Donslund de luxe - på op- og nedtur

Det var min kæreste, der fandt på, at vi skulle bestige Galhøpiggen. Det havde en af hans venner gjort. 2469 m. På nettet fandt jeg billeder af folk i skitøj, der gik i sne bundet fast til hinanden med reb. ”Det er om vinteren, det der,” hævdede min kæreste. Hans ven havde vist gået der i klipklapper.
Da vi kom over trægrænsen, fandt vi ud af, at det ikke var et vinterbillede. Det var en gletcher. ”Det kan ikke passe, at han har gået i klipklapper her,” stønnede min kæreste, mens vi asede mod toppen. Men det gjorde ikke noget. Vi svedte og kæmpede og klarede det, vandrestøvlerne var af goretex, jeg sked bag en klippe, rensdyrene gloede, sneskyerne lettede, og på vejen ned, så vi omridset af Bjergbestigersken på enhver fjeldtop. Man kan godt tale om en slags lykke.
Men så fik jeg en sms. Fra chefen. Han var også gået ned. Ikke i Jotunheimen, (hvis hoteller ellers ligner Vallekilde fuldstændig vildt), men i højskolens arvesynd: Et kollaps i folkeoplysningens tjeneste. Jeg ved, det er risikoen, når ens arbejde er en passion, men hvor mange sidder der ude og tænker: Bliver jeg den næste?
Da jeg som barn gik hærvejsmarch og sang ”Bakke ned og bakke op…”, anede jeg ikke, at voksenlivet havde så mange bjerge, der skulle bestiges, så mange elve, der skulle forceres. Det var jo ren højskole, når vi gik og skrålede: ”Under tvang, nej med sang går vor målbevidste gang…!”
Det viste sig, at vennen slet ikke havde været på Galhøpiggen. Og at det var en frisbee og ikke klipklapper, han var kommet til at tage med. Klog af erfaring vil jeg alligevel til næste op- og nedtur anbefale: solidt fodtøj, en skulder at græde ud ved, chokolade og en rulle toiletpapir. For der kommer altid et bakke til.

Donslund de luxe - lægger antiplots

”Der er det problem med plots,” siger Martin Glaz Serup, ”at der bliver lagt plots nedover alt. Der er plots i tv-avisen, dokumentarprogrammer, indkøbsvaner, livsbaner og politiske budskaber. Vi bliver styret af plots!” Jeg har sommerkursus i Børnelitteratur på Vallekilde. Det er fyldt med plots i både opbygning og indhold. Og så sidder jeg der. Den sidste dag. Og har været på jagt efter plots i flere år. Jeg har været til plotcoach, og jeg har pitched. Jeg har lagt dramaturgiske planer, og jeg har fundet hoveder og haler. Jeg har konstateret, at det er svært at lave et godt plot, uden det virker konstrueret, og det er samtidig svært at finde sig i, at den naturlige historie, det narrative skelet, altid går ind og rasler, uden man har bedt om det. Og så står han og siger, at det er et problem. Var det dét, Baudrillard mente, da han sagde, at det politiske, det æstetiske og det seksuelle overskred hinanden? Magten styrer, æsteticerer, plottificerer, spindoktorerer. I gamle dage legede børnene doktor. Nu leger de spindoktor. Alt er planlagt og kontrolleret, Christiania skal lukke, der skal ryddes op i kaos som var det Ikast; vi kan ikke ånde, hækkene klippes, forskelligheder sættes i en aktantmodel. Selv klummen her er et plot. Men nu kommer peripetien: Den overraskende vending. Jeg vågner en morgen og opdager, at jeg er blevet lesbisk kæreste med Pia Kjærsgaard, og at jeg giver hende et barn fra Angola i månedsgave, et lille barn, kun lidt muslim… men så putter hun det i pejsen. Jeg hiver det ud. Det har ild i håret og hedder Martin Glaz Serup og er antiplottets sidste bastion. Pia ser brødbetynget ud. Hun giver Martin en syltetøjsmad og lover, at hun aldrig gøre det igen.