er det ikke Sat’lit’en, der først falder mig ind. Så forestiller jeg mig snarere menneskeheden stå på skuldrene af hinanden for at perfektionere multitasking i rummet.
Jeg kender en, der engang gik til optagelsesprøve som jagerpilot. Under prøven sad han i en flysimulator og blev udsat for en større og større mængde stress, knapper der lyste, andre der bippede, ting han skulle gøre. Jagerpiloter skal kunne holde hovedet koldt og klare syv ting på én gang, ellers falder flyet ned, fortalte han.
Jeg forestiller mig, at det ypperste menneske kan håndtere en ligeså stor mængde stress som en jagerpilot, samtidig med at det med lethed klarer både kvadratrødder, Bezzerwizzer og parallelparkering. Jeg tænker, at vi er i gang med et mentalt udskillelsesløb, hvor vi bliver udsat for stigende pres med det ene formål at producere mennesker, som kommer til at sikre artens overlevelse i en sci-fi fremtid.
Og det er ikke nødvendigvis dem, jeg kan høre hoste inde i spillebulen i Sat’lit’ens baglokale.
Men måske tager jeg fejl. Måske er verdens vilje i gang med at forfine forskellige typer og ikke kun genier. Måske skyldes polariseringen, at verden ikke ved, hvem der vinder i sidste ende.
Næste gang jeg kommer i Sat’lit’en og går ud igen, kan det være, resten af verden er forsvundet. Alt er goldt og øde, tilbage står kun døgneren med blinkende spillemaskiner og rygende gæster på livslang overførselsindkomst.
Lars Qvortrup har sagt, at det perfekte menneske, er det menneske, der selv har skabt sin egen perfektion. Måske er det også en perfektion at hænge ud i Sat’lit’en dagen lang, spille Space Ace og vide præcist, hvornår man får jackpot.
Når jeg tænker på Darwins evolutionsteori er det ikke Sat’lit’en, der først falder mig ind. Så forestiller jeg mig snarere menneskeheden stå på skuldrene af hinanden for at perfektionere multitasking i rummet.
Jeg kender en, der engang gik til optagelsesprøve som jagerpilot. Under prøven sad han i en flysimulator og blev udsat for en større og større mængde stress, knapper der lyste, andre der bippede, ting han skulle gøre. Jagerpiloter skal kunne holde hovedet koldt og klare syv ting på én gang, ellers falder flyet ned, fortalte han.
Jeg forestiller mig, at det ypperste menneske kan håndtere en ligeså stor mængde stress som en jagerpilot, samtidig med at det med lethed klarer både kvadratrødder, Bezzerwizzer og parallelparkering. Jeg tænker, at vi er i gang med et mentalt udskillelsesløb, hvor vi bliver udsat for stigende pres med det ene formål at producere mennesker, som kommer til at sikre artens overlevelse i en sci-fi fremtid.
Og det er ikke nødvendigvis dem, jeg kan høre hoste inde i spillebulen i Sat’lit’ens baglokale.
Men måske tager jeg fejl. Måske er verdens vilje i gang med at forfine forskellige typer og ikke kun genier. Måske skyldes polariseringen, at verden ikke ved, hvem der vinder i sidste ende.
Næste gang jeg kommer i Sat’lit’en og går ud igen, kan det være, resten af verden er forsvundet. Alt er goldt og øde, tilbage står kun døgneren med blinkende spillemaskiner og rygende gæster på livslang overførselsindkomst.
Lars Qvortrup har sagt, at det perfekte menneske, er det menneske, der selv har skabt sin egen perfektion. Måske er det også en perfektion at hænge ud i Sat’lit’en dagen lang, spille Space Ace og vide præcist, hvornår man får jackpot.
Donslund de Luxe – med englekort
”Jeg har fået englekort med posten,” siger jeg til min kæreste. Han kigger skeptisk på pakken. Kortene er fra min alternative veninde i Århus. Der står i brugsanvisningen, at de kan bruges til meditation og afklaring. Hvis man har et problem, kan man spørge englene til råds.
Jeg ved, han synes, det er latterligt.
På en måde synes jeg også, det er langt ude, men jeg gider ikke give ham ret, for jeg har lige læst, at Kasper Colling, der har fået Bogforums debutantpris, mener, man skal være åben overfor det groteske.
”Træk et kort,” siger jeg. ”Det er bare ord.” Han sukker, trækker et. På bagsiden er der en engel. Dens vinger blafrer lidt.
”Compassion,” læser min kæreste. Medfølelse.
”Det er nok ikke min stærke side,” siger han. ”Jeg køber aldrig Hus Forbi.”
Det gør jeg. I hvert fald når han er med. I hvert fald når han mener, det er aflad.
Så er det mig. ”Commitment,” står der på mit kort. Det minder mig om Anders Køge Svømmehal Møller. Han var den første, jeg hørte bruge udtrykket ”at comitte sig.” Han var taget i pressely på Rønshoved, men endte med at stå frem og fortælle sin historie til en poesiaften. Han havde comitted sig til politik, sagde han og var både sød og naiv på en Klovn-agtig måde. Men Frank Hvam-fadæser går ikke i dansk politik, og der sluttede dét commitment.
”Det ord gør mig lidt trist,” siger jeg. ”Nogen comitter sig, sætter alt ind, brænder for det, det er så sårbart. Især når det er én selv.”
”Hvorfor?” spørger min kæreste.
”Slutningen bliver for synlig,” siger jeg og rækker ham englekortene. Men han gider ikke mere, det er noget new age pis.
Senere, da vi ligger i sengen, siger han: ”Jeg har et ord, du kan sove på.” Det er bare et ord, han kom til at tænke på. Ordet er samdrægtighed. Hans vejrtrækning er dyb, da en engel går gennem rummet. Jeg er lysvågen. Den blafrer lidt med vingerne og sukker: samdrægtighed…
Jeg ved, han synes, det er latterligt.
På en måde synes jeg også, det er langt ude, men jeg gider ikke give ham ret, for jeg har lige læst, at Kasper Colling, der har fået Bogforums debutantpris, mener, man skal være åben overfor det groteske.
”Træk et kort,” siger jeg. ”Det er bare ord.” Han sukker, trækker et. På bagsiden er der en engel. Dens vinger blafrer lidt.
”Compassion,” læser min kæreste. Medfølelse.
”Det er nok ikke min stærke side,” siger han. ”Jeg køber aldrig Hus Forbi.”
Det gør jeg. I hvert fald når han er med. I hvert fald når han mener, det er aflad.
Så er det mig. ”Commitment,” står der på mit kort. Det minder mig om Anders Køge Svømmehal Møller. Han var den første, jeg hørte bruge udtrykket ”at comitte sig.” Han var taget i pressely på Rønshoved, men endte med at stå frem og fortælle sin historie til en poesiaften. Han havde comitted sig til politik, sagde han og var både sød og naiv på en Klovn-agtig måde. Men Frank Hvam-fadæser går ikke i dansk politik, og der sluttede dét commitment.
”Det ord gør mig lidt trist,” siger jeg. ”Nogen comitter sig, sætter alt ind, brænder for det, det er så sårbart. Især når det er én selv.”
”Hvorfor?” spørger min kæreste.
”Slutningen bliver for synlig,” siger jeg og rækker ham englekortene. Men han gider ikke mere, det er noget new age pis.
Senere, da vi ligger i sengen, siger han: ”Jeg har et ord, du kan sove på.” Det er bare et ord, han kom til at tænke på. Ordet er samdrægtighed. Hans vejrtrækning er dyb, da en engel går gennem rummet. Jeg er lysvågen. Den blafrer lidt med vingerne og sukker: samdrægtighed…
Donslund de Luxe – er en illusion
Religionsfrihed er et dogme sat sammen af to påbud: du skal være religiøs, og du skal være fri. I min barndom skulle jeg tro, og der var kun én Gud. Da jeg blev ung, skulle jeg være fri, og der var kun én frihed. Det var Moden. Også når det handlede om, at vi skulle være topløse og frigjort fra markedsmekanismer. Også når vi stemte til venstre i 70’erne og til højre i 80’erne. Det var alt sammen moderne, det var bølger, der tog os, og som gav os en følelse af frihed, men dybest set gjorde vi bare som de andre. Og måske fandt vi ud af, at det hele var en illusion. At religion er en illusion. At frihed er en illusion. At sandhed er. Måske.
Individet er i hvert fald ikke bedre end det samfund, det er en del af. Især ikke nu, hvor der er et eller andet (moderne) påbud om, at vi skal være etiske og gennemsigtige. Så vidt jeg ved, betyder det at være etisk, at jeg’et ikke kan slippe udenom ansvaret. Desværre er vi mange, der ikke for alvor har fattet dette.
Dansk folkeparti har haft nemt ved at tage os med bukserne nede, så de ikke kun er i gang med at pule alle indvandrere, de er også i gang med at pule værdinihilisterne. Os, der troede, vi havde hævet os over godt og ondt og set på verdens teater udefra, leet hånligt ad fremmedangsten og gjort grin med nationalromantikernes gigantiske patos.
Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at træde ind i illusionen igen og finde en måde, vi kan bekæmpe dem på. Men hvordan? Skal vi ned i sumpen og lave mudderslåskamp? Skal vi nedbryde partiet indefra, melde os ind og få hele flokken til at fatte, at deres Kampf en illusion? Eller kunne vi simpelthen lave en gang apartheid, hvor racisterne kunne få lov til at bo for sig selv ude på Sejrø! Så kunne de sejre ad helvede til, mens vi andre sætter vores tørklæder, hvor vi vil.
Individet er i hvert fald ikke bedre end det samfund, det er en del af. Især ikke nu, hvor der er et eller andet (moderne) påbud om, at vi skal være etiske og gennemsigtige. Så vidt jeg ved, betyder det at være etisk, at jeg’et ikke kan slippe udenom ansvaret. Desværre er vi mange, der ikke for alvor har fattet dette.
Dansk folkeparti har haft nemt ved at tage os med bukserne nede, så de ikke kun er i gang med at pule alle indvandrere, de er også i gang med at pule værdinihilisterne. Os, der troede, vi havde hævet os over godt og ondt og set på verdens teater udefra, leet hånligt ad fremmedangsten og gjort grin med nationalromantikernes gigantiske patos.
Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at træde ind i illusionen igen og finde en måde, vi kan bekæmpe dem på. Men hvordan? Skal vi ned i sumpen og lave mudderslåskamp? Skal vi nedbryde partiet indefra, melde os ind og få hele flokken til at fatte, at deres Kampf en illusion? Eller kunne vi simpelthen lave en gang apartheid, hvor racisterne kunne få lov til at bo for sig selv ude på Sejrø! Så kunne de sejre ad helvede til, mens vi andre sætter vores tørklæder, hvor vi vil.
Donslund de Luxe i handskerummet
Jeg har fået en sjov bog fra 1968. Mærkeligt nok handler den ikke om ungdomsoprøret, men om jyske runestene. Alligevel er det ikke det, der er det sjove. Det sjove er, at bogen er en del af en serie, der hedder handskerumsbøgerne, og at der på bagsiden står: ”Turisten og søndagsbilisten vil gerne på en lettilgængelig måde erhverve sig viden om det, han ser på sin tur.” Forsiden er et foto af en runesten taget ud af et bilvindue.
Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut. Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.
Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene. Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.
Det var der ikke meget ungdomsoprør i. Til gengæld var der en revolution i det. En revolution, der var meget større end, hvad 100 hippier på ø-lejr kunne bedrive. Der var et absolut moderne i den søndagsbilisme. Et comme il faut. Enhver småborgerfamilie med fingeren på pulsen pakkede jo madkurv, campingbord og taburetter hver eneste søndag (undtagen 73: bilfrie søndage) og kørte ud i det blå med Merrild på kanden og Prince bag øret. Fordi de endelig havde fået bil. Fordi det gav dem en følelse af frihed, rigdom og modernitet. Og de var så glade for de biler, at de ville ønske, den kunne ligge i revnen om natten, de ville ønske den kunne sidde med ved bordet. Og alt det løste sig ved, at man kunne spise sin søndagsfrokost med campingbordet slået op lige ved siden af Ford Taunus’en. Så tæt på, at man bare kunne række armen ud og ae den over lakken.
Hvis man skal finde ud af, hvor magten er i et samfund, skal man følge pengene. Og gør man det med 68, så er der ingen tvivl om, at dem, der var kommet langsomt og stille til penge, det var søndagsbilisterne. Faktisk tror jeg, at den revolution, der skete på de danske landeveje, har fået mindst lige så stor betydning, som dengang Rifbjerg røg hash på kulturministeriets trappe. Søndagsbilisterne var de unge familier, der knoklede sig til velfærd og følte, de fortjente det. Ingen samfundomstyrtninger, tak. Men nye fælge og ratbetræk, det ville man gerne.
torsdag den 21. oktober 2010
Donslund de Luxe – med fingrene i skridtet
Det var på Island. Vi havde redet hele dagen, skiftet hest tre gange, tøltet gennem lavaørkener, lupindale og brusende floder, set røgskyer fra Eyjafjellajøkull og tordenvejr over Hekla. En af mine heste havde været svær at holde tilbage, så mine arme og skulderblade var slemt syret til.
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!
Hot and Not
Hot
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Abonner på:
Opslag (Atom)
