Donslund de Luxe og folkeskolen

Min storebror er lærer på vores gamle skole, som har jubilæum i år. Han er med i festskriftsudvalget og har spurgt, om jeg har lyst til at bidrage med en historie.
Hele natten har jeg tænkt. Jeg har tænkt på dengang, Lone tissede på stolen, fordi hun ikke turde gå på toilettet. På dengang politimesteren besøgte os i fuld uniform, og jeg nøs snot i hånden og var bange for, om det var ulovligt. Jeg tænkte på dengang, en af de store kom over i den lille skolegård, tog min taske og hældte bøgerne ud i en vandpyt. Jeg tænkte på dengang, vi fik ny klasselærer, der lagde sine cerutter i tavlerenden, og en dag, hvor han fjollede, grinede vi og råbte, at han var åndssvag. Desværre hørte han kun min stemme og smed mig udenfor døren. Jeg husker, hvordan jeg gemte mig bag jakkerne og kunne høre mit hjerte slå i ørerne. Jeg husker vintrenes snebolde med is indeni, og dengang jeg blev offer for snehulen, hvor man bliver smidt i jorden, og alle sparker sne op på dig, til du er dækket. Jeg husker Flemming løbe skrigende gennem skolegården med Dokkedal og de andre buksevaskere efter sig. Jeg husker, at gårdvagten var næsten blind. Jeg husker dengang, der var en dille med at binde folks snørebånd sammen. I legestativet, så man lå med benene oppe og måtte hjælpes fri. Jeg husker, da fru Lilbæk hev Peter i øret, fordi han sagde fire og fis i stedet for fire og firs. Jeg husker toiletpapiret, der var hårdt og brunt og ikke kunne suge. Og drengene, der kravlede op på nettet over toiletterne og kiggede ned. Jeg husker, da Gitte kom med blå øjenskygge på, og jeg tænkte: åh nej, ikke endnu. Jeg husker, da Carsten tog mig på brysterne, og jeg var rasende af ydmygelse og lykkelig af forelskelse. Jeg husker en masse, og jeg ved ikke, om det er godt eller dårligt. Jeg ved bare, at det var sådan, det var.