Donslund de luxe - i Clemmes køkken

Indenfor tre måneder afleverede jeg speciale, fik barn, blev boligløs, fik en salmonellaforgiftning, og erkendte, at jeg var fysisk og åndeligt isoleret i et skrantende forhold. Jeg hang i neglene, mens jeg langsomt søgte fodfæste. Når jeg fortæller det, er det fordi, det danner baggrund for det særlige møde, som blev et vendepunkt. Jeg mødte Erik Haunstrup Clemmensen. Han havde annonceret med et sted, vi kunne bo: En aftægtsbolig ved billedskønne Brydegaard. En del af huslejen var, at vi skulle hjælpe med haven. Jeg samlede nedfaldsæbler i kassevis, skrællede og gjorde i stand i hans køkken, så de kunne komme i fryseren. Imens lavede han frokost og kaffe og fortalte anekdoter om, at Grevinde Danner i det nærliggende slot havde opmuntret Frederik den 7. ved at kravle baglæns ind i hans soveværelse med et tændt stearinlys i røven. Og han betroede mig, at han havde stemt på Nyrup og Socialdemokratiet ved sidste folketingsvalg. Erik var 77, jeg var 30 og dybt charmeret af denne varme, vidende og humoristiske mand. Det var surrealistisk, da dagplejemoren oppe i Snave fortalte, at de i hendes barndom kørte langsomt forbi uhyggelige Brydegaard og ”onde Clemmensen”. Gennem alle disse æbletimer i et uendeligt efterår byggede han mit selvværd op. Og da jobbet kom: Højskolelærer i filosofi og teater på Rønshoved, fik han tårer i øjnene og sagde: Jeg ved du får det! Det er 11 år siden, og det kan godt være, jeg lærte en masse af at hænge der i neglene, men det er Erik Haunstrup Clemmensens kærlige nærvær, der blev symbol for opturen. Måske har vendepunkter brug for et ansigt. Måske kan ethvert møde, vi foretager os få så stor betydning, at vi tænker det som et vendepunkt. Også selvom vi mister kontakt og aldrig får det sagt.