Donslund de Luxe – med englekort

”Jeg har fået englekort med posten,” siger jeg til min kæreste. Han kigger skeptisk på pakken. Kortene er fra min alternative veninde i Århus. Der står i brugsanvisningen, at de kan bruges til meditation og afklaring. Hvis man har et problem, kan man spørge englene til råds.
Jeg ved, han synes, det er latterligt.
På en måde synes jeg også, det er langt ude, men jeg gider ikke give ham ret, for jeg har lige læst, at Kasper Colling, der har fået Bogforums debutantpris, mener, man skal være åben overfor det groteske.
”Træk et kort,” siger jeg. ”Det er bare ord.” Han sukker, trækker et. På bagsiden er der en engel. Dens vinger blafrer lidt.
”Compassion,” læser min kæreste. Medfølelse.
”Det er nok ikke min stærke side,” siger han. ”Jeg køber aldrig Hus Forbi.”
Det gør jeg. I hvert fald når han er med. I hvert fald når han mener, det er aflad.
Så er det mig. ”Commitment,” står der på mit kort. Det minder mig om Anders Køge Svømmehal Møller. Han var den første, jeg hørte bruge udtrykket ”at comitte sig.” Han var taget i pressely på Rønshoved, men endte med at stå frem og fortælle sin historie til en poesiaften. Han havde comitted sig til politik, sagde han og var både sød og naiv på en Klovn-agtig måde. Men Frank Hvam-fadæser går ikke i dansk politik, og der sluttede dét commitment.
”Det ord gør mig lidt trist,” siger jeg. ”Nogen comitter sig, sætter alt ind, brænder for det, det er så sårbart. Især når det er én selv.”
”Hvorfor?” spørger min kæreste.
”Slutningen bliver for synlig,” siger jeg og rækker ham englekortene. Men han gider ikke mere, det er noget new age pis.
Senere, da vi ligger i sengen, siger han: ”Jeg har et ord, du kan sove på.” Det er bare et ord, han kom til at tænke på. Ordet er samdrægtighed. Hans vejrtrækning er dyb, da en engel går gennem rummet. Jeg er lysvågen. Den blafrer lidt med vingerne og sukker: samdrægtighed…