Dannelse mellem Facebook og sure tæer

Jeg har fået en besked på min Facebook-væg: ”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” står der. Det er fra en af mine Facebookvenner. Han skriver fra en internetcafé i Storbritannien, og han er den rette til at svare. Han er på dannelsesrejse, går i sine yndlingsforfatteres fodspor, sætter sig på de bænke, hvor han mener, de har siddet, drikker på de pubber, hvor de har drukket, trækker vejret, som de har trukket. Det er her, deres ord er dannet, nu gendannes de i ham.
Og han går, han går og går, og mens han går, samler dannelsen sig mellem tæerne, sådan føles det i nuet, det er anstrengende, togene er beskidte, lokummerne lugter, plastiksæderne er skåret op. Og nu kommer han til Wales, der er helt åndsforladt, han vader rundt i tågen, får kul i lungerne, vabler på fødderne og ondt i hovedet. På et usselt hotelværelse trækker han sokkerne af, piller dannelsen ud mellem tæerne, det ligner engelsk lakrids, han lægger det i en æske, som han kyler ned i sin rygsæk.
Før Facebook, internet og mobiler blev jeg væk i Afrika. Det tog så lang tid for brevene at komme frem, at min familie forestillede sig, at jeg var kommet i den sorte gryde, stegt på bålet og ædt af ukristelige vilde i dyrisk ekstase. Jeg var blevet væk, men ikke som Dr. Livingstone, I presume, for jeg fandt mig selv i hvide sydafrikanske diskoteker, svedigt dansende til REM-hittet ”Loosing my religion”. Omgivet af Ekstasy, Tequila shots, spirituskørsel, dekadence og et labilt herrefolk, der når som helst kunne miste besindelsen. Jeg havde mistet min religion dagen før. Jeg var med en af de mange midlertidige veninder på job. Hun var model for en kunstner. Han skulle lave hendes krop om til en bronchestatue, og jeg hjalp med at klistre hende ind i gips.
Jeg var på mit livs dannelsesrejse, alene, og endelig skulle jeg møde et frisindet menneske, en ægte kunstner, og jeg ventede, at vi skulle tale om, hvor godt det var, at apartheid var afskaffet. Jeg dyppede et stykke gipsbandage i vand, glattede det ned over min venindes smukke hofter og skulle lige til at åbne munden…
Da så jeg, at hans ansigt græmmedes. Jeg fulgte hans blik. Udenfor den enorme villa med aircondition, marmorgulve og guldhåndtag, sad en gruppe sorte afrikanere under et Baobabtræ og snakkede.
”Se dem,” hvæsede han og blev rød i hovedet. ”Hvorfor laver de ikke noget, de sidder bare der, hvorfor laver de ikke noget, arbejder, tjener penge, gør noget? Her går jeg og knokler, og så sidder de bare der.” Han tog vaklende en pille og skyllede den ned med whisky. Jeg kiggede på mine hænder. Mellem fingrene sad hvide gipsrester, der lignede skolekridt. Jeg pillede det af, lagde det i en æske, som jeg kylede ned i min rygsæk.
Jeg gik ud og tog den på stop. En støvet pick-up-truck standsede med hvinende bremsere: ”Hop ind, skynd dig, inden de slår dig ihjel,” råbte en hvid mand i kakifarvet tøj. De sorte under træet grinede sløvt med røde tænder fra betelnødder. Mine hænder var hvidere end min hud. Det føltes som blod. Jeg gned og gned, men det gik ikke af. Det var dannelse, og jeg prøvede at danse den væk i den afrikanske nat, men Tequilaen syrede mine tarme til, så jeg måtte sidde på toilettet i tre dage.
Dannelsesrejsen er rå, og den sætter spor, der lugter. Vi forestiller os, at når lugten er dampet af, forvandles den til ånd, til menneskelig lærdom, der sidder mellem ørerne, hvor vi ikke længere kan vaske den af, for den sidder i vores identitet og afspejles i ansigtets furer. Og det burde jo være godt. Men jeg køber rynkecreme, overvejer i hemmelighed at spare op til en ansigtsløftning, jeg er holdt op med at ryge, går i træningscenter, spiser seks om dagen i en bevaringsstrategi udløst af angst for at miste mit ansigt i et bjerg af rynker, i et bjerg af… dannelse.
Så jeg må stille mig selv spørgsmålet: Er den indre og den ydre dannelse den samme? Er min udvendige dannelse, mit ansigt, mit CV, mine ord og min paranoide keeping-up-apperance identisk med den person, jeg er indeni?
I en demokratisk virkelighed har vi brug for at skelne. Vi må vide, at inde bag ansigtet og retorikken gemmer der sig en person, der har ægte værdier og sand menneskelighed. Vi kan ikke skære ham op og se efter, men vi kan se på hans handlinger. På engelsk hænger dannelse sammen med face, med ansigtet. Det er udannet at ødelægge den andens ansigt. Man har ret til sit ansigt, man har ret til det ansigt, man selv skaber, danner og viser udadtil. Og hvis man er anti-essentialist ville det også være det eneste, der overhovedet var. Vi er, hvad vi gør; vi er, hvad vi viser. Det er handlingerne og ansigtsudtrykkene, der afslører, hvem vi er. Selv det at tro på frihed og menneskerettigheder er en klædedragt, vi trækker i, og i sidste ende vil sociologer altid kunne finde et hul, en type, en form, som de kan putte os i. Dannet i dét mønster, i dén retning, i dét segment.
Men Holberg gik også. Han gik til Paris, Rom og London, forcerede byldepest, angst og stinkende rendesten, kom hjem med sure tæer og en skarp pen, med hvilken han dels gjorde grin med dannelsens forskellige former, dels udtrykte klart, at dannelse først og fremmest handler om at udvikle menneskeligheden, og ikke en bestemt form for ydre kulturel eller religiøs dannelse.
Jeg tror, at inde under huden er den indre dannelse den eneste, der virkelig giver mening. Og den sker i mellemrummet, ikke kun mellem tæer og fingre, men mellem to ansigter. I det mellemrum, hvor jeg er gået ud på ukendt land og har givet afkald på mit ansigt. Eller når jeg helt alene står ansigt til ansigt med verdens kompleksitet og stank, og vi begge taber ansigt for øjnene af hinanden, fordi alting viste sig at være anderledes, end vi regnede med.
”Dannelse er noget, der samler sig mellem tæerne, når man har gået for langt,” skrev min Facebookven. Fordi han er sjov, fordi han har fat i noget, og fordi han lader som om han ikke
har.