Æbler hænger tungt i plantagen. Jeg hiver eleverne med ud, det er koldt, under træerne ligger de rådne æbler, dem med orm og minder mig om dengang, jeg var æbleplukker i en kibbutz.
Jeg siger til mine elever, de skal skrive om det, de ser. Ikke hvordan de forestiller sig, et æbletræ ser ud, nej, de skal se, lugte og røre det, med hænderne, med kinden, med munden. De skal bide i barken, komme helt tæt på det træ, blive fortrolig med det, som var det deres elskede.
Da jeg selv var tyve og stod på stiger med æblespande, som hang i læderstroppe på maven, var jeg ikke specielt fortrolig med natur. Der var slanger, vi skulle se os for og altid gå i støvler.
Det var også her et sted, Eva mødte slangen, det var her, det viste sig, at forbud skaber kultur, og at overtrædelse giver indsigt. Israelerne var pæne med krøllet hår og brune øjne, de smilede med hvide tænder i solbrændte ansigter, når de råbte Yella.
Æblerne duftede, jeg var begyndt at få styr på det, solen bagte, klokken var henad ti. Så var det, jeg kiggede ned på min fyldte spand af store røde æbler. En kæmpeorm var på vej ud af det øverste. Den var helt tæt på mit ansigt, og så skreg jeg. Israelerne kom løbende fra alle sider med kæppe og våben for redde mit liv. Ormen kiggede overrasket på mig og forsvandt ind i æblet igen. Det var som at være med i en tegnefilm.
Sådan er det ikke i dag. Mine elever står og spytter bark ud. Det er ægte natur, helt ind under huden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar