Donslund de Luxe – er en illusion

Religionsfrihed er et dogme sat sammen af to påbud: du skal være religiøs, og du skal være fri. I min barndom skulle jeg tro, og der var kun én Gud. Da jeg blev ung, skulle jeg være fri, og der var kun én frihed. Det var Moden. Også når det handlede om, at vi skulle være topløse og frigjort fra markedsmekanismer. Også når vi stemte til venstre i 70’erne og til højre i 80’erne. Det var alt sammen moderne, det var bølger, der tog os, og som gav os en følelse af frihed, men dybest set gjorde vi bare som de andre. Og måske fandt vi ud af, at det hele var en illusion. At religion er en illusion. At frihed er en illusion. At sandhed er. Måske.
Individet er i hvert fald ikke bedre end det samfund, det er en del af. Især ikke nu, hvor der er et eller andet (moderne) påbud om, at vi skal være etiske og gennemsigtige. Så vidt jeg ved, betyder det at være etisk, at jeg’et ikke kan slippe udenom ansvaret. Desværre er vi mange, der ikke for alvor har fattet dette.
Dansk folkeparti har haft nemt ved at tage os med bukserne nede, så de ikke kun er i gang med at pule alle indvandrere, de er også i gang med at pule værdinihilisterne. Os, der troede, vi havde hævet os over godt og ondt og set på verdens teater udefra, leet hånligt ad fremmedangsten og gjort grin med nationalromantikernes gigantiske patos.
Jeg er bange for, at vi nu er nødt til at træde ind i illusionen igen og finde en måde, vi kan bekæmpe dem på. Men hvordan? Skal vi ned i sumpen og lave mudderslåskamp? Skal vi nedbryde partiet indefra, melde os ind og få hele flokken til at fatte, at deres Kampf en illusion? Eller kunne vi simpelthen lave en gang apartheid, hvor racisterne kunne få lov til at bo for sig selv ude på Sejrø! Så kunne de sejre ad helvede til, mens vi andre sætter vores tørklæder, hvor vi vil.