Det var på Island. Vi havde redet hele dagen, skiftet hest tre gange, tøltet gennem lavaørkener, lupindale og brusende floder, set røgskyer fra Eyjafjellajøkull og tordenvejr over Hekla. En af mine heste havde været svær at holde tilbage, så mine arme og skulderblade var slemt syret til.
Nu sad vi bænket ved langbordet og fik lam og skjaldemjød og sang Ridum, ridum. Over for mig sad en pædagog fra Horsens. En smuk kvinde og dygtig rytter. Hun så, jeg tog mig til nakken, mens vi sang, at Arnafjældet står i aftendis.
”Sæt to fingre under ribbenene,” sagde hun lavt. ”Og to andre på dit skamben.”
Mit skamben?
Tys, tys, tys, tys, ræven er på færde…, blev der sunget.
Jeg gjorde, som hun sagde og håbede mine medryttere ikke undrede sig over, at jeg sad med en hånd i skridtet.
Så gik hun rundt om bordet og placerede to fingre i ryggen på mig. ”Forestil dig, at smerten får en farve og forsvinder op gennem dit hoved,” hviskede hun.
Nogle af de andre skævede til min hånd i skridtet. Jeg fik svært ved at bestemme mig for en farve. Var smerten rød eller grøn?
”Kan du mærke, det hjælper?” hviskede hun. Rundt om os sang de om en alfedronning, og måske var det derfor, jeg sagde, at ja, jeg mente nok, det hjalp. En lille smule, i hvert fald.
Hun trykkede lidt mere, mens de andre sluttede sangen i Kidagil. Jeg fjernede fingrene fra skambenet.
”Det er noget meget gammelt, du har siddende i den ryg.” Hun kiggede på mig med et blik, der mindede om min indremissionske mormors. ”Er du en lukket person?”
Mig? Lukket? ”N..nej,” stammede jeg.
”Så har du måske tunge byrder at bære?” Og det havde jeg pludselig. Overordentlig tunge, og på ti minutter fortalte jeg alt, hvad jeg kunne opdrive af byrder. For der var ikke nogen, der skulle beskylde mig for at være en lukket person!
torsdag den 21. oktober 2010
Hot and Not
Hot
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Frigørelse og fusion
Man skal frigøre sig fra alt det, der er dårligt for en. F.eks. er staten meget dårlig for højskolerne. Hvis vi frigør os fuldstændigt, fusionerer med hinanden, brander os supertjekket, organiserer hvilke profiler, der skal være på hvilke højskoler, fylder de skoler, der kan fyldes og laver kommercielle kursuscentre på resten, så tror jeg, højskolerne kan gå ind i en ny æra.
Mod
Man skal vise mod og handle og tage nogle drastiske skridt. Ellers kan det være lige meget. Jeg har samlet mod til at blive fuldtidsforfatter og kun timelærer på Vallekilde fremover. Højskolelærer-adrenalin-angst-metaltræthed har muligvis haft indflydelse på beslutningen. For helt ærligt: jeg orker ikke mere snak om dårlig økonomi. Det minder om min ex-mand. Det er også derfor, jeg synes, højskolerne skal lade sig skille fra staten.
Kollektiv
Vallekildes førende kollektiv hedder 1000Fryd. Jeg ville blive ret misundelig, hvis jeg havde tjekket gruppen på facebook – og at det så gik op for mig, at jeg ikke selv boede der. Men det gør jeg! Kom forbi. Vi har webergrill og trampolin. Og altid gæster.
Blomstrende æbletræer
Som i nyhederne skal man slutte med et smukt billede. Mine Damer og Herrer: Æbletræerne blomstrer. Og hvis de er blomstret af, inden dette blad kommer ud af trykken, så gå alligevel ud og kram et træ. Man bliver fredfyldt. Også indeni.
Not
Knock out
Mens stjernerne svæver i sejrssikker DF formation over de blå øjne på en knock outet bevægelse, passerer højskolernes liv revy for vores indre blik. Var vi direkte sundhedsskadelige, kunne man forstå den politiske beslutning om, at højskolerne skal afskaffes. Måske skulle vi klistre labels på brochurer og bygninger: ”ADVARSEL! Ophold på en højskole medfører oplysning, samvær og refleksion og kan i sidste ende forårsage livskvalitet.”
Diktatur
Jeg er bare ikke så vild med den styreform. Magthaverne straffer dem, der er uenige. Tarveligt!
Vulkan
Kære Eyjafjellajøkull (eller hvad du hedder). Stop det giftige askenedfald. Jeg skal på rideferie på Island i sommerferien. Ellers kan jeg meget godt lide vulkaner, det er ikke det. I er rimeligt hotte. Især dig. Wow. Men er der ikke et kodeord, ligesom hos sadomaschochisterne i Svinninge Swingers. Hvis det bliver for hedt, siger de f.eks. lammefjordsgulerødder. Ve den, der glemmer, Lammefjorden!
Not
Det er not at sige not. Men det er sikkert bare mig, der synes det. I de fleste tilfælde. I resten af tilfældene er det hot nok.
Donslund de Luxe til nøgensumo
Jeg læser Sumobrødre af Morten Ramsland, og jeg mærker det næsten ikke, da mit tøj falder af. Jeg tumler ophedet rundt på gulvet med andre sumobrødre og søstre, får en flaprende tissemand, oppustede kinder og slimede ben. Jeg er en frø, en gammel græker, et barn på ti.
Min kusine lærte mig at lege doktor. Doktoren havde altid tabt noget mellem patientens ben. Eller også skulle han strække sig så langt, at hans læber strejfede hendes. Det var en god leg, som jeg forpligtede mig til at lære videre til veninder og andre kusiner. Hinkeruder var der ingen, der gad lære, men doktor var et hit.
Vi legede også mand og dame. Louise ville kun være dame. Men når jeg legede med Dorthe, var hun manden. Dorthe var god til at være mand. Hun var stor og stærk på en fremmed og skræmmende måde.
I Sumobrødre tager Frank og Lars al tøjet af og låser døren, når de skal lave sumobrydning. De tumler rundt i timevis, hud mod hud. Men Lars’ nysgerrige mor lirker vinduet op og kigger under gardinet. ”Hvad laver I?” spørger hun. Frank er hoppet ind i skabet. Lars sidder nøgen på sengen. Hvad skal han sige?
Engang kiggede Dorthes mor ind ad vinduet. Dorthe lå ovenpå mig med røde kinder og trutlæber, da hendes mors ansigt blev stort bag pyntegardinet. Pludselig var det som om, vi var nøgne, selvom vi havde tøj på. Fløjlsbukser og velourtrøjer. To sekunder efter trampede jeg op ad J.P. Jacobsensvej på minicykel og var blevet for gammel til den slags lege.
Men sumobrydning bliver man aldrig for gammel til. På Christiansborg ruller de nogle gange gardinerne for og tager en omgang sumo hele folketingssalen. ”Vi snupper lige en ophedet demokratisk debat,” siger de. Og så tumler Lars, Frank, Birthe og alle de andre nøgne rundt mellem stolene som ægte sumobrødre.
Min kusine lærte mig at lege doktor. Doktoren havde altid tabt noget mellem patientens ben. Eller også skulle han strække sig så langt, at hans læber strejfede hendes. Det var en god leg, som jeg forpligtede mig til at lære videre til veninder og andre kusiner. Hinkeruder var der ingen, der gad lære, men doktor var et hit.
Vi legede også mand og dame. Louise ville kun være dame. Men når jeg legede med Dorthe, var hun manden. Dorthe var god til at være mand. Hun var stor og stærk på en fremmed og skræmmende måde.
I Sumobrødre tager Frank og Lars al tøjet af og låser døren, når de skal lave sumobrydning. De tumler rundt i timevis, hud mod hud. Men Lars’ nysgerrige mor lirker vinduet op og kigger under gardinet. ”Hvad laver I?” spørger hun. Frank er hoppet ind i skabet. Lars sidder nøgen på sengen. Hvad skal han sige?
Engang kiggede Dorthes mor ind ad vinduet. Dorthe lå ovenpå mig med røde kinder og trutlæber, da hendes mors ansigt blev stort bag pyntegardinet. Pludselig var det som om, vi var nøgne, selvom vi havde tøj på. Fløjlsbukser og velourtrøjer. To sekunder efter trampede jeg op ad J.P. Jacobsensvej på minicykel og var blevet for gammel til den slags lege.
Men sumobrydning bliver man aldrig for gammel til. På Christiansborg ruller de nogle gange gardinerne for og tager en omgang sumo hele folketingssalen. ”Vi snupper lige en ophedet demokratisk debat,” siger de. Og så tumler Lars, Frank, Birthe og alle de andre nøgne rundt mellem stolene som ægte sumobrødre.
tirsdag den 8. juni 2010
Donslund de Luxe til happy meal
Nogle gange går jeg rundt med en følelse af, at et eller andet er forkert. At jeg er i den forkerte krop, i det forkerte land, i det forkerte par sko. Og det er egentlig fjollet, for efterhånden som tiden går, får jeg trods alt udfyldt mig selv mere og mere med den jeg… er. Hvis altså Sokrates havde ret i, at jeg indeholder al viden, jeg skal blot huske den, eller Christen Kold havde ret i, at alle frø er der, de skal bare vandes.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.
Holistiske menneskesyn er betagende. Alting ender godt, der er virkeliggørelse af selvet og helt klart en mening. Det er rent happy meal. I love it!
Alligevel lider jeg under den diskrepans, der er mellem mig og alle skyggeforestillingerne om mulige jeg’er, der går rundt og flagrer i en parallelvirkelighed og puster mig – eller bare den nutidige selvforestilling om mig - i ørerne.
Måske skyldes det valgene, som kunne have været truffet anderledes, vildvejene, man kunne have undgået, forbindelser fra Macdonaldskøer, der aldrig blev til noget, og forbindelser, der gjorde, men ikke burde.
Hvis bare man var teosof, så kunne man finde spirituel ro ved, at der på samme tid var syv verdener og syv bevidsthedsniveauer. En enkelt parallelfølelse eller indre splittelse ville overhovedet ikke være skræmmende, kun helt naturlig. Også selvom man havde job som Ronald Macdonald og hver dag var tvunget til at gå rundt i et dumt kostume og lokke børn til at spise usund mad, så de blev for tykke og kastede op i plastickuglerne. Det ville bare være en del af én verden, mens de andre verdener foregik i tankeslotte og luftkassteller, og man i tidligere liv havde været høvdingedatter, kongesøn og en filosof, der blev henrettet med skarntydesaft.
Donslund de Luxe og det høje moraltræ
”Der står sådan et højt moraltræ i din have,” sagde min nye nabo, inden jeg flyttede ind. Moraltræ? Jeg var ikke havemenneske og havde aldrig før hørt om moraltræer, heller ikke de høje, heller ikke selvom jeg kommer fra Ikast.
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…
Engang i 80’erne var moral ellers noget, vi altid skulle diskutere. Vi læste Kirk og Rifbjerg og snakkede om karakterernes dobbeltmoral. Det var som regel dem med den højeste moral, der også havde den største dobbeltmoral. Præstetyper, autoritære lærere og griske forretningsfolk. Det var også dengang, der huserede Onkel Tage-ordsprog som: ”Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt!” Og så klappede Onkel Tagerne hinanden på skuldrene og lo gustent. Som om det var helt i orden.
Jeg syntes ikke, det var i orden, jeg var i gang med et oprør, og der skulle luges ud i dobbeltmoralen. Især i Ikast. Faktisk skulle vi afskaffe hele moralen, for jeg læste Nietzsche og ville gerne hinsides godt og ondt. Jeg havde fået nok af det lille samfunds sociale og seksuelle undertrykkelse og ondskabsfulde sladder. Så et højt moraltræ i min have, det lød som den rene deroute, det træ måtte væk, det skulle fældes, tænkte jeg. Med min filosofiske økse. Ellers var det da ikke til at leve i lyst og frihed…
”Træet bøjer jo ind til os,” sagde min nabo, ”og de smager rigtig godt,” fortsatte hun. ”Hvad smager godt?” spurgte jeg. ”Morellerne,” sagde hun og rødmede. Morellerne? Jeg var lige ved at grine ad min egen misforståelse. Moraltræet var et moreltræ.
Men hvad var det hun sagde? Spiste hun mine moreller?
”Vi skal nok have et hegn op,” sagde jeg. For helt ærligt, hvad ligner det, gå der og spise andre folks frugt…
torsdag den 25. marts 2010
Donslund de Luxe med Løkke i sengen
”Jeg drømte, at statsministeren sad i fodenden af sengen,” sagde min kæreste i morges. Jeg tændte lyset, der sad ikke nogen. ”Hvad ville han?” spurgte jeg og snusede. Magtens sved og smøger røget i smug på Christiansborgs bagtrappe hang stadig i luften. Min kæreste vidste ikke, hvad han ville, og han var heller ikke sikker på, at det var Lars Løkke. Det var ligesom bare en statsminister. ”Var det så Fogh? Nyrup? Anker?” Han trak på skuldrene og gik ud for at lave kaffe. Jeg gik efter: ”Hvad tror du, det betyder?” Det vidste han ikke, han var også ligeglad, det var jo bare en drøm, og nu havde han glemt den.
Men jeg ville godt vide, hvad statsministeren lavede i min kærestes drøm, så jeg tog computeren, googlede drømmetydning og fik en million hits. Masser af okkulte blå sider med gul skrift og blinkende stjerner. Dyr, huse og biler var alt sammen noget med drifter. Ingen statsminstre, men hov:
Sengekammerat: hvis du ligger i sengen med en ven betyder det, at du kan komme til at gøre noget dumt.
Min kæreste kom ind med kaffen. Jeg fik dårlig samvittighed over at snage i hans underbevidsthed. På den anden side måtte jeg også advare ham. ”Vil du gerne være venner med Lars Løkke?” spurgte jeg. Næh, han troede ikke, han kunne blive venner med nogen politikere. ”Men det kan da være, Lars Løkke gerne vil være venner med mig,” smilede han.
”Okay,” sagde jeg og blev i tvivl om, hvad jeg så skulle gøre. Jeg mener, hvis Lars Løkke gør noget dumt, kan det jo få betydning for os alle. Men beroligede drømmetyderen mig: hvis du drømmer, at du sidder i regering, betyder det, at du har styr på tingene. Og dét må Løkke have drømt, ellers kunne han jo ikke have siddet i min seng og været statsminister.
Men jeg ville godt vide, hvad statsministeren lavede i min kærestes drøm, så jeg tog computeren, googlede drømmetydning og fik en million hits. Masser af okkulte blå sider med gul skrift og blinkende stjerner. Dyr, huse og biler var alt sammen noget med drifter. Ingen statsminstre, men hov:
Sengekammerat: hvis du ligger i sengen med en ven betyder det, at du kan komme til at gøre noget dumt.
Min kæreste kom ind med kaffen. Jeg fik dårlig samvittighed over at snage i hans underbevidsthed. På den anden side måtte jeg også advare ham. ”Vil du gerne være venner med Lars Løkke?” spurgte jeg. Næh, han troede ikke, han kunne blive venner med nogen politikere. ”Men det kan da være, Lars Løkke gerne vil være venner med mig,” smilede han.
”Okay,” sagde jeg og blev i tvivl om, hvad jeg så skulle gøre. Jeg mener, hvis Lars Løkke gør noget dumt, kan det jo få betydning for os alle. Men beroligede drømmetyderen mig: hvis du drømmer, at du sidder i regering, betyder det, at du har styr på tingene. Og dét må Løkke have drømt, ellers kunne han jo ikke have siddet i min seng og været statsminister.
Hot & Not
Hot
Rødder
Jeg har været nomade i 23 år, haft 15 forskellige folkeregisteradresser, rejst i længere perioder og i det hele taget været skeptisk overfor det såkaldt nære (sladdervorne) samfund. Nu har jeg købt hus i Vallekilde, meldt mig ind i valgmenigheden og fundet ud af, hvor bagermorderen boede. Jeg ved også, at træerne foran det gamle jordmoderhus betyder gode fædre, og at Orne-Bodil engang huserede. Det ser ud til, at jeg har slået rødder.
Spontane fester
Det kan være svært at slæbe sig gennem formelle fester, hvor man sidder og fingerer ved sit bordkort i timevis. Men spontane kom-sammener med fælles buffet og mangel på stole, det elsker jeg. Fri for forventninger og tvangsritualer, der kan ødelægge den potentielt gode stemning.
Fantasi
Fantasi er efter min mening den vigtigste kilde til livsglæde. Den står på spring hele tiden, og når nogen siger f.eks. kanelsnegl, kommer de sjoveste billeder. Til gengæld hader jeg udtrykket: ”Kun fantasien sætter grænser”. Det er da lige netop det, den ikke gør.
Not
Celebrity buddhister
Hvor gider jeg dog ikke høre mere om buddhistisk ro og personlige indiske guruer, der hjælper stakkels celebrities med at meditere sig gennem rigdom, succes og skattelettelser. Tro, der ikke er privat, er ikke andet end fucking branding. Det er ikke buddhisme, der er noget i vejen med, det er måden…
Omgangssyge
Omgangssyge er fællesskabets største fjende. Det slog Marie Abel Trier ihjel i Vallekilde Højskoles spisesal i 1873, fordi de var fire om samme tallerken. Og selvom det ikke længere er tyfus og difteritis, der er problemet, kan det godt lægge en dæmper på en skiferie, hvor 19 mennesker bor i hytte sammen - og er fire om samme spand.
Pral
Inderst inde ved jeg godt, at pralhalse praler, fordi de er bekræftelsessyge, har lavt selvværd (eller er politikere), og at de ligeså tit ligger i fosterstilling med tommelfingeren i munden og bliver aet over håret af deres mødre og koner. Men det er utroligt anstrengende at høre på selvhævdende omnipotent ævl. Lige meget hvor fantastisk du er, så er du også bare en lille pissemyre, der pludselig er fladtrådt, død og glemt.
Rødder
Jeg har været nomade i 23 år, haft 15 forskellige folkeregisteradresser, rejst i længere perioder og i det hele taget været skeptisk overfor det såkaldt nære (sladdervorne) samfund. Nu har jeg købt hus i Vallekilde, meldt mig ind i valgmenigheden og fundet ud af, hvor bagermorderen boede. Jeg ved også, at træerne foran det gamle jordmoderhus betyder gode fædre, og at Orne-Bodil engang huserede. Det ser ud til, at jeg har slået rødder.
Spontane fester
Det kan være svært at slæbe sig gennem formelle fester, hvor man sidder og fingerer ved sit bordkort i timevis. Men spontane kom-sammener med fælles buffet og mangel på stole, det elsker jeg. Fri for forventninger og tvangsritualer, der kan ødelægge den potentielt gode stemning.
Fantasi
Fantasi er efter min mening den vigtigste kilde til livsglæde. Den står på spring hele tiden, og når nogen siger f.eks. kanelsnegl, kommer de sjoveste billeder. Til gengæld hader jeg udtrykket: ”Kun fantasien sætter grænser”. Det er da lige netop det, den ikke gør.
Not
Celebrity buddhister
Hvor gider jeg dog ikke høre mere om buddhistisk ro og personlige indiske guruer, der hjælper stakkels celebrities med at meditere sig gennem rigdom, succes og skattelettelser. Tro, der ikke er privat, er ikke andet end fucking branding. Det er ikke buddhisme, der er noget i vejen med, det er måden…
Omgangssyge
Omgangssyge er fællesskabets største fjende. Det slog Marie Abel Trier ihjel i Vallekilde Højskoles spisesal i 1873, fordi de var fire om samme tallerken. Og selvom det ikke længere er tyfus og difteritis, der er problemet, kan det godt lægge en dæmper på en skiferie, hvor 19 mennesker bor i hytte sammen - og er fire om samme spand.
Pral
Inderst inde ved jeg godt, at pralhalse praler, fordi de er bekræftelsessyge, har lavt selvværd (eller er politikere), og at de ligeså tit ligger i fosterstilling med tommelfingeren i munden og bliver aet over håret af deres mødre og koner. Men det er utroligt anstrengende at høre på selvhævdende omnipotent ævl. Lige meget hvor fantastisk du er, så er du også bare en lille pissemyre, der pludselig er fladtrådt, død og glemt.
Donslund de Luxe uddriver angst
Det var i den seneste nattetime, hvor de søvnløse endelig sover, og de unge synes, at aftenen er på sit højeste. Og der sad jeg i godt selskab og blev grebet af melankoli. Ikke den slags hvor datiden spiller en rolle, men den hvor tiden slutter. Vi havde snakket om Wolf Erlbruchs fantastiske billedbog: And, Døden og tulipanen, der på meget poetisk vis handler om det uundgåelige. For børn. Og jeg kom til at tænke på, hvor ubekymret jeg var for døden som barn i kontrast til, hvor isnende kold den er i dag. Eller nat. For det er altid om natten, skelethovedet klaprer tænder. Men så spurgte en af mine venner, om der ikke var noget, jeg syntes, var værre end døden. Noget der var endnu mere uhyggeligt. Og jo, det var der faktisk:
Oslofærgen er værre. Tanken om, at tage en sviptur med Oslofærgen, weekendtur for to med kahyt otte meter nede i skibet, 3 timer i Oslo og så sejle tilbage igen, det kan få hele Kattegat til at risle mig koldt ned ad ryggen. Indretningen på sådan en færge gør alt for at få dig til at glemme, at du befinder dig ude på havet, indtil kulingen fra Dokkerbanke kommer – ja, bankende - fadøllerne skvulper, og dansegulvet sejler i stemning og bræk, mens skibet går ned til ”en lille båd der gynger”. Og er man heldig med vejret, får man klaustrofobi og fedthinde i mundhulen af friturestegt mad.
”Døden er heller ikke så glad for vand,” sagde min ven i den sene nattetime. Vand? Har jeg talt om vand? Jeg åbnede bogen med and og tulipanen og dét. Døden fryser efter den har badet sammen med And. ”Skal jeg varme dig,” spørger And og lægger sig ovenpå Døden. Den ser slet ikke bange ud. Måske skulle jeg tage navneforandring. Til And-Marie. Kan være det hjælper…
Oslofærgen er værre. Tanken om, at tage en sviptur med Oslofærgen, weekendtur for to med kahyt otte meter nede i skibet, 3 timer i Oslo og så sejle tilbage igen, det kan få hele Kattegat til at risle mig koldt ned ad ryggen. Indretningen på sådan en færge gør alt for at få dig til at glemme, at du befinder dig ude på havet, indtil kulingen fra Dokkerbanke kommer – ja, bankende - fadøllerne skvulper, og dansegulvet sejler i stemning og bræk, mens skibet går ned til ”en lille båd der gynger”. Og er man heldig med vejret, får man klaustrofobi og fedthinde i mundhulen af friturestegt mad.
”Døden er heller ikke så glad for vand,” sagde min ven i den sene nattetime. Vand? Har jeg talt om vand? Jeg åbnede bogen med and og tulipanen og dét. Døden fryser efter den har badet sammen med And. ”Skal jeg varme dig,” spørger And og lægger sig ovenpå Døden. Den ser slet ikke bange ud. Måske skulle jeg tage navneforandring. Til And-Marie. Kan være det hjælper…
Abonner på:
Opslag (Atom)
