Donslund de Luxe i Lundins hoved

Det var fordi Jens Andersen sagde, at den bog ikke havde sin berettigelse, jeg blev nysgerrig. Han diskuterede med en velklædt mand fra forlaget Turbulenz, der har udgivet Peter Lundins selvbiografi. Forlagsmanden sagde, at det var af almen interesse at komme ind i hovedet på en psykopat.
Så stod den i Bog og Idé i Asnæs Centret. Gult omslag – falskhedens farve! Og på forsiden sidder han med det sort-hvide diabolsk smilende ansigt fra dengang, han havde parteret sin kæreste og hendes børn. Jeg hader selvbiografier. Alligevel tog jeg den og lagde en bog af Helle Helle ovenpå, inden jeg gik hen til kassen. Kunne ikke lige klare tanken om, at de troede, jeg var psykopatlover. En af typerne, der skriver kærlighedsbreve til massemordere og tænder på dødsangst.
Nu er jeg der så. I hovedet på Lundin. Og hvordan er der? Der er uudholdeligt. Jeg forventede et umenneske. Et dyr bag tremmer og et skilt ved siden af, der siger ”primates psykopates”. Men så er han et menneske med barndom og det hele. Et menneske fra en familie, der gik i stykker indvendigt og som levede socialt isoleret. Men han ER et menneske, og det er det, der er så uhyggeligt. Freud skrev i Das Unheimliche, at det mest uhyggelige udspringer af det hjemlige og private. De gange vores veje er gået tæt forbi psykopater, fortrænger vi, fordi de har overskredet vores personlige grænser. Men det er ikke det værste. Det værste er, at vi næsten selv kunne have gjort det. Jeg tror, at det der ytres fra ét menneske, er udtryk for det fællesmenneskelige. Og den tanke er så ubærlig, at Lundin ryger lige ned i min affaldspose mellem kødrester, æggeskaller og andre tegn på liv.