Donslund de Luxe - i Sverige

Jeg er på eksil i svensk idyl, spiser korv med reksalat på vejen og råber ”hey du” til naboerne. Siden krebsegildet i vejkrydset har vi været de fineste venner. Jo flere krebs, der lå på min tallerken, des bedre blev jeg til svensk. ”Det er så bra med alla dom søerne i Sverige,” sagde jeg til ham, vi kalder Elvis. På et stykke granit har han skrevet ”the king is alive”, og på husmuren hænger kongen i neon. Den svenske Elvis åbnede smirnofflasken med hjemmebrændt. ”I Danmark laver vi kunstige søer, fordi vi længes efter jeres,” sagde jeg. ”Konstige sjöar,” sagde Elvis og skænkede op. ”Jag tycker nu också, Köbenhamn är konstig. Och alla dom spårvagnar!”
Min kæreste købte huset af Sonja Wretlings børn. Sonja blev født i huset skråt bagved og mødte sin mand, da han arbejdede i savværket ved siden af. Hun befandt sig indenfor en radius af 100 meter hele sit liv, undtagen når hun var i kirke. Huset er nærmest intakt. Der er kombineret brænde- og elkomfur i køkkenet, rødternet dug og plisserede gardiner. De kendte alle sammen Sonja. Hun kunne opskrifterne i Kajsas Kokbok udenad og elskede at se Alsang på Skansen. En vinternat i fjord så bagboen, at der var lys i huset, men ingen dansk bil og ingen fodspor i sneen. Sammen med naboen listede han over til stuevinduet. Fjernsynet var tændt, og i sofaen sad Sonja med rød baskerhue på.
Bagboen kommer forbi med et flyttelæs. Han er blevet skilt. Det er naboen også. Jeg går hen til volvoen. ”Det var ikke Alsang på Skansen, Sonja så i fjernsynet, vel?” spørger jeg. Bagboen ryster på hovedet. ”Nej du, hon så Paradise Hotel.” Så tænder han for Bob Dylans ”Hell is my wife’s hometown”, kører ned til landevejen og flytter mere end 100 meter væk.