Donslund de Luxe uddriver angst

Det var i den seneste nattetime, hvor de søvnløse endelig sover, og de unge synes, at aftenen er på sit højeste. Og der sad jeg i godt selskab og blev grebet af melankoli. Ikke den slags hvor datiden spiller en rolle, men den hvor tiden slutter. Vi havde snakket om Wolf Erlbruchs fantastiske billedbog: And, Døden og tulipanen, der på meget poetisk vis handler om det uundgåelige. For børn. Og jeg kom til at tænke på, hvor ubekymret jeg var for døden som barn i kontrast til, hvor isnende kold den er i dag. Eller nat. For det er altid om natten, skelethovedet klaprer tænder. Men så spurgte en af mine venner, om der ikke var noget, jeg syntes, var værre end døden. Noget der var endnu mere uhyggeligt. Og jo, det var der faktisk:
Oslofærgen er værre. Tanken om, at tage en sviptur med Oslofærgen, weekendtur for to med kahyt otte meter nede i skibet, 3 timer i Oslo og så sejle tilbage igen, det kan få hele Kattegat til at risle mig koldt ned ad ryggen. Indretningen på sådan en færge gør alt for at få dig til at glemme, at du befinder dig ude på havet, indtil kulingen fra Dokkerbanke kommer – ja, bankende - fadøllerne skvulper, og dansegulvet sejler i stemning og bræk, mens skibet går ned til ”en lille båd der gynger”. Og er man heldig med vejret, får man klaustrofobi og fedthinde i mundhulen af friturestegt mad.
”Døden er heller ikke så glad for vand,” sagde min ven i den sene nattetime. Vand? Har jeg talt om vand? Jeg åbnede bogen med and og tulipanen og dét. Døden fryser efter den har badet sammen med And. ”Skal jeg varme dig,” spørger And og lægger sig ovenpå Døden. Den ser slet ikke bange ud. Måske skulle jeg tage navneforandring. Til And-Marie. Kan være det hjælper…