Donslund de Luxe på Sat’lit’en

Vores lokale døgner hedder Sat’lit’en. Foruden apostroffer sælger de brød, porno og cigaretter og har en spillehal i baglokalet.
Når jeg tænker på Darwins evolutionsteori er det ikke Sat’lit’en, der først falder mig ind. Så forestiller jeg mig snarere menneskeheden stå på skuldrene af hinanden for at perfektionere multitasking i rummet.
Jeg kender en, der engang gik til optagelsesprøve som jagerpilot. Under prøven sad han i en flysimulator og blev udsat for en større og større mængde stress, knapper der lyste, andre der bippede, ting han skulle gøre. Jagerpiloter skal kunne holde hovedet koldt og klare syv ting på én gang, ellers falder flyet ned, fortalte han.
Jeg forestiller mig, at det ypperste menneske kan håndtere en ligeså stor mængde stress som en jagerpilot, samtidig med at det med lethed klarer både kvadratrødder, Bezzerwizzer og parallelparkering. Jeg tænker, at vi er i gang med et mentalt udskillelsesløb, hvor vi bliver udsat for stigende pres med det ene formål at producere mennesker, som kommer til at sikre artens overlevelse i en sci-fi fremtid.
Og det er ikke nødvendigvis dem, jeg kan høre hoste inde i spillebulen i Sat’lit’ens baglokale.
Men måske tager jeg fejl. Måske er verdens vilje i gang med at forfine forskellige typer og ikke kun genier. Måske skyldes polariseringen, at verden ikke ved, hvem der vinder i sidste ende.
Næste gang jeg kommer i Sat’lit’en og går ud igen, kan det være, resten af verden er forsvundet. Alt er goldt og øde, tilbage står kun døgneren med blinkende spillemaskiner og rygende gæster på livslang overførselsindkomst.
Lars Qvortrup har sagt, at det perfekte menneske, er det menneske, der selv har skabt sin egen perfektion. Måske er det også en perfektion at hænge ud i Sat’lit’en dagen lang, spille Space Ace og vide præcist, hvornår man får jackpot.