Jeg er ved at læse Dy Plambecks nye roman, der starter til motorcykelklubben Spitfires årlige bikertræf med øl, miss wet T-shirt konkurrence og 70’er stemning. Det minder om rockerne i min barndoms Ikast. De hed De vilde Engle, og en af englene, der hed Kurt, købte engang en brugt rustvogn. Min far havde også kigget på den. Måske man kunne bruge den til bageriet, havde bedemanden sagt. Men så var det alligevel lidt for makabert at bringe brød og kager ud i en ligvogn, syntes min far.
Englene købte rustvognen for en tusse, de skulle holde bikertræf, og der kunne være en masse øl bagi. Men den dag, de skulle hente de øl, opdagede de, der kun var plads til to, og de havde aftalt, at der skulle tre med til at slæbe.
”Så hopper du bare ind bagi,” sagde Kurt, og det gjorde Benny. Han lagde sig ned, foldede hænderne på brystet og forestillede sig, hvordan det ville være at køre sin sidste tur hen til krematoriet.
Da de stoppede i lyskrydset oppe på hovedgaden, sagde Kurt: ”Der er din mor, Benny.” Benny satte sig op, smilede og vinkede. Hans mor stod ved fodgængerfeltet og ventede på grøn lys med hindbærsnitter og formfranskbrød i indkøbsnettet, men da hun opdagede Benny, faldt hun om af et hjerteslag.
Bennys mor troede, han var død, for hvorfor skulle han ellers sidde bag i en ligvogn?
fredag den 17. juni 2011
Donslund de Luxe og folkeskolen
Min storebror er lærer på vores gamle skole, som har jubilæum i år. Han er med i festskriftsudvalget og har spurgt, om jeg har lyst til at bidrage med en historie.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.
Donslund de Luxe – burning man
Engang nægtede en mand at lade mig betale min egen mad på en restaurant. Derfor lavede han en kæk afbrænding af mine pengesedler. Mens jeg forlod selskabet, tænkte jeg på noget, min idéhistorielærer, Hans Jørgen Thomsen, engang havde sagt:
Pengeøkonomi opstod samtidig med filosofi. Penge og filosofi vidner nemlig om evnen til at tænke abstrakt. Penge er en abstraktion over tuskhandel, mens filosofi er en abstraktion over livet.
I Efesos gik Heraklit således rundt og filosoferede over, hvordan alting flyder; både menneskelig væren, pøllerne i fællestoilettet og pengene i folks hænder. Det var abstraktion på mange niveauer, der samtidig gjorde sig gældende.
I dag er penge en vare på linje med en ko. Vores evne til at forstå penge er ikke ensbetydende med, at vi kan reflektere.
Nu er de sande filosoffer måske dem, der afskaffer pengene. Ude i Nevadas ørken kommer hvert år 50.000 mennesker til burning man festival. De bygger en by, medbringer kunst, musik, mad, vin og skøre idéer. Men ingen penge. For man må og kan ikke købe. Man må og kan kun give og dele. Sammen bygger de en statue af en mand og brænder ham af efter en uge. Så rydder de op, samler deres affald sammen og kører ud af ørkenen igen uden at efterlade et eneste spor.
Måske var manden fra restauranten en burning man. Måske var han bare en nar.
Pengeøkonomi opstod samtidig med filosofi. Penge og filosofi vidner nemlig om evnen til at tænke abstrakt. Penge er en abstraktion over tuskhandel, mens filosofi er en abstraktion over livet.
I Efesos gik Heraklit således rundt og filosoferede over, hvordan alting flyder; både menneskelig væren, pøllerne i fællestoilettet og pengene i folks hænder. Det var abstraktion på mange niveauer, der samtidig gjorde sig gældende.
I dag er penge en vare på linje med en ko. Vores evne til at forstå penge er ikke ensbetydende med, at vi kan reflektere.
Nu er de sande filosoffer måske dem, der afskaffer pengene. Ude i Nevadas ørken kommer hvert år 50.000 mennesker til burning man festival. De bygger en by, medbringer kunst, musik, mad, vin og skøre idéer. Men ingen penge. For man må og kan ikke købe. Man må og kan kun give og dele. Sammen bygger de en statue af en mand og brænder ham af efter en uge. Så rydder de op, samler deres affald sammen og kører ud af ørkenen igen uden at efterlade et eneste spor.
Måske var manden fra restauranten en burning man. Måske var han bare en nar.
Abonner på:
Opslag (Atom)
