Jeg er på eksil i svensk idyl, spiser korv med reksalat på vejen og råber ”hey du” til naboerne. Siden krebsegildet i vejkrydset har vi været de fineste venner. Jo flere krebs, der lå på min tallerken, des bedre blev jeg til svensk. ”Det er så bra med alla dom søerne i Sverige,” sagde jeg til ham, vi kalder Elvis. På et stykke granit har han skrevet ”the king is alive”, og på husmuren hænger kongen i neon. Den svenske Elvis åbnede smirnofflasken med hjemmebrændt. ”I Danmark laver vi kunstige søer, fordi vi længes efter jeres,” sagde jeg. ”Konstige sjöar,” sagde Elvis og skænkede op. ”Jag tycker nu också, Köbenhamn är konstig. Och alla dom spårvagnar!”
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.
tirsdag den 19. maj 2009
Forfatterakademiet for minoritetsunge i Literaturhaus 7. maj 2009
Tale ved Forfatterakademiets afslutning i Literaturhaus 7. maj 2009
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
I den danske kulturkanon har formanden for litteraturudvalget skrevet, at ”god litteratur færdes på tværs af grænser, det være sig æstetiske, kulturelle eller sproglige.” Det er i grunden et udsagn, der passer godt til idéen bag forfatterakademiet for minoritetsunge, der i dag fejrer første årgangs afgangsoptræden.
Idéen til forfatterakademiet opstod i en telefonsamtale mellem Manu Sareen og mig for et år siden. Jeg ringede og spurgte om han ville holde Sankt Hans tale på Vallekilde Højskole, mens der var kursus i børnelitteratur. Det ville han rigtig gerne, og han ville gerne have nogle unge med. Nogle unge, der ikke havde rod i dansk kultur og tradition. Nogle unge, der hverken havde noget specielt forhold til højskole, sankt hans eller den litterære verden. Og det fødte ideen om forfatterakademiet, for der er så mange unge, som har noget på hjerte, men som ikke ved, hvor de skulle gå hen med alt det de har på hjerte. For danske unge står det meget klarere, at en kunstnerisk karriere ikke bare er en mulighed, men også en mulighed med status. Det gør det ikke i samme grad for unge med anden etnisk baggrund. Det skyldes dels kulturen, dels pga sproget. Hvis man konstant får røde streger i sit stilehæfte pga stavefejl, så er en forfatterkarriere ikke åbenlys. Derfor er der alt for få forfattere blandt de etniske minoriteter. Og der er alt for få, der er klar over, at deres stemmer er værdige og ligeværdige og værdifulde.
God litteratur færdes på tværs af grænser. Alligevel er litteraturkanonen blevet et våben i en værdikamp, som jeg synes, man skal være meget forsigtig med at melde sig ind i. Værdikampe fører til oprustning og optrapning. Alt bliver sort og hvidt. Det er dem og os. Der er rigtigt og forkert. Der er godt og dårligt.
Den franske filosof Michel Serres har sagt, at der hvor den virkelige udvikling sker, er hos dem, der forlader kamppladsen. Dem som forsvinder fra slagmarken, og som man kun kan ane som et spor nede i hjørnet af maleriet. Michel Serres kalder det kærlighedens spor. Det er det spor som flygtningen følger, det er det spor kunstneren følger, det er det spor som forfatterakademiet for minoritetsunge følger.
Hvordan skal det forstås? Forfatterakademiet nægter at gå ind i en kamp. Vi placerer os et helt andet sted – som betragtere. Vi observerer, vi spionerer, vi gør skøre ting, vi tager andre briller på og lægger os på tværs af grænserne, og lægger os i det spor, hvor den virkelige udvikling sker. Nemlig udvikling af sproget, udvikling af kulturen, udvikling af grænser.
Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi Egmont Fondet og Projekt Brændstof har støttet os økonomisk, fordi IBBY, selskabet for børnelitteratur, har leveret arbejdskraft og spalteplads, fordi Vallekilde Højskole overtog projektet, da det fik en snublende start – og vi havde en fantastisk efterårsferie på højskolen, fordi Steffen Larsen lavede en forrygende studietur til Berlin, fordi Nørrebro Bibliotek kvit og frit har lagt lokaler til, fordi en lang række forfattere har involveret sig i projektet og lavet fremragende undervisning og sidst men ikke mindst; fordi Jesper Platz har været ikke bare en uvurderlig hjælper, men er manden, som fandt på at det skulle hedde den sorte skole, og som nu får bolden til at føre akademiet videre ind i fremtiden.
Forfatterakademiet har været en rugekasse med 11 små æg, der har mødt en lang række gode forfattere fra Danmark. Nogle af forfatterne havde anden etnisk baggrund. Nogle havde en enkelt forælder fra et andet land. Nogen kom bare fra Århus. De 11 små æg har hørt, set, læst og skrevet i løbet af året.
Så:
Kære Signe, Jessica, Inas, Nasshra, Maina, Heba, Shilan, Ahmed, Ali, Usama og Zeshan.
Nogle gange er det skønt at skrive, nogle gange flød det for jer, andre gange gjorde det ondt. Det man skriver bliver ens barn. Fordi man skaber når man skriver, man skaber verdener, mennesker og universer. Og man bruger sig selv til det. Man bruger sine tanker, sine følelser, sine oplevelser, sine erfaringer, sin familie og venner – kort sagt: man bruger sig selv. Og ud fra sig selv skaber man nyt. Det er både svært og let. Det er let, fordi man bare gør det. Det bliver svært, når man begynder at tænke over det, og synes det skal hænge sammen på en bestemt måde, have et bestemt budskab eller udtryk. Og det er svært, fordi man skal give slip på sig selv, fordi man skal give sig selv lov til at fejle. Og det er svært, fordi man skal give slip på teksten, for når den først er skrevet skal den stå alene uden dig.
I har skrevet en masse små tekster i løbet af året. Og nogle af jer har skrevet en lang tekst her til slut. Det var der det begyndte at blive rigtig svært. En lang tekst kræver tålmodighed og klarsyn.
I græsk mytologi er der to guder for skabelse. Den ene er Dionysos og den anden er Apollon. Dionysisk skabelse er at man hengiver sig til sin skriven lige her og nu, det er lyrisk og dramatisk. Apollon kræver derimod klarsyn og overblik, og det skal der også til, når man skal skrive en længere historie.
I er overvejende dionysiske. I lever i nuet, og når I er til stede, så er I fuldt ud til stede med så meget energi og entusiasme at man kun kan elske jer. Andre gange kom I så bare ikke, fordi I lige var fuldt ud til stede et helt andet sted. Inas sagde til mig i går: jeg er tung i røven, fordi jeg kommer fra mellemøsten. Men I har også krudt i røven, I er fyldt med krudt og brændstof og kanonkugler. Og der er derfor vi er her, det er fordi I er det krudt, der skal ind i fremtidens danske litteraturkanon. Og selvom der er noget krigsretorik i dét udsagn, så husk, at det er på tværs af grænserne, de sproglige, æstetiske og kulturelle grænser, at den gode litteratur opstår. I befinder jer på tværs af grænserne. Og derfor har I alle muligheder for at komme til at præge den fortælling, der fremover bliver vores store fælles historie.
Jeg ønsker jer held og lykke med oplæsningen, og takker for at I faktisk er kommet i dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
