Donslund de Luxe – med fingrene i skridtet

Det var på Island. Vi havde redet hele dagen, skiftet hest tre gange, tøltet gennem lavaørkener, lupindale og brusende floder, set røgskyer fra Eyjafjellajøkull og tordenvejr over Hekla. En af mine heste havde været svær at holde tilbage, så mine arme og skulderblade var slemt syret til.
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!