mandag den 16. november 2009
Donslund de Luxe på Olympen
Da Adolf H. byggede det Olympiske stadion i Berlin, drømte han om at komme ind i evigheden. Måske ville de tværgående bjælker forstøve, men dem, der rakte op i himlen, ville stå der til alle tider. Jeg sidder blandt 13.134 tilskuere og ser Hertha Berlin tabe til Herenveen. En af spillerne springer over banden og forlader stadion i vrede. Han ser ikke, at dommeren vinker med et rødt kort. Hvad der gjorde ham sur, lagde jeg ikke mærke til, for jeg sad og forestillede mig, hvordan her var, da folk gik amok i heilen til førertribunen, og jeg undrer mig over, at selv idioter kan tænke smukke tanker. Om tusind år har folk glemt uhyret, så er der kun emperiets storhed, folkevogne og søjler tilbage. ”Hvis Hitler var en græsk Gud på Olympen, hvem tror du så, han ville være?” hvisker jeg til min ven Zarathustra. Han nipper til sin alkoholfrie Fassbier og kipper med flaget. ”Hera,” smiler han og tørrer skum af læberne. ”Hera var ligeså jaloux som nazisterne og Stasi tilsammen!” Jeg kommer i tanke om min ungdomskæreste, der udspionerede mig fra tage og træer, og som svingede mellem (megalo)manisk charme og svigtende selvværd. Senere blev han indlagt. Bare tanken om kærlighedssvigt ødelægger drømmen om evighed, og det er ubærligt. Selv smed jeg min eksmands mobil i toilettet efter at have rodet hans ting igennem og fundet fældende beviser for utroskab. Hver gang jeg hørte trafikradio efter bruddet, ønskede jeg, at han fik det røde kort i Ishøjsammenfletningen. Jeg tror ikke, Zarathustra nogensinde har haft det så gement. Måske er det derfor, Orienten er morgenlandet, og vi er aftenlandet, der forstøver i rædsel over mørkets magt. I Orienten ved de jo godt, at solen ikke står op, men at evigheden bare går i ring.
Hot & Not i Højskolebladet
Hot
Banaliteter
Indimellem er det flovt, at ens liv består af banaliteter. Dagligdags banaliteter og dramatiske banaliteter. Men banaliteter. Du står op, går i badeværelset, spiser morgenmad, går på arbejde, siger din mening eller lader være, forelsker dig, føler dig ensom, skriver et digt, ser fjernsyn, græder, griner, elsker, skider, tjekker din mail, går i seng. I virkeligheden betyder banal: det fælles. Eller de fælles regler, der vedrører alle. Af og til må man så gøre oprør mod det banale, selvom det også er banalt, for der er altid nogen, der har gjort det før dig. Til gengæld er der aldrig nogen, der har levet livet banalt på lige nøjagtig DIN måde. Der er aldrig nogen, der har levet livet så banalt som netop DIG. Og det er jo en trøst.
Tine Bryld
Jeg vil være ligesom Tine Bryld, jeg vil kæmpe for de svage, jeg vil have to grønlandske fanger (ikke fra Nuuk men fra Herstedvester) boende, jeg vil låne min bil ud til en, der aldrig kommer tilbage med den, jeg vil lytte til titusind unge, der trænger til at snakke, jeg vil have mine mørke sider, jeg vil skrive bøger, som rækker hånden ud mod dem, der kæmper med identiteten, jeg vil drikke et glas rødvin og se Colombo for at falde ned, jeg vil forstå alting i verden, alle opturene og alle nedturene, og jeg vil kende det hele fra mig selv.
Anders And
Én gang om ugen fik jeg Anders And som barn, og én gang om ugen får mine børn bladet. Det er som at have fået en gammel ven tilbage, og selvom det ikke er Carl Barks niveau det hele, så er den and mit idol. Ingen andre af dine venner kan få lov til at opføre sig så dumt, tåbeligt og barnligt uden du holder mindre af dem af den grund. Faktisk holder jeg mest af Anders And, når han er rigtig åndssvag og går i indædt krig mod sin nabo eller den evigt utålelige Fætter Højben.
Orlov
FFD har givet mig orlov i tre måneder for 8 års tro tjeneste i standen. Kunne godt tænke mig, at det blev en tradition hvert år ved denne tid. Så kunne jeg bo på Haiti om vinteren og være Jørgen Leths genbo og bedste ven. Vi kunne snuppe en drink i skumringen og ryge en cerut og tale om livets pikanterier.
Not
Sorte huller
Når jeg har sagt min mening stærkt, kontant og altid spontant, føler jeg først en lettelse, en styrke i rygraden, for nu blev der klare linjer. Men bagefter er det som om, der er opstået et sort felt, et sort hul i universet, og det er som om, man aldrig mere kan trække noget tilbage, der først er endt dér. Det, der ér, holder op med at være. Det, der er skabt og bygget op, bliver revet ned og dør i et snuptag. Ved ét enkelt udsagn. Én skråsikker udtalelse. Big Bang-maskinen er oppe at køre igen. Men mysteriet om de sorte huller mellem os, det kender vi dybest set godt selv.
Meningsløshed
Meningsløsheden er meningsløs. Kunne den i det mindste have retning. Eller form. Eller i det mindste en lugt. Måske har den en lugt: Indelukket søndag mellem 13 og 14. Der er ikke andet at gøre end at få de vinduer op.
Nej
Engang fik min mor et julekort fra vores familie i Haslev, som skrev, at det var vigtigt, hun sagde nej til det, hun ikke magtede. Det var vigtigt, hun sagde fra. Især når nogen ville have hende til noget, når nogen krævede noget af hende. Som hendes børn. De meget krævende børn. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være vigtigere at sige fra end at sige til. Men det er der jo nogen, der går meget op i.
Dannebrog
Jeg er ked af det, men jeg kan ikke længere med dannebrog. Kun til børnefødselsdage køber jeg stadig en pakke med 20 flag oppe i Super Brugsen. Hvis jeg ellers hejser et flag, signalerer jeg, at jeg er et utolerant og nationalistisk fjols.
Banaliteter
Indimellem er det flovt, at ens liv består af banaliteter. Dagligdags banaliteter og dramatiske banaliteter. Men banaliteter. Du står op, går i badeværelset, spiser morgenmad, går på arbejde, siger din mening eller lader være, forelsker dig, føler dig ensom, skriver et digt, ser fjernsyn, græder, griner, elsker, skider, tjekker din mail, går i seng. I virkeligheden betyder banal: det fælles. Eller de fælles regler, der vedrører alle. Af og til må man så gøre oprør mod det banale, selvom det også er banalt, for der er altid nogen, der har gjort det før dig. Til gengæld er der aldrig nogen, der har levet livet banalt på lige nøjagtig DIN måde. Der er aldrig nogen, der har levet livet så banalt som netop DIG. Og det er jo en trøst.
Tine Bryld
Jeg vil være ligesom Tine Bryld, jeg vil kæmpe for de svage, jeg vil have to grønlandske fanger (ikke fra Nuuk men fra Herstedvester) boende, jeg vil låne min bil ud til en, der aldrig kommer tilbage med den, jeg vil lytte til titusind unge, der trænger til at snakke, jeg vil have mine mørke sider, jeg vil skrive bøger, som rækker hånden ud mod dem, der kæmper med identiteten, jeg vil drikke et glas rødvin og se Colombo for at falde ned, jeg vil forstå alting i verden, alle opturene og alle nedturene, og jeg vil kende det hele fra mig selv.
Anders And
Én gang om ugen fik jeg Anders And som barn, og én gang om ugen får mine børn bladet. Det er som at have fået en gammel ven tilbage, og selvom det ikke er Carl Barks niveau det hele, så er den and mit idol. Ingen andre af dine venner kan få lov til at opføre sig så dumt, tåbeligt og barnligt uden du holder mindre af dem af den grund. Faktisk holder jeg mest af Anders And, når han er rigtig åndssvag og går i indædt krig mod sin nabo eller den evigt utålelige Fætter Højben.
Orlov
FFD har givet mig orlov i tre måneder for 8 års tro tjeneste i standen. Kunne godt tænke mig, at det blev en tradition hvert år ved denne tid. Så kunne jeg bo på Haiti om vinteren og være Jørgen Leths genbo og bedste ven. Vi kunne snuppe en drink i skumringen og ryge en cerut og tale om livets pikanterier.
Not
Sorte huller
Når jeg har sagt min mening stærkt, kontant og altid spontant, føler jeg først en lettelse, en styrke i rygraden, for nu blev der klare linjer. Men bagefter er det som om, der er opstået et sort felt, et sort hul i universet, og det er som om, man aldrig mere kan trække noget tilbage, der først er endt dér. Det, der ér, holder op med at være. Det, der er skabt og bygget op, bliver revet ned og dør i et snuptag. Ved ét enkelt udsagn. Én skråsikker udtalelse. Big Bang-maskinen er oppe at køre igen. Men mysteriet om de sorte huller mellem os, det kender vi dybest set godt selv.
Meningsløshed
Meningsløsheden er meningsløs. Kunne den i det mindste have retning. Eller form. Eller i det mindste en lugt. Måske har den en lugt: Indelukket søndag mellem 13 og 14. Der er ikke andet at gøre end at få de vinduer op.
Nej
Engang fik min mor et julekort fra vores familie i Haslev, som skrev, at det var vigtigt, hun sagde nej til det, hun ikke magtede. Det var vigtigt, hun sagde fra. Især når nogen ville have hende til noget, når nogen krævede noget af hende. Som hendes børn. De meget krævende børn. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det skulle være vigtigere at sige fra end at sige til. Men det er der jo nogen, der går meget op i.
Dannebrog
Jeg er ked af det, men jeg kan ikke længere med dannebrog. Kun til børnefødselsdage køber jeg stadig en pakke med 20 flag oppe i Super Brugsen. Hvis jeg ellers hejser et flag, signalerer jeg, at jeg er et utolerant og nationalistisk fjols.
Donslund de Luxe i Lundins hoved
Det var fordi Jens Andersen sagde, at den bog ikke havde sin berettigelse, jeg blev nysgerrig. Han diskuterede med en velklædt mand fra forlaget Turbulenz, der har udgivet Peter Lundins selvbiografi. Forlagsmanden sagde, at det var af almen interesse at komme ind i hovedet på en psykopat.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.
Abonner på:
Opslag (Atom)
