Donslund de luxe - med Baggers blik

Stein Bagger og jeg har lige læst Doppler. Jeg var knap begyndt, da jeg i et interview så, at han også var i gang. I fængslet, vist nok. Mens jeg læste videre, tænke jeg hele tiden på, hvordan Bagger reagerede her og der. Grinede han, da Doppler spillede billedlotteri med elgkalven, Bongo, eller da han overtalte butikschefen til at indføre bytteøkonomi, eller da han udhuggede en totempæl på 11 meter til minde om sin far? Jeg forestillede mig, at Bagger identificerede sig med Doppler. At han fik nok af kompetencen og af at spille skuespil. Og jeg tænkte på, hvem der havde givet ham bogen. Var det en trøst? En opmuntring? Var det for at give manden noget at tænke over? Faktisk spekulerede jeg mere på, om Bagger følte sig ramt end på, om jeg selv blev ramt. Jeg tilhører jo, ligesom alle andre højskolelærere, det grønne segment, og i segmentloven står der, at jeg tror, jeg ved bedre end dem i andre segmenter. Jeg kører i et bedrevidende bilmærke. Jeg spiser bedrevidende mad, og jeg har bedrevet bedrevidende studier. Jeg er faktisk så fandens bedrevidende, at jeg begynder at reflektere over, hvorfor jeg læser gennem Baggers øjne i stedet for gennem mine egne. Er det fordi, jeg er lettet over, at det (denne gang) ikke er mig selv, der er i frit fald mod afgrunden? Er det fordi, jeg (småligt?) fryder mig over, at retfærdighed sker fyldest? Eller er det bare fordi, jeg ikke tør erkende, at også jeg ligger under for det, Doppler flygter fra: Kompetencen, mens jeg bilder mig ind, at jeg lever et sandt liv? Sandheden befinder sig i et sort dyb, der lugter af vilde dyr. Jeg står på kanten, kigger derned og råber hysterisk HA, HA, HA! Dybet rumler og svarer AH, AH, AH! Gådefuldt, siger jeg til Bagger! Gådefuldt!