tirsdag den 22. november 2011

Donslund de Luxe - Gerda og Knopfler

Gerda Lyhn og jeg er til koncert med Knopfler og Dylan i Malmø. Jeg er glad for Bob, og Gerda rimer altid Knopfler på kartofler i sine festsange.
”Hvor er isen,” hvisker Gerda, da vi har fundet vores pladser på det store ishockeystadion.
”Dækket til,” siger jeg.
”Jeg troede, det var Holiday on Ice.” Gerda lyder skuffet. Og skuffelsen bliver ikke mindre, da Knopfler går på.
”Han er blevet rund om hofterne,” hvisker hun.
Ja, sikkert lidt for rund til isdanserkostume, indrømmer jeg.
”Måske sidder han for meget ved sit Roland-orgel.” Gerdas søn har også et Roland-orgel. Han gider heller ikke bevæge sig. Det gider Mark nu godt. Han skifter i hvert fald guitar hele tiden.
”Han skulle prøve de øvelser, vi har til lår- og bækkenbund,” hvisker Gerda.
Jeg nikker og glæder mig, til Bob går på. Han er i hvert fald tyndere.
”Knopfler er også kun opvarmning,” hvisker jeg.
”Opvarmning? Der plejer vi at lave englehop,” råber Gerda. ”Så opdager man, hvor man er utæt.”
Da Dylan går på, er Gerda væk. Jeg leder overalt. Hun dukker først op efter koncerten.
”Jeg kunne da ikke tage hjem uden at give Mark et par gode fif,” siger hun. ”Vi lavede mavebøjninger og kørte trillebøre.”
”Hvor?”
”Ude bag tæppet. Og grinede af ham vestjyden, der sang.”
”Dylan?”
”Ja hold da op, æ hær æ wær æ sær, han var nok fra Tarm.”

Ingen kommentarer: