Donslund de Luxe på Olympen

Da Adolf H. byggede det Olympiske stadion i Berlin, drømte han om at komme ind i evigheden. Måske ville de tværgående bjælker forstøve, men dem, der rakte op i himlen, ville stå der til alle tider. Jeg sidder blandt 13.134 tilskuere og ser Hertha Berlin tabe til Herenveen. En af spillerne springer over banden og forlader stadion i vrede. Han ser ikke, at dommeren vinker med et rødt kort. Hvad der gjorde ham sur, lagde jeg ikke mærke til, for jeg sad og forestillede mig, hvordan her var, da folk gik amok i heilen til førertribunen, og jeg undrer mig over, at selv idioter kan tænke smukke tanker. Om tusind år har folk glemt uhyret, så er der kun emperiets storhed, folkevogne og søjler tilbage. ”Hvis Hitler var en græsk Gud på Olympen, hvem tror du så, han ville være?” hvisker jeg til min ven Zarathustra. Han nipper til sin alkoholfrie Fassbier og kipper med flaget. ”Hera,” smiler han og tørrer skum af læberne. ”Hera var ligeså jaloux som nazisterne og Stasi tilsammen!” Jeg kommer i tanke om min ungdomskæreste, der udspionerede mig fra tage og træer, og som svingede mellem (megalo)manisk charme og svigtende selvværd. Senere blev han indlagt. Bare tanken om kærlighedssvigt ødelægger drømmen om evighed, og det er ubærligt. Selv smed jeg min eksmands mobil i toilettet efter at have rodet hans ting igennem og fundet fældende beviser for utroskab. Hver gang jeg hørte trafikradio efter bruddet, ønskede jeg, at han fik det røde kort i Ishøjsammenfletningen. Jeg tror ikke, Zarathustra nogensinde har haft det så gement. Måske er det derfor, Orienten er morgenlandet, og vi er aftenlandet, der forstøver i rædsel over mørkets magt. I Orienten ved de jo godt, at solen ikke står op, men at evigheden bare går i ring.