Donslund de luxe - hede diktatordrømme

Min oldefar var skrædder, da industrialiseringen slog igennem. Derfor købte han et bageri og satte sønnerne i bagerlære. Min farfar fik kone, bageri og otte børn og døde 42 år gammel. Min far blev således bager, da han var 11. Han var B-menneske og måtte have vækkeuret til at stå flere meter fra sengen. Han døde trekvart år efter, han havde lagt dejen på hylden, 60 år. De hed Jens, og de var nogle mænd, der bed tænderne sammen og gjorde familiens vilje til deres egen vilje. Den fælles vilje var individets skæbne.
Den fælles vilje i min generation har været flugt. Fra den fælles vilje. Ikke underligt, vi har et ironisk forhold til fællesskab. Højskolen er også på flugt. Der er en vaklen i bevægelsen, som sætter underlige længsler i gang.

Jeg længes efter en diktator. Jeg længes efter en konge, en dronning, en Mærsk, der ejer alle højskoler og laver virksomhedsplan og strategi, så vi ikke kopierer hinanden men uddelegerer opgaverne til de steder, hvor de bedst bliver løst. Jeg længes efter en coach, der ligesom min gamle volleytræner ser det hele udefra, samler os til kampråb (”1, 2, 3, Huba”) og siger: ”Du går derhen, og du går derhen.”

Jeg ved ikke, om min længsel er modnet med umodne år, men den minder om Tom Kristensens længsel efter skibskatastrofer og pludselig død. Fordi det er en længsel efter totalitet og skarpe konturer.

Måske har viljen to bevægelser. Den ene samler os i en fælles vilje, vi ikke selv kan styre, men som suger os ind i fællesskabet, mens den anden ”frie vilje” kæmper for at komme ud af det konstant.

Mine hede diktatordrømme kan være et symptom på, at højskolerne savner fælleskurs, omvendt kan de også advare os om, at den frie verdens fællesvilje er på vej mod totalitet.