tirsdag den 8. juni 2010

Donslund de Luxe til happy meal

Nogle gange går jeg rundt med en følelse af, at et eller andet er forkert. At jeg er i den forkerte krop, i det forkerte land, i det forkerte par sko. Og det er egentlig fjollet, for efterhånden som tiden går, får jeg trods alt udfyldt mig selv mere og mere med den jeg… er. Hvis altså Sokrates havde ret i, at jeg indeholder al viden, jeg skal blot huske den, eller Christen Kold havde ret i, at alle frø er der, de skal bare vandes.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.

1 kommentar:

rose sagde ...

Hej anne marie
Du skriver så supergodt.