Donslund de Luxe og det høje moraltræ

”Der står sådan et højt moraltræ i din have,” sagde min nye nabo, inden jeg flyttede ind. Moraltræ? Jeg var ikke havemenneske og havde aldrig før hørt om moraltræer, heller ikke de høje, heller ikke selvom jeg kommer fra Ikast.
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…