Hot & Not i Højskolebladet - 2

NOT
Nypuritaner
Anonyme, nøgne og humoristiske mennesker kaldte mig en nypuritaner af værste skuffe, da jeg sidste gang skrev Hot & Not. Bliv underholdt, forbløffet og befamlet på bloggen thehumanstain - og hvis du har nogle lærer-elev fantasier, der egner sig til fællesonani, må du endelig kaste dig ind i debatten. De vil også gerne have billeder.

HOT
Nypuritaner
Jeg elsker etymologisk ordbog. F.eks. kan den fortælle, at nypuritan betyder den nye renhed og ikke nødvendigvis, at det er forbudt at have det sjovt. Jeg er den nye renhed. I eftermiddag går jeg i gang. Jeg vil smide gamle dåser, bananer og flasker ud, gøre rent, fjerne spindelvæv og få noget Feng Shui på den dumme. Så slår jeg også to fluer med et smæk.

NOT
Af
Du har fået aftenens bordherre, den store forfatter, som har meget at øse af. Det gør han. Og han bliver ved, og ved, og ved. Du smiler anstrengt, gaber, kigger på uret, og endelig siger han: ”Nå, nok om mig…” Du retter dig op, klar til at komme på banen med det eksistentielle digt, du har tænkt på at skrive, hvorefter han fortsætter…”Hvad synes du så om min nye bog?”

HOT
Af
Elever, der knokler løs, fordi de drømmer om at skabe værker, små værker, store værker, værker der går over i historien eller bliver glemt igen, værker, der er et vidnesbyrd om sandheden, om at de var til, at de ER til, værker hvor der står ”Af mig (elevs navn – og de er ikke anonyme, for de tør stå ved, hvem de er)”, så de kan se, at de faktisk gjorde det.

NOT
Værste
Engang blev jeg vækket kl. fire om natten af en elev, der skreg i telefonen, at han havde skåret sig på glasskår, og at falck ikke gad komme, selvom han havde ringet 112. På vej over til gerningsstedet så jeg 15 elever ligge nøgne i en børnepool med varmt vand nede foran keramiklokalet. Øjeblikket efter kørte en politibil og en ambulance ind på gårdspladsen med fuld udrykning. Smukke, (sædvanligvis) kloge og fulde piger løb rundt med små håndklæder om sig og hjalp den forblødende fyr. Betjentene steg ud af bilen, kiggede sig omkring og spurgte: ”Hvad er det her egentlig for et sted?”

HOT
Værste
Godt nok har han hugget ideen fra Charles Bukowski, og den er måske heller ikke helt aktuel mere, men Søren Ulrik Thomsens ”Det bedste og det værste”, er den bedste digtsamling, jeg har læst. Med den fatter vi endelig, at det bedste har brug for det værste - i ækvivalerende vekselvirkning – for ellers kunne det hele være lige meget.

NOT
Skuffe
Du kan se deres forventninger, men lige netop i dag kan du mærke, at den ikke er der, at du ikke rigtigt selv er derinde. I deres forventninger. Du kan op mod 300 andre gange om året, men i dag, hvor forventningerne er størst, går alting galt, og du skuffer dem alle sammen. Det er sgu noget lort! Gad vide om Gud også har det sådan?

HOT
Skuffe
At skuffe nogen er det offer, der kan være nødvendigt, hvis du skal leve dit eget liv og ikke det, de andre vil have dig til at leve. ”Frihed er en kamp hver evig dag, Susanne,” sagde Højholts Gitte. Også selvom Preben bliver skuffet og nægter at gå ud af hans bil. Så er det godt han har perforerede rallyhandsker på.

Donslund de luxe - hede diktatordrømme

Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen slog igennem. Derfor købte han et bageri og satte sønnerne i bagerlære. Min farfar fik kone, bageri og otte børn og døde 42 år gammel. Min far blev således bager, da han var 11. Han var B-menneske og måtte have vækkeuret til at stå flere meter fra sengen. Han døde trekvart år efter, han havde lagt dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og de var nogle mænd, der bed tænderne sammen og gjorde familiens vilje til deres egen vilje. Den fælles vilje var individets skæbne.
Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang.

Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: ”Du går derhen, og du går derhen.”

Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer.

Måske har viljen to bevægelser. Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant.

Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.

Donslund de luxe - i Clemmes køkken

Indenfor tre måneder afleverede jeg speciale, fik barn, blev boligløs, fik en salmonellaforgiftning, og erkendte, at jeg var fysisk og åndeligt isoleret i et skrantende forhold. Jeg hang i neglene, mens jeg langsomt søgte fodfæste. Når jeg fortæller det, er det fordi, det danner baggrund for det særlige møde, som blev et vendepunkt. Jeg mødte Erik Haunstrup Clemmensen. Han havde annonceret med et sted, vi kunne bo: En aftægtsbolig ved billedskønne Brydegaard. En del af huslejen var, at vi skulle hjælpe med haven. Jeg samlede nedfaldsæbler i kassevis, skrællede og gjorde i stand i hans køkken, så de kunne komme i fryseren. Imens lavede han frokost og kaffe og fortalte anekdoter om, at Grevinde Danner i det nærliggende slot havde opmuntret Frederik den 7. ved at kravle baglæns ind i hans soveværelse med et tændt stearinlys i røven. Og han betroede mig, at han havde stemt på Nyrup og Socialdemokratiet ved sidste folketingsvalg. Erik var 77, jeg var 30 og dybt charmeret af denne varme, vidende og humoristiske mand. Det var surrealistisk, da dagplejemoren oppe i Snave fortalte, at de i hendes barndom kørte langsomt forbi uhyggelige Brydegaard og ”onde Clemmensen”. Gennem alle disse æbletimer i et uendeligt efterår byggede han mit selvværd op. Og da jobbet kom: Højskolelærer i filosofi og teater på Rønshoved, fik han tårer i øjnene og sagde: Jeg ved du får det! Det er 11 år siden, og det kan godt være, jeg lærte en masse af at hænge der i neglene, men det er Erik Haunstrup Clemmensens kærlige nærvær, der blev symbol for opturen. Måske har vendepunkter brug for et ansigt. Måske kan ethvert møde, vi foretager os få så stor betydning, at vi tænker det som et vendepunkt. Også selvom vi mister kontakt og aldrig får det sagt.